Mette Frederiksen mangler kun ét skridt, så har hun gennemført opgøret med de lærdes tyranni

For det andet lykkedes reformen indholdsmæssigt med at udstikke rammer og mål for de kommende reformer: nemlig at færre skal gå universitetet, og at universitetet ikke længere skal være en særlig fin, fritsvævende overbygning på resten af uddannelsessystemet. Eller hvad man kunne kalde en professionskole-gørelse af universitetet.

Frem for alt frigjorde den de midler – lidt over to milliarder kroner – som undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) midt i august op til Socialdemokratiets sommergruppemøde annoncerede, at regeringen vil bruge en stor del af på at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for danske unge, så de har et alternativ til gymnasiet og videre til universitetet.

Dermed er vi også fremme ved de ideologiske dimensioner.

Det er stadig røde Mette, der er statsminister

Med SVM-regeringen er Mette Frederiksens fortælling blevet forplumret.

Projektet om at vinde arbejder- og lønmodtagervælgerne uden for de store byer tilbage var ikke kun forankret i en udlændingepolitisk højrejustering eller symbolpolitiske tiltag om at spise makrelmadder

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Mange iagttagere har simpelthen svært ved at trække stregen mellem de prikker, hun satte i sin første periode – fra hun blev S-formand i 2015 til hendes første periode som statsminister sluttede – til det fælles regeringssamarbejde med ærkefjenderne i Venstre og Moderaterne.

Hvor er den socialdemokratiske formand, der sagde, at Socialdemokratiet var blevet mere klassiske socialdemokrater på fordelingspolitikken, blevet af?

Der er gode grunde til den konklusion. Men omvendt skygger den også let for, at der faktisk er én – og én meget vigtig – rød tråd fra "Mette Frederiksen 1" til "Mette Frederiksen 2", og det er uddannelsespolitikken, og den socialdemokratiske værdipolitik den skal føre med sig.

For projektet om at vinde arbejder- og lønmodtagervælgerne uden for de store byer tilbage var ikke kun forankret i en udlændingepolitisk højrejustering, eller symbolpolitiske tiltag om at spise makrelmadder og vaske egne vinduer i boligen oppe i Hareskovby.

Med bøger som 'Kloge hænder' af Mattias Tesfaye og 'De lærdes tyranni' af Kaare Dybvad blev det understreget, analyseret og lagt meget åbent frem, at den store forandring af det danske samfund, som Mette Frederiksens socialdemokrati så få sig, havde uddannelsespolitikken som sin helt centrale motor.

Det var her, man skulle forbedre vilkårene og fremtiden for de faglærte, håndværkerne, sygeplejerskerne, folkeskolelærerne, sosu'erne og de andre såkaldte velfærdsmedarbejdere. Ikke alene på det konkrete niveau, nej, man kunne kun forbedre det på det konkrete niveau og gøre det mere attraktivt, hvis man samtidig angreb det sociale hierarki, hvor akademikere nyder den største anseelse.

Opgøret med de lærdes tyranni

Både Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye lavede store analyser i 2010'erne, hvis omdrejningspunkt var et gennemgribende opgør med det danske uddannelsessystem. Det var i deres øjne altafgørende både for det danske samfund og for Socialdemokratiets appel til sine kernevælgere.

Tesfayes og Dybvads udgivelser var på én gang stort anlagt samfundsanalyser og benhård værdikamp. Og begge beskrev en samfundsudvikling, hvor akademikerne og universitetet havde tiltaget sig økonomiske ressourcer, politisk magt og social status, som hverken de eller samfundet fortjente.

"Den faldende prestige omkring håndens arbejde har ikke kun betydning for unges uddannelsesvalg, men har også ændret indholdet af en række uddannelser de seneste år," skrev Tesfaye i 2013 og oprullede, hvordan "akademiseringen" ville underminere samfundet:

"Danmarks store udfordring er ikke flere kloge hoveder, men flere kloge hænder. Ifølge en fremskrivning kommer der til at mangle 348.000 faglærte arbejdere om 30 år, mens der allerede om ti år vil være 100.000 studenter i overskud. Det sker samtidig med, at andelen af en ungdomsårgang, der søger erhvervsuddannelserne, rasler ned. I 2001 var det 31,7 procent, blot 11 år senere var andelen faldet til 18,8 procent."

