Debat

Innovationsfonden: Et bedre faktuelt grundlag til dansk forskning

DEBAT: Der er flere kvalificerede bud på, hvordan vi får forskningseffekter frem i lyset. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer tættere på ambitionen om effektmåling i topklasse, skriver Peter Høngaard Andersen.

Foto: PR-foto/Uddannelsesministeriet
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Høngaard Andersen
Direktør, Innovationsfonden

Sandheden er nok, at vi kun får effektmålingen op i gear, hvis vi skaber sammenhæng i indsatsen og ikke opbygger hver vores metodeapparat. Det kunne være en passende udgang på denne debat, at vi sammen arbejder for ikke at ende i en post-faktuel lomme, hvor perception er vigtigere end fakta.

Heldigvis er der er noget at bygge på. Eksempelvis har det været interessant at få et indblik i, hvordan forskningsinstitutioner som KU og DTU arbejder fokuseret på at udvikle og anvende effektmål til at få mere viden om værdien af deres forskningsaktiviteter. Det er vigtigt.

Selv beskrev jeg i det første indlæg her i debatten de tre niveauer, hvor Innovationsfonden vil måle effekten af sine investeringer: den samlede portefølje, det enkelte projekt og grundtyper af projekter.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

For alle tre niveauer handler det om at skabe en naturlig overgang fra fondens overordnede mål til det, vi faktisk måler. På porteføljeniveau har vi i Innovationsfonden i år udviklet en grundmodel til at måle effekten af fondens aktiviteter. Grundmodellen består i nuværende form af otte hovedindikatorer, der operationaliserer fondens overordnede mål:

  • Virksomheders værdiskabelse
  • Seks ud af ti projekter skal føre til det, der i OECD er klassificeret som en innovationssucces
  • Innovationsfonden skal stimulere eksport
  • Innovationsfonden skal stimulere vidensbeskæftigelse og F&U-aktiviteter i private virksomheder
  • Minimum otte ud af ti virksomheder skal finde det attraktivt at samarbejde med universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner
  • I projekter medfinansieret af fonden skal der gennemsnitligt publiceres fem artikler i de bedste (top 1 %) tidsskrifter pr. 100 mio. kr., fonden investerer
  • Forskningsresultater, som opnås i fondens portefølje, skal føre til fremtidige innovationer – illustreret ved cases
  • Fondens investeringer skal bidrage til løsning af samfundsudfordringer – illustreret ved cases.

Vi arbejder dog stadig med det metodiske grundlag for grundmodellen. Blandt andet fordi vi i fonden er meget optagede af, at de valgte indikatorer er så rummelige, at de formår at medtage de vigtigste bidrag fra alle forskningsområder – fra humaniora til samfunds-, sundheds- og naturvidenskab. Ligeledes fra alle typer innovation og også det, der ikke nødvendigvis kan måles i kroner og øre.

Sandheden er nok, at vi kun får effektmålingen op i gear, hvis vi skaber sammenhæng i indsatsen og ikke opbygger hver vores metodeapparat. Det kunne være en passende udgang på denne debat.

Peter Høngaard Andersen, direktør i Innovationsfonden

Lære af landene langt fremme
Vi arbejder på den mulighed at overdrage den endelige grundmodel med indikatorer til et eksternt og uafhængigt team, der fremadrettet får til ansvar at måle effekten af fondens investeringer. Når dette arbejde for alvor tager fart, kan vi begynde at få data på, hvilken samfundsværdi fondens investeringer faktisk skaber – på både kort og lang sigt og på basis af internationalt anerkendte analysemetoder.

Forhåbentlig kan Innovationsfondens arbejde blive en del af et generelt fokus på effektmål i dansk forskning. Her kan vi passende blive bedre til at lære af de lande, der er langt fremme på effektmåling. For eksempel har man i England både lavet fejlslagne og succesfulde effektmålinger. Lad os gøre brug af deres erfaringer.

Her er en reference til en af de mere interessante, jeg har set. Det er RAND Coorporation, der i 2016 har målt effekten af de ti milliarder pund, som The National Institute for Health Research (NIHR) har investeret i sundhedsforskning de seneste 10 år. I effektmålingen bliver der udpeget 100 forskellige positive forandringer, som NIHR har stået i spidsen for. Denne type måling kan naturligvis ikke stå alene, men det er et sted at starte, når man vil undersøge den positive effekt, som forskningen kan skabe for samfundet.

Effektmålingen kan læses her.

Hvis andre har set gode effektmålinger, hører vi gerne om det i Innovationsfonden. Indtil da tak for en god debat om måling af forskningens effekt. Jeg glæder mig til at se de gode intentioner overført til nye kraftfulde målinger af dansk forskning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Høngaard Andersen

Direktør, Innovationsfonden
cand.scient i biokemi (Københavns Uni. 1983), dr.med. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00