Ph.d.-studerende: Seniorforskere stjæler yngre kollegaers arbejde. Men ingen tør tale højt om det

Forskningstyveri. Begrebet dækker over det fænomen, at en forskerkollega tager æren for en anden forskers arbejde eller idéer. Det er et heftigt ord: Forskningstyveri. Men det er også en heftig virkelighed, der har udviklet sig på universiteterne og i forskningsverdenen blandt andet på grund af finansieringen af forskningen og måske især grundet universitetsloven fra 2003, der har ført en stærk tavsheds- og frygtkultur med sig. Mere om dette senere.

I foråret lancerede de ph.d.-studerendes forening PAND (PhD Association Network of Denmark) kampagnen #PleaseDontStealMyWork, der indsamlede vidnesbyrd og beretninger fra forskere og ph.d.-studerende, som havde oplevet at kolleger tog æren for eget arbejde eller egne idéer.

På et par uger modtog kampagnen 120 vidnesbyrd fordelt på 107 forskere fra hele landet på tværs af fag og universiteter. Det er overvejende beretninger fra yngre forskere om ældre forskerkollegers faglige overgreb.

Det er krads læsning, som ligeledes vidner om brug af andre magtinstrumenter såsom sexisme, mobning, racisme og trusler.

Undersøgelsen er ikke repræsentativ og bekriver ikke omfanget af problemet, men måske nærmere kun toppen af isbjerget. En antagelse, der skyldes, at vidnerne har udtrykt stor frygt ved blot at dele beretningerne anonymt.

Medforfatterskab er blevet en handelsvaluta

Herudover har jeg som kampagnens initiativtager modtaget adskillige historier privat, også efter kampagnens afslutning, hvor flere ikke har ønsket at dele beretningerne med kampagnen i ren og skær frygt for mulige repressalier ved en eventuel genkendelse - selv ved omskrivninger af personfølsomme detaljer i vidnesbyrdene.

Beretningerne tyder på et stort ledelsessvigt, hvor man direkte eller indirekte har understøttet kulturen.

Maria Toft
Ph.d.-studerende

Overvejende er sager vedrørende såkaldte ’gæsteforfatterskaber’, hvor typisk en seniorforsker eller endda familiemedlemmer bliver tildelt medforfatterskab på en artikel uden nogen som helst deltagelse i idéudviklingen eller endda i læsningen af artiklen.

Alt tyder på, at medforfatterskaber bliver brugt som en form for handelsvaluta, der kan fremme karrieren hos især seniorforskere. Der er også en del sager vedrørende omskrivninger af studerendes opgaver eller kontraktansattes arbejde til forskningsartikler eller udvikling af patenter uden nogen som helst kreditering af de oprindelige bidragsydere.

Til sidst er der også ’godt gammeldags’ tyveri, hvor eksempelvis en idé og eller et projekt er blevet afvist af en bedømmer, hvorefter bedømmeren selv eller en bekendt af bedømmeren får midler til et fuldstændigt identisk projekt.

Fastgroede magthierarkier og ledelsessvigt

Det er heftige sager, som oftest har haft faglige og ikke mindst personligt belastende konsekvenser for de forurettede, som har følt sig magtesløse i et system, der ikke har grebet dem. Beretningerne tyder ydermere på et stort ledelsessvigt, hvor ledere direkte eller indirekte har understøttet kulturen.

Det skal understreges, at langt de fleste forskere er hårdtarbejdende, samvittighedsfulde og omsorgsfulde over for hinanden og det samfund, de er en del af. Måske netop derfor har det været enormt svært overhovedet at tale om fænomenet.

Vi har en tendens som mennesker til at projicere os selv på hinanden – og vi ser derfor ikke altid mennesker eller systemer for, hvad de er.

Der har udviklet sig en stærk tavsheds- og frygtkultur på universiteterne, hvor man ikke tør tale højt om overtrædelser eller ytre kritik. 

Maria Toft
Ph.d.-studerende

Herudover er det et farligt emne at bringe på banen, da det stikker kniven ind i forskningsverdenens fastgroede magthierarkier og truer status quo.

Jeg selv har modtaget fire trusler fra fire forskellige ledere efter jeg igangsatte kampagnen samt mit arbejde for forskningsfrihed.

Men med kampagnen #PleaseDontStealMyWork fik vi vist, at kulturen eksisterer, og det er mit håb, at vi nu kan se såret med åbne øjne, så vi kan behandle det.

For når vi ser på det med åbne øjne, kan vi se, at problemet er et symptom på forskningens nuværende rammebetingelser: Hvor vejen op i akademia er omvendt proportional med faktisk tid til at bedrive forskning og videnskabelig succes i højere grad bliver målt på antallet af publiceringer frem for kvaliteten af dem.

Forskningstyveri er et samfundsproblem

Herudover har der udviklet sig en stærk tavsheds- og frygtkultur på universiteterne, hvor man ikke tør tale højt om overtrædelser eller ytre kritik på nogen måde. Det sidste er måske i især hjulpet frem af en øget andel korttidskontraktansættelser, løsere ansættelsesvilkår samt ikke mindst universitetsloven fra 2003, der har indført magtfuldkomne ledelser.