Kaare Dybvad fulgte i 2017 op med sin til tider bidende kritik af den kreative klasses magt og den stigende mængde universitetsuddannede:

"I dag ser vi konsekvensen: Antallet af unge, der færdiggør en lang, videregående uddannelse, er steget fra 12.829 i 2006 til 26.494 i 2016. Deres arbejdsløshed hamrer i vejret, og i dag er næsten halvdelen af alle hovedstadens humanistiske kandidater stadig arbejdsløse et år efter, at de er færdiguddannede," skrev han.

"Som socialdemokratisk politiker mener jeg, at det er en historisk fejltagelse, at vi reelt har omfordelt fra de fattige til de rige gennem en grænseløs akademisering og centralisering af Danmark," lød Dybvads konklusion.

Særligt Kaare Dybvad havde helt konkrete forslag til, hvad man skulle gøre for at vende udviklingen: En fjerdedel af universiteternes studiepladser skulle simpelthen "lukkes" – altså det, der i en teknokratisk jargon kaldes dimensionering.

Han foreslog også, at alle besparelser som følge af det lavere optag skulle føres tilbage til grundskolerne og daginstitutionerne, mens tilskuddene til erhvervsskolerne skulle øges, og der skulle investeres i at skabe nye lærepladser.

Og sidst – men bestemt ikke mindst – skulle man tage "et opgør med forestillingen om, at vejen til universitetet kun går gennem gymnasiet". Konkret kunne man "reservere hver fjerde studieplads til folk, der i forvejen har en erhvervsuddannelse eller en professionsuddannelse".

Alle forslag er enten én til én eller i "ånden" blev gennemført – efter et om ikke tumultarisk så utroligt klodset forløb – med universitetsreformen.

Eller med forslaget om at åbne en ny "motorvej fra erhvervsuddannelserne ind på de videregående uddannelser", som Tesfaye siger, det nu er regeringens plan at få aftalt i dette efterår.

Det ligner det, det er: en officiel indrømmelse af, at den klassiske velfærdsstats folkeskole, som Bjerregaard fuldbragte, var fejlslagen

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Overlæger, der spejler æg

Tesfaye har samtidig annonceret, at tilstrømningen til erhvervsuddannelse skal understøttes af nye tiltag, som ændrer på vægtningen af det boglige og det praktiske helt op i udskolingen.

"Jeg vil også godt have, at fremtidens overlæger kan spejle et æg og slå søm i et bræt. Fordi det er en del af det fælles grundlag, som folkestyret står på, at vi har et fælles dannelsesideal, så alle elever kan udvikle sig alsidigt. Nogle skal så være hjertekirurger, og andre skal være blikkenslagere. Men de skal have noget fælles at stå på. Vi skal opdrages som hele mennesker," som Tesfaye sagde i Politiken.

Lykkes det projekt, mangler der kun ét sidste skridt, før opgøret med de lærdes tyranni er institutionelt fuldbyrdet. Og det er økonomiprofessor Nina Smiths forslag i regi af Reformkommissionen om en helt ny ungdomsuddannelse. Den såkaldt Højere Praktisk Eksamen – eller hpx – som skal udgøre en bro mellem folkeskolen og erhvervsuddannelserne.

Ifølge Nina Smith udgør hpx "det helt centrale nye element på tegningen af det fremtidige ungdomsuddannelseslandskab". En stemning, der til fulde deles i Socialdemokratiet, hvor man groft sagt er klar til at implementere forslaget, som det står, men hvor man rendte ind i problemet, hvad der så skal ske med efterskolerne.

Hpx skal være en toårig almendannende ungdomsuddannelse "med fokus på praksisnær læring", som det hedder i Reformkommissionens forslag.

Formålet er, at få flere til at søge og færdiggøre "erhvervs-, erhvervsakademi- og professionsbachelor- uddannelserne" og "bidrage til at reducere gruppen af unge, som ikke får en uddannelse".

En vigtig institutionel eller organisatorisk pointe er, at hpx-uddannelsen tager pladsen for 10. klasse, der nedlægges, "mens dele af indholdet i 10. klasse integreres i hpx".

Dermed gøres hpx på én gang til en selvstændig ungdomsuddannelse og lægges ind som en fortsættelse af folkeskolen. Både for dem, der i dag ikke søger ind på gymnasiet, og for dem, man fra politisk hold – læs regeringen, læs især Socialdemokratiet – ønsker vælger noget andet end gymnasieskolen.

