Humaniora skal ikke kun være relevant og nyttig. Det er en kritisk vagthund, der udfordrer magthaverne

Denne præmis indebærer, at forståelsesmæssig berigelse skal have et praktisk formål, og at sandhed kun anerkendes gennem dens nytteværdi. 

Jeg siger ikke, at humaniora ikke kan og skal være relevant og nyttig, men at humanioras kritiske funktion ikke må gå tabt i forsøget på at stå skoleret overfor et kortsigtet, interessebaseret tankesystem.

Som med videnskab i det hele taget, arbejder man som humanist sub specie aeternitatis, altså "under evighedens synsvinkel." Konkret betyder det, at de spørgsmål og problemer, man arbejder med, har andre, fagligt definerede relevanskriterier end dem, som erhvervslivet og politikerne anser for centrale.

Derfor ender humaniora med at bidrage mindre, hvis det hele tiden forsøger at tilpasse sig nutidens skiftende bud på, hvad der er relevant, end hvis det fastholder sin kritiske funktion som det at gøre "her og nu" større og vise, hvordan samtidens nyttefokuserede perspektiv skygger for alternative perspektiver, der kan give nutiden mere dybde, bredde og prægnans.

Denne evne til perspektivering hænger tæt sammen med humanioras demokratiske funktion.

Humaniora er en af de vægtskåle, der er med til at balancere den magt, som de politisk-forvaltningsmæssige og de industrielt-økonomiske systemer har i samfundet.

Jørn Bjerre
Lektor, Aarhus Universitet

Tager man udgangspunkt i det vægtskålsprincip, vores demokrati bygger på, så bidrager humaniora ikke alene til demokratiet ved hjælp af uddannelse og andre opbyggelige aktiviteter.

Humaniora er en af de vægtskåle, der er med til at balancere den magt, som de politisk-forvaltningsmæssige og de industrielt-økonomiske systemer har i samfundet.

I denne sammenhæng er humanioras kritiske funktion at præsentere viden, der bygger på de idealer om sandhed, gyldighed og retfærdighed, som det demokratiske samfund bygger på.

Viden, som magthavere og erhvervsaktører af gode grunde er tvunget til at gå på kompromis med, fordi de er underlagt handletvang, magtrelationer, økonomiske interesser og det muliges kunst.

Parallelt med relationen mellem medier og magthavere eksisterer der således en vægtstangsrelation mellem humaniora og magthavere, som er en vigtig del af vores samfunds demokratiske grundlag.

Ligesom medierne skal holde magten ansvarlig overfor befolkningen, er det humanioras rolle at diskutere de antagelser, som tages for givet, når magten legitimerer sin måde at forvalte samfundet på.

I dag kan alle godt se, at når kirken og kongen i middelalderen blev anset for at være et nødvendigt værn mod kaos, så byggede denne "nødvendighed" på et tankesystem, der understøttede kongens og kirkens magtpositioner, og at frygt, overtro og traditionalisme blev brugt som et grundlag for at holde anderledes tænkende fra at udfordre magthaverne.

Det var netop ved at gøre op med dette middelalderlige tankesystem, at de idealer, vores demokratiske samfund bygger på, blev født:

Ideen om, at borgere kan udpege deres egne ledere. At borgerne kun behøver at tro på det, deres egne sanser og fornuft fortæller dem. Idealet om, at anderledes tænkende hele tiden skal kunne udfordre magthavernes beslutninger og legitimitet i offentligheden.

Det var for at skabe et rum, hvor det var muligt at undslippe magthavernes virkelighedskonstruktioner for at lære at tænke selvstændigt og frit, at Wilhelm von Humboldt – da han i begyndelsen af 1800-tallet formulerede sit berømte idegrundlag for et moderne universitet – insisterede på, at universitetet skulle hvile på den rene idé om videnskaben.

Pointen var, at et universitetet, der fokuserede på at udvikle mennesker til at tænke med udgangspunkt i fornuft, højkultur og universalisme, kunne drive samfundet i en oplyst retning.

