Jesper Olsen: At forbyde penge fra Elon Musk løser ikke problemerne med partistøtte

Det seneste forslag fra Venstre og Moderaterne er relativt upræcist. Det forstår jeg godt. For det forslag lader sig nærmest ikke skrive.

Det er svært at afgrænse i en verden, hvor store virksomheder opererer på tværs af grænser og naturligvis ønsker at opnå indflydelse på lovgivning mange steder.

Det ville også få betydning for den manglende regulering af partiernes erhvervsklubber, som giver partierne penge i kassen, fordi man så i givet fald også her skal sætte grænser for udenlandske datterselskaber.

De få regler, der er, er meget nemme at omgå.

Jesper Olsen

Lad os dykke ned i begrundelsen for det konkrete forslag fra Venstre og Moderaterne. De to partier vil forhindre udenlandske organisationer eller personer i at påvirke det danske demokrati. Det lyder i udgangspunktet besnærende.

Men selv hvis man tillægger de to partier de bedste demokratiske intentioner, så kommer man ikke uden om, at nøjagtig den argumentation har ført til, at Transparency International ikke længere kan være til stede i Rusland, og at mine russiske kolleger må arbejde i eksil.

De er stemplet som udenlandske agenter og af myndighederne beskyldt for at blande sig i russisk politik, fordi de arbejdede med at påpege problemer med korruption.

De danske partier sender selv hvert år millioner af kroner ud af landet til søsterpartier rundt om i verden via Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Skal vi virkelig forære de kræfter og regimer, som ikke ønsker at blive kigget efter i de demokratiske kort, det argument, at Danmark selv har forbudt visse udenlandske donationer til politiske partier?

Alligevel fortjener Venstre og Moderaterne ros for at rejse debatten. En debat, som vi i Transparency International i en årrække har forsøgt at rejse om pengestrømmene i politik.

I det øjeblik vi sætter vores kryds, skal vi vide, hvem der har finansieret valgkampen.

Jesper Olsen

Vi har forsømt at gardere os mod den situation, vi kan komme til at stå i med Elon Musk eller andre aktørers mange udenlandske penge – og det haster.

Gang på gang har vi med åbne øjne siddet internationale anbefalinger overhørig om de utidssvarende danske regler om privat partistøtte. De få regler, der er, er meget nemme at omgå. Og omgået bliver de.

Hver gang der har været en offentlig sag fremme om eksempelvis omgåelse af grænsen på 23.600 kroner for ikke at skulle offentliggøre navnet på donor, er der altid et flertal, som er "klar til at se på reglerne" med den kollegiale vished om, at det er noget, man siger for at lægge sagen ned i medierne.

Jeg ved ikke, om det er ond vilje, men jeg kan konstatere, at man aldrig har prioriteret at nå et resultat på området.

Hvis man vil tage udfordringen med Elon Musk alvorligt – og det mener jeg, at man skal – så er der kun én reel løsning. Det er at gå hele vejen og skabe åbenhed om donationer til partier fra første krone for juridiske personer, mens der kun bør være en bagatelgrænse på mikrodonationer fra private donorer. Det ville medføre reel kontrol.

For der skal være åbenhed i realtid. Det skal være sådan, at vi i det øjeblik, vi sætter vores kryds, skal vide hvem der har finansieret valgkampen. Det skal ikke først være offentligt halvandet år efter valget, når partierne fremlægger deres regnskab. Det er for sent.

I den amerikanske valgkamp gav det en vis opmærksomhed, at Elon Musk som et element i kampagnen indførte et lotteri, hvor amerikanske vælgere ved at skrive under på deres støtte til ytringsfrihed og retten til at bære våben fik chancen for at vinde én million dollars. Altså en støtte til vælgeren frem for partiet og med chance for at få noget til gengæld ved at støtte et politisk budskab.

Vi skal tage det meget mere alvorligt, at de vestlige liberale demokratier så let forstyrres af letkøbte løsninger.

Jesper Olsen

Hvis man vil udvise rettidig omhu, bør vi også i Danmark have den debat: Hvor går grænsen for de goder, man kan uddele som led i en valgkamp? Alle partier har en ting med – udover en folder – når de går på gaden.

Alt lige fra blomster, balloner og kasketter til bolsjer og morgenbrød. Umiddelbart virker det harmløst, men hvor går grænsen? Den tror jeg for alvor kommer til at rykke sig, hvis pengetanke af Musk-lignende dimensioner gør sin entre på den danske politiske scene.

Vi har allerede set eksempler på den slags goder i Danmark. SF's tidligere medlem af Folketinget Jacob Mark brugte kampagnepenge på at afholde en børnefødselsdag og invitere børn, der ikke normalt kommer til børnefødselsdag, fordi deres forældre ikke har råd til gaver, i biografen.

Og selvom jeg personligt kun har sympati for formålet – børnefattigdom er et af de problemer, jeg personligt mener, vi bør få gjort noget seriøst ved – hvor går grænsen så? Andre kan jo have andre formål.

Penge og politik hænger sammen. Der er ikke noget illegitimt i, at man med penge gerne vil støtte dem, der varetager ens interesser. Det, vi skal gardere os imod, er, når det i konkrete sager bliver noget for noget.

Og her er åbenhed og transparens om alle pengestrømme i politik det bedste middel.

Vi skal tage det meget mere alvorligt, at de vestlige liberale demokratier så let forstyrres af letkøbte løsninger. Er det, fordi de ikke leverer på det, der er væsentligt for store dele af befolkningen? Er det, fordi den politiske klasse har mistet kontakten til vælgerne? Har de danske regler, der gør det helt uigennemskueligt at følge pengestrømmene i politik, en rolle i forklaringen?

Hvis vi finder de rigtige svar på det og handler, så tror jeg ikke, at det danske demokrati så let lader sig købe.