SVM-regeringen giver Socialdemokratiet mulighed for at gennemføre politik, der ikke havde været mulig, hvis man skulle basere sig på et parlamentarisk flertal i centrum-venstre

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Eller som det hedder i kommissionsrapporten:

"De unge er helt klar over, at en erhvervsuddannelse statistisk set er det unormale valg – og de færreste har lyst til at skille sig ud som unormale. Derfor er det også sådan i dag, at visse unge, som vælger gymnasiet, nok ikke burde have gjort det."

Dermed kan man læse forslaget om hpx som et svar på SVM-regeringen planer i regeringsgrundlaget, hvor det hedder, at "regeringen mener, at der – særligt i folkeskolen – er opstået en ubalance mellem det boglige indhold over for det praktiske og kreative indhold. Det kan være med til at anspore størstedelen af eleverne til at vælge det almene gymnasium, hvilket medfører et mere ensporet uddannelsessystem, som ikke altid gavner hverken den enkelte eller samfundet."

Og som en vej til at opfylde regeringens ønske om, "en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne sådan, at flere unge vælger erhvervsskolerne fremfor det almene gymnasium".

Velfærdsstatens skole var fejlslagen

Som sagt har man både i Statsministeriet og hos Mattias Tesfaye taget meget varmt imod Reformkommissionens arbejde.

Set i et længere historisk perspektiv siger det også noget om, hvor meget Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse er villig til at eksperimentere med den velfærdsstat, forrige generationer af socialdemokrater har opbygget.

Reelt er der tale om en tilbagevenden til den opdeling i folkeskolen, som 1975-reformen med Ritt Bjerregaard i spidsen fjernede, i en almen – nu kaldet praksisnær – linje, der skal lede flere ind på erhvervs- og professionshøjskolerne, og en boglig linje, der sigter på gymnasiet og universiteterne. 

En opdeling, der understreges af, at Reformkommissionen samtidig foreslår at skærpe de faglige standarder i gymnasiet. Dermed bliver gymnasiet uundgåeligt mere elitært.

De forskelle, Ritt Bjerregaards reform fra 1975 skulle udjævne i lighedens navn i en stor fælles enhedsskole, vil man nu cementere og institutionalisere igen. Bare forskudt nogle år frem. At det sker i samme år som Ritt Bjerregaard er død, har sin egen historiske efterklang.

For det ligner det, det er: en officiel indrømmelse af, at den klassiske velfærdsstats folkeskole, som Bjerregaard fuldbragte, var fejlslagen, og man nu ønsker at vende tilbage til en opdateret form af datidens realskole.

Vender statushierarkiet tilbage?

En vigtig forskel er, at der ikke lægges op til, at det igen bliver folkeskolen som institution, der forestår sorteringen af eleverne. Det skal de unge selv via deres uddannelsesvalg i udskolingen.

Også derfor slår Reformkommissionen på, at alt det sociale i et fælles ungdomsliv, som før har været de gymnasiale uddannelsers revir, også skal findes på hpx. Med fredagscaféer, studenterhuer og ditto kørsel i en åben lastbil efter endt uddannelse.

Sorteringen skal med andre ord foregå per nudging. Alligevel er det et åbent spørgsmål, om introduktionen af hpx ikke vil give ekko længere ned i folkeskolens klasser.

Allerede i dag foregår der mere eller mindre formel niveaudeling, og det er let at se for sig, hvordan de elever, der allerede i 8. klasse ved, at de ikke skal i det almene gymnasium, samles i én klasse og de andre i en anden. Sker det, er genindførelsen af realskolen nærmest fuldbyrdet.

Men det, regeringen og Socialdemokratiet satser på, er, at nudgede forskelle ikke forvandler sig til datidens statushierarki, hvor de boglige uddannelser var finere end de praktiske. Faktisk er målet det modsatte: nemlig at det bliver mindst lige så højt placeret i samfundets statushierarki at være blikkenslager som hjertekirurg. Det er også derfor, der går en lige linje fra angrebet på akademikerne til erhvervsretningen af universiteterne.

Det er mildt sagt også et åbent spørgsmål, om det kan lade sig gøre.