I dag befinder vi os naturligvis et andet sted, end Humboldt gjorde. Vores samfund er organiseret med offentlige skoler, uddannelser og demokrati, og landets virksomheder og offentlige institutioner udgør dynamiske sektorer, hvor der udvikles og forskes på tværs af fagområder og sektorer.

Ligesom vi har brug for en fri presse, der kritisk overvåger magtens forvaltning, har vi brug for en kritisk instans, der kan udfordre de værdier, som nutidens dominerende tankesystem bygger på.

Jørn Bjerre
Lektor, Aarhus Universitet

Denne integration understøtter en fortsat teknologisk, industriel, medicinsk og økonomisk udvikling, der er afgørende for at sikre vores velstand og velfærd.

I dette lys bliver det tilsyneladende let at afgøre, om viden er relevant og nødvendig ved at spørge, om den bidrager til at opretholde denne udvikling.

Det er derfor ikke overraskende, at humaniora ofte forsøger at slå knuder på sig selv for at demonstrere sin relevans i forhold til aktuelle politiske og erhvervsmæssige dagsordener.

Men, ligesom vi har brug for en fri presse, der kritisk overvåger magtens forvaltning, har vi brug for en kritisk instans, der kan udfordre de værdier, som nutidens dominerende tankesystem bygger på.

Når den demokratiske kontrol ikke kan indskrænkes til en kontrol med, hvordan enkelt-aktører handler indenfor et givent system, skyldes det, at den største magt indenfor en given epoke udøves ved at sætte grænser for, hvad der kan tænkes.

Kategorier som relevans og nødvendighed spiller i dag samme funktion i nutidens tankesystem, som de centrale teologiske kategorier gjorde i middelalderens.

Der er derfor fortsat brug et domæne i samfundet, hvis funktion er at rendyrke evnen til alene at tro på det, ens egne sanser og fornuft fortæller en, og som baserer sig på værdier som objektivitet, sandhed og den almene interesse.

Humaniora er netop gearet til at kunne udføre en sådan kritisk funktion, fordi det bygger på et indgående kendskab til alternative tankesystemer.

På trods af, at de vestlige samfund på mange måder kan betragtes som de mest frie, lever vi i en tid, hvor et kollektivt ubehag synes at brede sig i takt med, at de konstruktioner af virkeligheden, som fremstilles som nødvendige, ikke hænger tilstrækkeligt godt sammen med den virkelighed, mange oplever.

I denne situation, viser humaniora sin relevans ved at kunne fortolke tidens former for kollektivt ubehag, konceptualisere det og bringe det i spil i den offentlige debat.

Det er ikke overraskende, at humaniora ofte forsøger at slå knuder på sig selv for at demonstrere sin relevans i forhold til aktuelle politiske og erhvervsmæssige dagsordener.  

Jørn Bjerre
Lektor, Aarhus Universitet

Det er, hvad Emma Holten gør, når hun sætter spørgsmålstegn ved antagelsen om, at økonomi skal være den mest centrale målestok for værdiskabelse og fremskridt, og Thomas Piketty, når han ved at trække på historiske analyser af velstand udfordrer idéen om, at vores samfund bliver stadigt mere lige.

Eller Jürgen Habermas, der med betegnelsen "post-demokrati" har problematiseret en parlamentarisk situation, hvor væsentlige beslutninger træffes uden for de folkevalgtes rækkevidde. Og Bruno Latour, der har opfordret til en ny form for politik, der tager højde for jordens begrænsninger.                     

Alle disse eksempler viser, hvordan humaniora kan følge med tiden, samtidig med at det fastholder sin rolle som samfundets vagthund.

Det, der i dag skævvrider forholdet mellem det politisk-administrative system og humaniora, er myten om, at demokratiets vagthund kun skal fodres, hvis den logrer.

Dette er ikke blot et angreb på humaniora, men også på demokratiets vægtskålsprincip – den balance, der sikrer, at magtens antagelser altid bliver udfordret og magten dermed holdt ansvarlig.