Lektorer til professionshøjskole: Pædagoguddannelsen har brug for mere frihed, ikke standardisering

Peter Møller Pedersen og Bolette Rye Mønsted fra UCN skriver 31. oktober om behovet for at reformere pædagoguddannelsen. De trækker viden frem fra et forskningsreview, og mener på den baggrund at kunne pege på, hvad pædagoguddannelsen har brug for, så den "matcher de visioner og behov, som samfundet kalder på."

Desværre er Pedersens og Mønsteds forslag så farvede af dette fattige hvad "samfundet kalder på", at de helt mister blikket for, hvad en uddannelse er.

Der må gerne være forskel på en pædagog uddannet i Aabenraa og en pædagog uddannet i Viborg

Niels Jakob Pasgaard og Hans Henrik Hjermitslev
Hhv. lektor, VIA UC og lektor, UC Syd

Ét af de steder, hvor den uheldige logik sætter sig igennem, er i Pedersens og Mønsteds konklusion om, at det er et problem, at "kompetencemålene kan forstås og tolkes forskelligt blandt undervisere, hvilket medfører forskelligartet forvaltning af kompetencemålene i undervisningen – både lokalt på uddannelserne og på tværs af professionshøjskolerne", og i at løsningen på dette påståede problem angives at være "færre og tydelige(re) kompetencemål."

Men, og det er dette men, man bør huske, før man køber Pedersens og Mønsteds konklusioner og løsningsforslag: En uddannelse skal ikke "matche" allerede eksisterende behov i samfundet, men hjælpe samfundet med at få øje på behov, som det slet ikke vidste, at det havde.

Derfor taler man sammen i undervisningen på en pædagoguddannelse. Hver enkelt studerende møder ind med erfaringer og idéer, lige så vel som hver enkelt underviser gør det, og når undervisningen går bedst, bringes alle de forskellige perspektiver i spil – erfaringer, teoretiske begreber, politiske ståsteder og store spørgsmål om det gode liv springer rundt mellem hinanden, og alle, der deltager i undervisningen, lander lidt forvirrede og lidt mere tvivlende, men også lidt mere reflekterede og nysgerrige på deres fag. Man når ikke bestemte mål, men man får øje på en række store og vigtige spørgsmål, som man som pædagog kan bruge et helt liv på at finde svar på.

At lære at tvivle

Det at lære at tvivle, og det at lære, at pædagogik kan se ud på mange måder, at den kan have mange forskellige mål og benytte sig af mange forskellige midler, er helt grundlæggende for uddannelsen af dygtige pædagoger.

Pædagoguddannelsen har brug for langt mere frihed

Niels Jakob Pasgaard og Hans Henrik Hjermitslev
Hhv. lektor, VIA UC og lektor, UC Syd

Og de studerende skal ikke alle lære det samme, men noget lidt forskelligt, så samtalen, tvivlen og nysgerrigheden på det pædagogiske kan fortsætte med at leve ude i institutionerne.

Derfor er det så forstemmende at læse, at Pedersen og Mønsted ikke vil af med de snærende kompetencemål, der allerede nu sætter grænser for samtalernes dybde på pædagoguddannelsen. Nej, Pedersen og Mønsted vil derimod have kompetencemålene præciseret, så det står endnu mere klart, hvad alle skal lære – og at de skal lære præcist det samme. Det er den forkerte vej at gå, for vi har brug for en mangfoldighed af pædagoger – og for en mangfoldighed af måder at blive pædagog på.

Formål, fag og frihed

Derfor har pædagoguddannelsen brug for et bredt formuleret formål, der gør op med årtiers stadigt stærkere instrumentalisering af pædagoguddannelsen. Fremfor at sigte mod erhvervelsen af på forhånd definerede "professionsrelevante kompetencer", må uddannelsen bygges på et solidt fundament af de værdier, vi har bygget dansk pædagogik og det danske samfund op på gennem århundreder.

Pædagoguddannelsen skal ikke uddanne "ud" i et allerede fast defineret samfundsbehov, nej, den skal danne ind i et fag, der trækker på en lang række traditioner, og som stadig er i levende udvikling.