Mindeord: Professor og fhv. tv-direktør Peter Harms Larsen (74)

"Manden er i verdensklasse," lød vurderingen fra en anmelder, da Peter Harms Larsen i 2003 udgav tobindsværket ’De levende billeders dramaturgi’. Det første bind handlede om fiktive fortælleformer og den anden om faktaformidling.

Bogudgivelserne står som hovedværker i et forfatterskab, som også inkluderer noget af det nærmeste, vores hjemlige kommunikationsforskning kommer på en kultklassiker, nemlig bogen ’Faktion’. Det var en nærmest profetisk bog, hvori de seneste årtiers hyppige sammenblanding af fakta og fiktion blev forudskikket.

Det var sådan, at jeg selv lærte Peter at kende. Gennem hans bøger, rapporter og andre skriftlige værker, som vi studerende slugte på landets kommunikations-, journalist- og medieuddannelser. Skæbnen ville, at Peter blev censor på mit speciale, og efter afsluttet karaktergivning ringede han for at høre, hvorvidt jeg kunne være interesseret i at blive knyttet til den nystartede journalistuddannelse på SDU.

Her var han selv blevet professor efter mange års pendlen mellem uddannelses- og medieverdenen. Det blev starten på et kollegaskab, der siden blev til et venskab, og hvor Peter var lige så opsat på at lære nyt, som han var opsat på at lære fra sig. Lige til det allersidste.

Jeg tilbragte et par timer i hans selskab, dagen før Peter sov ind på Hospice Sjælland. Jeg var blevet indkaldt med kort varsel, fordi der var et par ting, han gerne ville nå at vende. Velvidende, at der ikke kunne være mange dage tilbage af hans liv.

I de sidste timer – kun afbrudt, når han skulle have noget at drikke eller skulle vendes i sengen – gav han råd med på vejen om et par kapitler i en af mine egne bøger, som han ikke syntes fungerede optimalt. Og der var også en ny bog, som han gerne så, at jeg inden længe fik taget hul på.

Den opmærksomhed over for alle medmennesker med læringslyst har fra først til sidst kendetegnet ham, og jeg er ikke ene om at have nydt godt af Peters pædagogiske tæft og tålmodighed. Da det blev kendt, at Peter rykkede ind på et hospice, strømmede det ind med taksigelser på hans sociale medier fra tidligere studerende og flere nuværende mediestjerner, hvis format som historiefortællere Peter har ansvaret for.

Taknemmeligheden fulgte ham lige til det allersidste, og vi var mange, der måtte nøjes med at stå uden for det stopfyldte kapel i Vordingborg, da han blev bisat i den by, hvor han også nåede at arbejde som direktør for TV 2 Øst.

På den måde kom Peter til at bygge broer mellem universitet og medieverden, mellem redaktions- og undervisningslokaler. Den evne til at knytte teori og praksis sammen på mesterlig vis inden for dramaturgien kommer til at give Peters bogværker en levetid langt ud over den, der blev ham selv tildelt.

Ligesom hans mange studerende kommer til at føre en arv fra den gode fortælling videre i de nyhedsindslag, dokumentarer og andre medieproduktioner, som han har inspireret til gennem sine værker og pædagogik, og som alle vi andre kan nyde i tiden fremover som læsere, lyttere og seere.