Professionshøjskoler: Seks indsatser skal reformere pædagoguddannelsen

Danmark har brug for dygtige, professionelle pædagoger. Sådan har det været historisk set, hvor de har spillet en central rolle i udviklingen af velfærdssamfundet.

Og sådan er det i dag, hvor forventningerne til pædagogens arbejde vokser, og de får central betydning i både kommunale og nationale velfærdspolitiske initiativer. Det ser vi eksempelvis i det tiltagende fokus på kvalitet i de pædagogiske institutioner, i bedre indsatser for udsatte, inklusion og minimumsnormeringer.

Fremadrettet lægges der også politisk op til et øget behov for professionelle pædagoger.

I sin nytårstale tegnede statsminister Mette Frederiksen en vision om at frisætte det kommunale område; at vi skal gå fra unødig regulering til mere hjerterum og sund fornuft.

Visionen om at frisætte lokalt er fornuftig. Men styrket kvalitet gennem mere frihed kræver ikke blot sund fornuft. Det kalder også på stærke fagligheder, der ikke blot agerer ud fra synsninger og sådan-har-vi-altid-gjort, men baseres på en indgående professionalisme. Det kræver – ganske enkelt – dygtige pædagoger, når vi vil sætte fri uden at sætte kvaliteten over styr.

To udfordringer

Problemet er dog, at nutidens politiske ambitioner efterhånden ikke hænger sammen med virkeligheden. Her tegner der sig mindst to store udfordringer.

Den ene udfordring er, at færre i dag vil være pædagog. Det blev understreget for nylig, hvor antallet af ansøgere, der søgte pædagoguddannelsen via kvote to, faldt med 21 procent i forhold til året før.

Det er fortsættelsen på en trist udvikling: På fem år er antallet af kvalificerede førsteprioritetsansøgere via kvote to faldet med hele 42 procent.

Med et pædagogisk arbejdsmarked, der allerede i dag har vanskeligt ved at rekruttere pædagoger, tegner den faldende interesse for at blive pædagog efterhånden konturerne af en regulær velfærdskrise med mangel på kvalificeret arbejdskraft i landets pædagogiske institutioner.

Den anden udfordring er listen af kritikpunkter i Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af pædagoguddannelsen fra november. For eksempel mener kun 23 procent af arbejdsgiverne, at uddannelsen har klædt dimittenderne ordentligt på til det pædagogiske arbejde.

En pædagog skal ikke blot være i stand til at identificere problemer, men også kunne reagere og handle

Camilla Wang, Annegrete Juul, m.fl.
Se faktaboks

Under halvdelen af de pædagogstuderende mener, at der var sammenhæng mellem praktikken og undervisningen. Og godt en femtedel af praktikvejlederne oplever, at samarbejdet med professionshøjskolerne ikke er velfungerende.

Der er – heldigvis – nuancer i kritikken. Men overordnet peger evalueringen på, at pædagoguddannelsen i dag ikke matcher de velfærdspolitiske ambitioner anno 2022.

Kombineret med den faldende interesse for at søge pædagoguddannelsen er spørgsmålet, om vi i Danmark på forhånd må opgive vores velfærdspolitiske ambitioner – alene fordi, der ikke er nok, dygtige pædagoger til at føre dem ud i livet?

Forvent mere

Løsningen er ikke simpel. Det kræver, at vi drejer på de store håndtag. Men en del af ligningen handler om en bedre og mere attraktiv pædagoguddannelse, som også uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) har peget på.

Derfor har professionshøjskolerne gennem det seneste år arbejdet på et samlet uddannelsesfagligt oplæg til, hvordan vi styrker pædagoguddannelsen. Oplægget, der indeholder en model for en ny uddannelse, bygger på tætte dialoger med medarbejderne på pædagoguddannelsen.

Men lad os her i kort form præsentere seks anbefalinger til en reform af pædagoguddannelsen:

For det første skal pædagoguddannelsen have et ambitiøst lærings- og studiemiljø. Pædagogstuderende er kendetegnet ved både at have høj motivation og et lavt frafald. Til gengæld peger flere dele af evalueringen på, at der er behov for højere forventninger til de studerende.

Professionshøjskolerne foreslår derfor, at en ny pædagoguddannelse skal have væsentligt flere undervisningstimer, mere vejledning og feedback samt færre, men mere krævende prøver, der udprøver i hele pædagogens virke; det vil sige både viden, dømmekraft og handlekompetencer.

Styrk handlekompetencer

For det andet skal de studerendes handlekompetencer styrkes. En pædagog skal ikke blot være i stand til at identificere problemer, men også kunne reagere og handle.

Derfor foreslår professionshøjskolerne, at de studerendes handlekompetencer styrkes: Gennem pædagogiske aktivitetsfag, der løber igennem hele uddannelsen, og hvor de studerende kan opøve færdigheder til at udvikle, igangsætte og arbejde pædagogisk med aktiviteter.