Det er ikke det samme, som at Socialdemokratiet har opgivet sit ideal om lighed. Men man opgiver forestillingen om, at lighed opnås ved at give folk den samme velfærd. Nu skal folk have forskellige muligheder for at blive lige senere hen.

Lidt den samme logik som med Arne-pensionen, som de facto giver nogle en rettighed til tilbagetrækning, som andre ikke har, for at alle kan opnå en "værdig alderdom".

Det viser også, hvad Mette Frederiksen mener, når hun henviser til sit eget politiske mod: de reformer, hun lægger op til, eksperimenterer med kernen af det, hendes parti opbyggede i efterkrigstiden. Ligesom Mette Frederiksen udviser en stor villighed til at risikere vigtige socialdemokratiske principper og idealer i forsøget på at redde dem.

Ligesom det for socialdemokraterne er et meget håndfast eksempel på, at SVM-regeringen giver Socialdemokratiet mulighed for at gennemføre politik, der ikke havde været mulig, hvis man skulle basere sig på et parlamentarisk flertal i centrum-venstre.

Symptomatisk for den tankegang er De Radikale ikke med i universitetsreformen. Dermed er de – hvilket er historisk – heller ikke med til forme dansk uddannelsespolitik bredt set i årene, der kommer.

Det efterlader så spørgsmålet om, hvad Venstre og Moderaterne vil på den galej. Hvordan havnede man i at stille sig bag det mest ideologiske ved Mette Frederiksens socialdemokrati?

Man har bevæget sig væk fra den rent finansministerielle logik og argumenterer i stedet for, at velfærden går sin afgrund i møde, fordi der ikke er nok arbejdskraft

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

De borgerlige har endegyldigt overgivet sig

En stor del af det svar, kan gives med et enkelt ord: arbejdsudbud.

Hvad de tre partier i SVM-regeringen først og fremmest er gået sammen om, er at øge udbuddet af arbejdskraft. Det er det store fælles projekt, og det er det stadig, selvom SVM-regeringen åbnede den nye politiske sæson med en fanfare om en ny start.

Reelt er der tale om nye begrundelser for den samme politik, man hele tiden har villet føre. I regeringsledelsen har man bare lært af sit første halvår – især af hele bataljen om Store Bededag – at henvisningen til polykrisen, altså at vi er kringsat af kriser, der griber ind i og forstærker hinanden, ikke længere er bæredygtig argumentation. Økonomien boomer, arbejdsløsheden er nærmest ikke-eksisterende, og klimakrisen er ikke akut nok – især ikke i et land, hvor sommeren regnede væk.

Man har også bevæget sig væk fra den rent finansministerielle logik, hvor øget arbejdsudbud giver øget råderum, og argumenterer i stedet for, at velfærden går sin afgrund i møde, fordi der ikke er nok arbejdskraft. Penge har vi nok af, men ingen at bruge dem på, og derfor skal vi have mere arbejdskraft.

Men vi skal altså stadig have mere arbejdskraft. Det bidrager universitetsreformen med, det bidrager en kommende SU-reform med, og det gør det også, hvis man får flere trukket ud af fødekæden "efterskole-gymnasium-sabbatår-universitetet" og over i "hpx-erhvervsskole-arbejde". Simpelthen fordi man vil stå hurtigere klar til arbejdsmarkedet.

Det moderne Venstre har haft som sit helt centrale omdrejningspunkt at øge udbuddet af arbejdskraft. Ikke mindst ved Lars Løkke Rasmussens mellemkomst som finans- og statsminister, og det projekt har han videreført i Moderaterne.

Det skal omvendt ikke gøres mere kynisk og teknokratisk, end det er. Både for Løkke og for Venstre er det at have et arbejde borgerens vej til myndighed og frihed.

Statens mål og individet mål falder sammen her: Det er ikke kun regeringen, der er et arbejdsfællesskab, det er vi også som folk. At øget arbejdsudbud samtidig er meget efterspurgt i dansk erhvervsliv, tager man selvfølgelig med. Alle parter håber så, at det ikke går ud over dansk produktivitet, men mere end et håb er det ikke.

Alt i alt er det begrundelsen for, at Venstre og Moderaterne lever fint med, at socialdemokraterne sidder i førersædet i regeringens fælles uddannelsespolitik. Alt efter temperament kan man også se det som en endegyldig borgerlige overgivelse til den socialdemokratiske samfundsindretning.