Lektor: Mette Frederiksens åndelige oprustning handler mere om mobilisering end åndelighed

Ifølge statsministeren handler åndelig oprustning dog ikke kun om viden, men også om værdier.

I sin grundlovstale i Rødding understregede hun, at åndelig oprustning drejer sig om "noget dybt inde i os selv" – vores "demokratiske sindelag", "evnen til at tænke kritisk" og oplysningstidens værdier, "hvor videnskaben sejrede over myterne, og Gud måtte vige for demokratiet." 

Hvis man udsætter kirkens åndelighed for en universitær vidensform og kritisk undersøgelse – vil det underminere de dogmer, som kirken bygger på.

Jørn Bjerre
Lektor, ph.d., Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Det er disse værdier, som vores samfundsmodel bygger på, og som ifølge statsministeren nu er truet. Derfor må vi mobilisere dem gennem åndelig oprustning som led i forsvaret af dem.

Men ud over viden og værdier fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften "Mette Frederiksen efterlyser åndelig oprustning fra Folkekirken", at statsministeren udvider begrebet åndelig oprustning til også at omfatte tro og kristendom.

Folkekirken skal ifølge hende være både en åndelig og fysisk ramme for det, danskerne gennemgår. Kirkeminister Morten Dahlin (V) har suppleret dette synspunkt ved at argumentere for, at en stærkere kristen forankring bør ledsage købet af kampvogne, artilleri og luftvåben, fordi det er vejen til en øget forsvarsvilje. 

Her bliver det tydeligt, at åndelig oprustning handler mindre om åndelighed end om oprustning og mindre om oplysning end om mobilisering.

Det paradoksale er, at de institutioner, som statsministeren kalder til at gå i fælles åndelig front – universiteter, kirker og skoler – dermed risikerer at få undergravet hver deres særlige forståelse af åndelighed.

Hvis man for eksempel udsætter kirkens åndelighed for en universitær vidensform og kritisk undersøgelse – vil det underminere de dogmer, som kirken bygger på. Mere generelt gælder det, at den indbyggede sammenblanding af politik, forskning og religion undergraver det princip om institutionel autonomi, som vores demokrati hviler på. 

Det giver med andre ord ikke mening at tale om "ånd" uden at skelne mellem de forskellige betydninger, ordet kan have. I den klassiske åndsvidenskabelige tradition er ånd knyttet til menneskets evne til refleksion, selvkritik og til at forstå verden rationelt. I en religiøs forstand henviser ånd til en relation til det hellige, til det, der overskrider det rent materielle og peger mod en ikke-empirisk, ikke-verificerbar verden.

Men i Mette Frederiksens tale og politiske strategi træder en tredje betydning frem: ånd forstået som kampånd, korpsånd eller holdånd – et forsøg på at styrke intern solidaritet gennem delte moralske følelser, loyalitet og fokus på fælles symboler. 

I Mette Frederiksens tale og politiske strategi træder en tredje betydning frem: ånd forstået som kampånd, korpsånd eller holdånd.

Jørn Bjerre
Lektor, ph.d., Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Ånd i denne betydning kan analyseres med udgangspunkt i den tyske politiske teoretiker Carl Schmitt. I hovedværket Der Begriff des Politischen beskriver han, hvordan det politiske i sin kerne handler om sondringen mellem ven og fjende.

For Schmitt er fjendebilledet ikke en metafor, men en eksistentiel realitet. Det politiske træder ifølge ham først for alvor frem, når en gruppe oplever sit eksistensgrundlag som truet og forestiller sig en fælles fjende, der kan negere dens eksistens – en fjende, hvis tilstedeværelse gruppen derfor føler sig kaldet til at bekæmpe eller eliminere.

Når statsministeren taler om åndelig oprustning med henvisning til en mobilisering af følelser og værdier, der kan styrke samhørighed og forsvarsvilje, så spiller hun på det politiske i Schmitts forståelse af begrebet.

Og her er det væsentligt at betone, at sondringen mellem ven og fjende ikke kun peger udad mod den eksistentielle fjende, men også ind ad og deler befolkningen op i dem, der kæmper mod den fælles fjende, og dem, der ikke bidrager, eller lige frem modarbejder denne kamp.

Her er der mørke socialpsykologiske kræfter på spil, der er omvendt proportionale med den tale om et oplyst samfund, som vi gerne identificerer os med. Derfor er det vigtigt netop at oplyse om disse kræfter, når de begynder at blive dominerende i samfundsdebatten. 

I en tid præget af geopolitiske spændinger og indre fragmentering i Europa kan det synes naturligt at appellere til kampånd – og endda at forstærke den gennem den klassiske socialpsykologiske frygt for at stå udenfor fællesskabet.

Men netop her ligger faren: At vi i forsøget på at forsvare oplysningens idealer forvandler dem til symboler i en følelsesladet mobilisering, der trækker i den modsatte retning, så kritisk tænkning og institutionel autonomi må vige for enhed og kampberedskab. 

Vi må insistere på at holde universitetets forståelse af ånd fri af de dynamikker, der skal til for at skabe kampvilje.

Jørn Bjerre
Lektor, ph.d., Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Hvis vi skal forstå den egentlige trussel mod det oplyste samfundsgrundlag, som statsministeren talte om grundlovsdag, kan vi med fordel trække på filosoffen Ernst Cassirers forståelse af oplysning som en vedvarende kamp for at frigøre mennesket fra de arkaiske kræfter, han forbandt med mytisk tænkning.

Myten tiltrækker, fordi den umiddelbart kan tilbyde mening, fællesskab og stærke følelser, som kan skabe forankring i en verden præget af usikkerhed. Oplysningen, derimod, hviler på refleksion, metodisk tvivl og kritik. For Cassirer var det oplysningens opgave at udvikle symbolske former, der gør det muligt for mennesker at forstå og forme deres verden – uden at lade sig opsluge af frygt og massesuggestion.

Når vi sammenblander Folkekirkens og universiteternes forskellige forståelser af ånd og kalder dem til fælles front i et nationalt og europæisk mobiliseringsprojekt, der bygger på ven/fjende-distinktionen, risikerer vi at genskabe den type mytisk magt i det moderne samfund, som Cassirer advarede imod: myter, der samler mennesker gennem affekt og fjendebilleder snarere end gennem kritisk erkendelse. 

Jeg begyndte med statsministerens tale på Aarhus Universitet – lad mig derfor slutte med et argument for, hvorfor det er afgørende, at universiteterne holder en tydelig armslængde til magtfulde politikeres forståelse af, hvad åndelighed er, og ikke lader sig indlemme i en åndelig oprustning forstået som national eller europæisk kampånd.

Hvis universiteterne lever op til deres egentlige opgave, er de ikke blot en samfundsinstitution blandt andre. Så er de den institution, der bærer og repræsenterer vores moderne samfunds mest grundlæggende værdier: intellektuel autonomi baseret på kritik, refleksion og metodisk tvivl.

Netop derfor må vi insistere på at holde universitetets forståelse af ånd fri af de dynamikker, der skal til for at skabe kampvilje og moralsk ensretning. For hvis åndelig oprustning betyder, at grundlaget for viden, værdier og verdensbilleder skal baseres på en fælles loyalitetsfølelse frem for kritisk forståelse, er det ikke bare åndelig oprustning, vi er vidne til – men også en intellektuel afrustning.