Der er noget "Tilbage til fremtiden" over regeringens uddannelsespolitik

Hvad de sidste angår, så medfører reformen da også, udover dimensioneringer og nedlukning af kandidatuddannelser, at en procentdel af de resterende uddannelser forkortes eller omformes til erhvervskandidatuddannelser.

Det er derfor ikke overraskende, at Lars Goldschmidt, næstformand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, i Weekendavisens artikel om reformpakken slår fast, at universiteterne ret entydigt kommer ud som den store taber: "Det er dem, der mister penge."

Der er ikke noget underligt ved, at en gennemgribende reform har vindere og tabere. Sådan er det, når Folketinget sætter en ny retning.

Der er heller ikke noget underligt ved, at regeringen søger at løfte de uddannelser, som ikke kan tiltrække tilstrækkeligt med studerende til at dække fremtidens behov — det giver alt sammen god mening.

Men når den så samtidig ophøjer den vidensform, som disse uddannelser dyrker, til model for de uddannelser og institutioner, der har succes med at tiltrække studerende, kommer det til at fremstå mærkeligt bagudskuende. Det minder om den tendens i offentlig forvaltning, som professor Bent Flyvbjerg har kaldt "omvendt darwinisme."

Hvor klassisk darwinisme indebærer en spredning af det, der har succes, så beskriver omvendt darwinisme tendensen til at fremme de systemer, der har vanskeligere ved at nå deres mål.

En reformpolitik, der midt imens samfundet bliver mere abstrakt, gennemfører en vending af skole- og uddannelsessystem, der skal gøre det mindre abstrakt, kommer til at fremstå mærkeligt tilbageskuende.  

Jørn Bjerre

Der vil i fremtiden være større efterspørgsel på arbejdskraft i pleje- og omsorgssektoren, da vi står over for en ændret demografi med en aldrende befolkning,

Men ser man bort fra de strukturelle forhold, så må den primære årsag til, at vi i fremtiden kommer til at mangle håndværkere, teknikere og professionsuddannede medarbejdere vel være, at erhvervsskoler og professionshøjskoler ikke har kunnet tiltrække nok ansøgere, mens universiteterne har præsteret en konstant vækst i antallet af ansøgninger.

En ting er altså, at regeringen dermed er nødt til at dimensionere optaget, så flowet af studerende kommer til at passe med samfundets behov. Men det er noget andet ligefrem at satse på at udtrække den model, professionshøjskolen repræsenterer, til resten af uddannelsessystemet.

Det viser, at reformen ser fremtiden gennem de huller, der lige nu er i Uddannelsesdanmark, i stedet for at se arbejdet med at fylde hullerne ud som en enkelt del af en større vision, der bygger på analysen af, hvilket samfund vi er i gang med at blive.

Resultatet er, at der er noget "Tilbage til fremtiden" over denne retning, regeringen sætter.

Vi befinder os midt i en epoke, der er kendetegnet ved, at gennemgribende forandringer sætter sig igennem i kraft af digitalisering, kunstig intelligens og automatisering.

Disse innovationer vil ikke alene kræve et helt andet niveau af højt specialiseret arbejdskraft end tidligere tider, men også omkonfigurere selve det, vi i dag forstår ved det praktiske.

For at være praktisk vil man i fremtiden i stigende grad skulle forstå algoritmer, interfaces og dataflows, og det at navigere i fremtidens teknologiske infrastrukturer kommer til at kræve en generaliseret abstrakt, kritisk forståelse.

I en virkelighed, hvor AI genererer tekster, tegner tekniske løsninger, programmerer, diagnosticerer sygdomme, vurderer risiko og effektivitet, har vi mere end nogensinde brug for mennesker, der kan tænke abstrakt.

Det bliver en praktisk kompetence at kunne forestille sig konsekvenserne af de automatiserede processer og kritisk analysere, hvilke "interesser" algoritmerne bygger på.

Evnen til at navigere etisk i et landskab, hvor teknologier ikke blot assisterer, men også begynder at erstatte beslutninger, kræver mere, ikke mindre akademisk viden. Ikke mindre teori. Ikke mindre kritik.

En reformpolitik, der midt imens samfundets praktiske felter bliver mere abstrakte, gennemfører en vending af skole- og uddannelsessystem, der skal gøre det mindre abstrakt, kommer til at fremstå mærkeligt tilbageskuende.

Evnen til at navigere etisk i et landskab, hvor teknologier ikke blot assisterer, men også begynder at erstatte beslutninger, kræver mere, ikke mindre akademisk viden. Ikke mindre teori. Ikke mindre kritik.  

Jørn Bjerre

Men med dette in mente er der så meget mere grund til at sige tillykke til professionshøjskolerne. Hvorvidt vi så på sigt kommer til at sige tillykke til regeringen med reformen, vil vise sig.

Vi skal nok få syn for sagen, når det gælder begreberne "praksisnær" og "anvendelsesorienteret."

Vil de være bedre faglige ledestjerner end kritik og teoretisk forståelse, når det gælder uddannelsen af de kommende generationer?

Eller vil de snarere vise sig at være tomme betegnere, der bygger på en falsk modsætning mellem praksis og teori, anvendelse og kritik?

Hvorvidt reformen kommer til at gøre noget godt for de kommende generationer, kan kun fremtiden vide, men målepindene er til at få øje på: Den første er, om de mange penge, der tages fra universiteterne og de studerendes SU, kommer til at medføre et øget optag på professionsuddannelserne.

Dernæst bliver det spændende, om oprettelsen af epx-uddannelser landet over vil gøre uligheden mindre eller større, og hvorvidt den kommer til at sikre, at flere unge tager en erhvervsuddannelse — eller om erfaringen snarere vil blive, at de unge, der allerede er skoletrætte i niende klasse, kommer til at føle, at de nu skal kæmpe sig igennem yderligere to år på skolebænken, før de kan komme ud og komme i gang.

Og endelig bliver det interessant at følge, om kandidatuddannelserne bliver bedre af at blive udbudt som praksisnære og anvendelsesorienterede professionsmasteruddannelser på professionshøjskoler, end som metodiske og teoretiske universitetsuddannelser.

Det skal alt sammen komme an på en prøve. Nu må vi alle håbe på og gøre vores til, at der skal komme det bedst mulige ud af det.