Lederne: Gør op med det stive system og forlæng retskravet

Af Thomas Christensen
Uddannelseschef hos Lederne

Der er god grund til at glæde sig over, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, at universiteter og de kunstneriske videregående uddannelsesinstitutioner fra 2018 kan oprette fire-årige erhvervskandidatuddannelser på deltid.

Det giver studerende en ny mulighed for at have et fuldtidsjob eller starte egen virksomhed, mens de dygtiggør sig på uddannelsen, og det skaber en tættere kobling mellem studier og arbejdsliv. – Dette er samtidig en god nyhed for de virksomheder, der i øjeblikket skriger på arbejdskraft.

Vedtagelsen af ordningen sker parallelt med den vigtige diskussion, der nu er i gang i Disruptionsrådet om den forventede stigning i antallet af kandidatuddannede frem mod 2030 – en diskussion, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind tog hul på forleden med sin udmelding om, at fire ud af fem af de ekstra akademikere skal ud på det private arbejdsmarked.

Et skridt i den rigtige retning
Lederne mener, at erhvervskandidatordningen er en god start på at øge fleksibiliteten og kvaliteten på universitetsuddannelserne – men der er har behov for at tage endnu et skridt.

Universiteterne og den enkelte studerende skal have bedre rammer til at tilpasse og målrette uddannelserne til arbejdsmarkedets behov. Der er brug for, at universiteterne ikke giver køb på kvaliteten, og at bevillingerne bruges, så der fås mest muligt for pengene.

I dag er systemet så stift, at hvis erhvervslivet efterspørger bestemte kompetencer på for eksempel bachelorniveau, skal de bøvle med, at den, de ansætter, samtidig mister sit retskrav til på et senere tidspunkt at fortsætte sit studie.

Thomas Christensen
Uddannelseschef hos Lederne

Med erhvervskandidatordningen bliver koblingen mellem studier og praksis øget væsentligt via de krav, der er om, at den studerende skal have mindst 25 timers relevant erhvervsarbejde om ugen.

I den forbindelse er det vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne skeler til, hvilke brancher og områder på arbejdsmarkedet, der især mangler arbejdskraft, når de skal fastlægge de uddannelser, som udvælges til ordningen.

Skabe større fleksibilitet
Koblingen mellem studie og studierelevant beskæftigelse giver et ekstra læringspunkt til kandidatuddannelserne, som kan erstatte de forløb på uddannelsen, som jævnfør studieordningen netop handler om at koble teori og praksis.

Et eksempel er ECTS-belagte praktikforløb, som i nogle studieordninger betegnes som "projektorienterede forløb", der gennemføres sammen med eller på virksomheder, som typisk giver mellem 15 og 30 ECTS-point.

Ved godkendelse af erhvervskandidatuddannelser og den studerendes optag bør der altid tages stilling til, om den studerende kan få forkortet sin kandidatuddannelse med eksempelvis 15-30 ECTS-point netop på grund af afholdelsesformen. Det vil spare samfundet uddannelsesudgifter og forkorte den studerendes studietid.

En anden mulighed for at skabe større fleksibilitet for de studerende og arbejdsmarkedet er at forlænge retskravet til kandidatuddannelserne med to-tre år. Hvorfor skal bachelorer ikke kunne udskyde deres kandidatuddannelse og tage ønskejobbet i et par år og så være sikret, at de kan vende tilbage til deres studie og fortsætte enten på SU eller med en erhvervskandidatordning?

Et stift og bøvlet system
I dag er systemet så stift, at hvis erhvervslivet efterspørger bestemte kompetencer på for eksempel bachelorniveau, skal de bøvle med, at den, de ansætter, samtidig mister sit retskrav til på et senere tidspunkt at fortsætte sit studie.

En forlængelse af retskravet med to-tre år vil have flere fordele: Vi kan styrke erhvervslivets muligheder for at ansætte bachelorer, når efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft er størst, og de studerende får en tid på arbejdsmarked, der fagligt kan styrke deres kandidatstudie.

Ulempen kan være, at de studerende ikke får taget deres kandidatuddannelse færdig i de unge år, fordi de er tilfredse med deres beskæftigelse, men det er vel heller ikke det værste scenarie?

Det er vigtigt at huske, at fremtidens arbejdsmarked i højere grad bygger på livslang læring, og opgaven er at indrette uddannelsessystemet, så det er fleksibelt og kan imødekomme behovet for kompetenceudvikling gennem hele arbejdslivet.