Mindeord: Knud Heinesen lagde grundstenene til den moderne uddannelsestænkning

De lidt iltfattige nekrologer, der må kæmpe om pladsen med ligegyldigheder i mediebranchen, hæfter sig ved hans tid som finansminister i Anker Jørgensens (S) skiftende regeringer i tiden 1972-82.

Det er dramaerne og konflikterne, der fylder, og Heinesens tidlige sortie fra politik i 1985. Sådan må det jo være, men det er en skam, at en række af hans vidtgående fortjenester og aftryk ikke kommer med. Selvom de er netop vidtgående.

Og her tænker jeg selvsagt ikke alene på hans kamp for en holdbar økonomisk politik og de berømte ord om afgrunden, som blev en ouverture til Schlüter (K) og Christophersens (V) genopretning af dansk økonomi og modernisering af den offentlige sektor efter regeringsskiftet i 1982. Jeg tænker på hans korte, men mærkbare, tid som undervisningsminister. 

Heinesen udvidede undervisningspligten fra syv til ni år med en tredelt formålsparagraf, som med justeringer har holdt sig i mere end 50 år og gennem 15 undervisningsministre.

Stefan Hermann

I 1972 skrev Heinesen hen over en ferie et udkast til en ny formålsparagraf for folkeskolen, der senere blev fremsat for Folketinget i december samme år. Den skulle afløse Jørgen Jørgensens (R) korte formålsbestemmelse fra 1937. Denne var nok klar og affattet i en Grundtvig-Koldsk selvforståelse, men også uden kontakt til det stærke opbrud i samfund, kultur og økonomi, som siden indtraf, herunder vigtigheden af demokratiet.

Det gjorde Heinesen, der udvidede undervisningspligten fra syv til ni år med en tredelt formålsparagraf, som med justeringer har holdt sig i mere end 50 år og gennem 15 undervisningsministre. En paragraf, der blandt andet nævner demokrati og åndsfrihed og fjernede de sidste rester af kristendom i formålet.

Heinesen kaldte selv, og ikke uden ironisk sans, i et tilbageblik folkeskolens formålsparagraf for samfundets trosbekendelse til fælles værdier.

Heinesens forslag kom efterfølgende ind i 1975-loven, som daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) siden gav ham en stor del af æren for, meget ulig hendes temperament, som Dagbladet Informations Lasse Ellegaard skriver i avisens nekrolog.

Heinesen havde som andre, blandt andet en række af velfærdsstatens arkitekter som eksempelvis den navnkundige departementschef Erik Ib Schmidt, et fremsynet blik for, at dansk skole og uddannelse måtte gennemgå betydelige forandringer i lyset af såvel uddannelseseksplosionen i 1960'erne, strukturforandringer i økonomi og erhverv og skredet i kultur og livsindstillinger med ungdomsoprøret.

Og han havde med forarbejdet til reformen i 1975 næsten realiseret enhedsskolen. Og lige om lidt ser det såmænd ud til, at et andet af Heinesens mange frø kommer til at spire, når undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i 2025 formentlig lander en aftale om en ny ungdomsuddannelse – epx’en – og en ny arkitektur for ungdomsuddannelserne.

Heinesen udvidede undervisningspligten fra syv til ni år med en tredelt formålsparagraf, som med justeringer har holdt sig i mere end 50 år og gennem 15 undervisningsministre.

Stefan Hermann

Heinesen bad nemlig i 1973 den pensionerede direktør for direktoratet for de gymnasiale uddannelser, Sigurd Højby, om at udarbejde et forslag til en samordning af ungdomsuddannelserne, en slags fortsættelse af tanken om enhedsskolen. Udover de talrige lærlingeuddannelser var det almene gymnasium vokset i højt tempo og HF kommet til i 1967.

Sigurd Højby præsenterede efter kort tids arbejde den såkaldte Højbyskitse, der samordnede ungdomsuddannelserne i en struktur, som har betydelige ligheder med regeringens forslag i efteråret 2024. Højby kaldte selv i et tilbageblik kort før sin død skitsen for et møde mellem Grundtvig og Stauning.

Heinesen nåede også i sin korte tid som undervisningsminister at slå slag for det, der dengang hed ”livslang efteruddannelse.” Det har sin egen skønhed, at Heinesen i en alder af 80 år begyndte at følge kurser i fysik på Folkeuniversitetet, som Altinget bemærker i sin nekrolog.

Meget andet kunne nævnes om denne saglige, terrængående skikkelse. En kølig nationaløkonom, en stor socialdemokratisk politiker i turbulente årtier og ikke mindst et åndsmenneske, der med musikalitet både kunne lytte og tænke, tale og handle. Den slags udkommer ikke i store oplag.

Æret være Knud Heinesens minde.