Under halvdelen af de pædagogstuderende mener, at der var sammenhæng mellem praktikken og undervisningen

Camilla Wang, Annegrete Juul, m.fl.
Se faktaboks

Gennem flere øvelsestimer, hvor de studerende kan afprøve og fejle i det pædagogiske arbejde i alt fra forældre- og pårørendesamarbejde til de svære magtanvendelser, som de ikke nødvendigvis har mulighed for at gøre erfaringer med i praktikken. Og gennem dygtige undervisere med et solidt praksiskendskab, der både kan inspirere, underbygge og udfordre den kommende pædagog.

Vekselvirkende praktik

For det tredje skal praktikken blive et stærkere studie- og læringsrum. Med fire praktikperioder og mere end en tredjedel (36 procent) af uddannelsen, der foregår i praktik, er det afgørende, at praktikperioder ikke fungerer som afkoblede rum i forhold til den øvrige uddannelse.

Derfor foreslår professionshøjskolerne blandt andet en mere vekselvirkende praktik; konkret ved at den anden praktikperiode, der i dag er en samlet blok og fylder et helt semester, i stedet strækkes over flere semestre, så de studerende i højere grad bevæger sig mellem praktiksted og professionshøjskole.

Det skal også understøttes af et bedre samarbejde mellem professionshøjskole og praktiksted samt uddannede praktikvejledere.

Social- og specialpædagogikken

For det fjerde skal social- og specialpædagogikken styrkes i en tid, hvor vi som samfund har store ambitioner til inklusionsdagsordenen, men også oplever et stigende antal diagnoser og særlige behov.

Her peger evalueringen af pædagoguddannelsen på, at den nuværende pædagoguddannelses grundfaglighed ikke klæder de studerende godt nok på i forhold til social- og specialpædagogikken.

Det er en udfordring, hvis vi skal undgå, at den nuværende udvikling skal føre til en større grad af ud- og adskillelse. Derfor foreslår professionshøjskolerne blandt andet et stærkt og gennemgående pædagogikfag med fokus på både almen-, social- og specialpædagogik.

Sammenhæng og progression

For det femte skal pædagoguddannelsen være kendetegnet ved mere sammenhæng og bedre progression end i dag, hvor uddannelsen består af en række korte moduler.

I fremtiden skal pædagoguddannelsen have indført semestre og gennemgående fag, der giver mulighed for længerevarende, sammenhængende forløb, fordybelse og egentlige stamhold, hvor studerende følger det samme hold gennem uddannelsen.

Grunduddannelse

Endelig – og for det sjette – skal pædagoguddannelsen fremover være en stærk grunduddannelse, hvor alle studerende fra start præsenteres for pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne.

Og hvor den studerende på den sidste del af uddannelsen har mulighed for at tone sin uddannelse i en målgruppe, der matcher arbejdsmarkedets behov.

Det kræver en større og langsigtet reform af uddannelsen – ikke blot småjusteringer

Camilla Wang, Annegrete Juul, m.fl.
Se faktaboks

Professionshøjskolerne vil i den forbindelse foreslå et opgør med begrebet ’specialisering.’ Man kan ikke være specialist efter en grunduddannelse. Det kræver og vil altid kræve mere.

Derfor skal vi også i højere grad se en professionsuddannelse som noget, hvor der kan bygges ovenpå og løbende dygtiggøres. Det er ikke nyt. For sygeplejersker er det i dag en naturlighed, at de kan og skal specialisere sig videre som eksempelvis anæstesi-, kræft- eller intensivsygeplejerske.

Større, langsigtet reform

På professionshøjskolerne er vi klar til at udvikle en ny og styrket pædagoguddannelse, der skal bidrage til at løfte ambitionerne i dansk velfærdspolitik de næste mange år.

En sådan styrket uddannelse af fremtidens pædagoger må og skal have sit sigte på det pædagogiske arbejde, der kræver en pædagogfaglighed med den rette blanding af både indgående viden, stærk dømmekraft og solide handlekompetencer.

Netop koblingen af den teoretiske indsigt, den praktiske kunnen og den afgørende refleksion er pædagoguddannelsens helt særlige professionsfaglige DNA: At blive en dygtig, professionel pædagog betyder derfor, at den studerende både skal læse, terpe, tænke og dykke ned i det teoretiske stof.

Og at den studerende skal træne, tilrettelægge, afprøve, udvikle og reflektere over det pædagogiske virke. Det er den løbende vekselvirkning, der opøver og danner en kompetent og professionel pædagog. Og den balance skal styrkes.

Det kræver et opgør med nogle af de uddannelsesvisioner, der lå til grund for den nuværende uddannelse. Og det kræver en større og langsigtet reform af uddannelsen – ikke blot småjusteringer.

Til den udvikling har vi brug for dialog og ikke mindst en god portion politisk vilje til at sikre, at de mange flotte velfærdspolitiske ambitioner også kan bakkes op af de nødvendige nytænkninger af fremtidens pædagoguddannelse.

Danmark har stolte politiske traditioner for at ville noget med vores børn, unge og udsatte. Derfor skal vi også som fællesskab ville mere med vores pædagoguddannelse.