Bruno Hansen
Bertel HaarderMindeord: Fhv. EU-direktør Bruno Hansen
Den sidste dag i marts lukkede Bruno Hansen sine øjne på Zalem Plejehjem i Gentofte.
Efter at have været hårdt ramt af den forfærdelige sygdom Parkinson i en årrække samt nyligt tilstødende lungebetændelse tog han en beslutning om ikke at modtage hjælp mere. Det er typisk for hans viljestyrke. Dermed sluttede en af de mest formidable karrierer i dansk forskningshistorie.
Hans uendeligt lange CV vidner om de utallige betroede poster, han beklædte både herhjemme og i Bruxelles. En perlekæde af danske og udenlandske udmærkelser, poster og ansættelser, som aldrig steg ham til hovedet. Han forblev den åbne og videnskabeligt søgende kemi-ingeniør, der i 1965 blev udklækket på Danmarks Tekniske Universitet.
Han blev en internationalt anerkendt kapacitet inden for insulin-kemi, genteknologi og bioteknologisk forskning og var stærkt optaget af samarbejdet mellem industri og offentlig forskning, som dengang var noget relativt nyt og tiltrængt. I hele tre perioder var han direktør for Life Sciences i EU-Kommissionen.
Som undervisnings- og forskningsminister mødte jeg ham på Nordisk Gentofte før fusionen med Novo, hvor han til mit held ikke blev topchef i første omgang. Det gav mig mulighed for at slå en klo i ham og gøre ham til formand for Forskningspolitisk Råd.
Hvad jeg ved om forskning, har jeg fra ham. Hans kvaliteter understreges af, at han ti år senere under min efterfølger igen blev dansk forsknings førstemand. I mellemtiden blev han hentet til Bruxelles som toprådgiver for den italienske forskningskommissær Pandolfi, med hvem han udviklede et så tillidsfuldt forhold, at der næppe blev truffet en eneste beslutning, uden at Bruno Hansen havde givet råd.
Sådan havde jeg det også med ham. Og det var vel at mærke i en periode, hvor både dansk og europæisk forskning fik en opgangsperiode, som vi hverken før eller siden har set magen til.
Hans hjem blev bestyret af Hanne, med hvem han dannede en varm og tryg familie. I vor have herhjemme mindes jeg ham, hver gang »klokken otte-blomsterne« springer ud om foråret. De gror i alle vore blomsterbede, men stammer fra en enkelt blomst, som min kone og jeg fik med hjem fra Hannes og Brunos sommerhus i Melby i Nordsjælland. Ligesom forskningen skal de passes og plejes, og de visne blomster skal pilles af. Intet kommer af sig selv. Det var Brunos lærerige budskaber til alle omkring ham.
Det er et kæmpe træ i den danske skov, der nu er faldet. Æret være hans minde.
Indsigt
Ole Thybo Thomsen64 årI dag
Professor, University of Bristol, adjung. professor, Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet, fhv. formand, Det Fri Forskningsråd
Karen Fog Olwig78 årI dag
Professor emerita, Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Mette Kirstine Schmidt51 år28. maj
Politisk og international chef, Brintbranchen

Søren Egge Rasmussen spørger Jacob JensenEr ministeren enig i, at mindstekrav til hold af grise ikke lever op til dyrevelfærdsloven?Besvaret
Lotte Rod spørgerHvad er ministerens holdning til, at forældre til børn med handicap rammes af tre former for skjult vold, når de søger hjælp?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Ane Halsboe-JørgensenVil ministeren sikre, at grønlandske studerende understøttes under deres ophold i Danmark?Besvaret
- L 121 Universitetsloven med videre (Uddannelses- og Forskningsministeriet)1. behandling
- L 131 Lov om erhvervsuddannelser med videre (Børne- og Undervisningsministeriet)1. behandling
- L 132 Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter med videre (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)1. behandling



















