Professor og ph.d: Regeringen har talt om forskningsambitioner – men har ikke turde ændre systemet

Organisationsformer som teknologi

FRO-modellen bygger på den erkendelse, at komplekse og tværfaglige problemer kræver sammenhængende kapacitet over tid i dedikerede teams med tilstrækkelig runway til at udvikle brugbare leverancer som data, værktøjer og standarder – uden at blive bremset af gentagne stop-and-go-ansøgningsrunder.

Når sådanne flaskehalse fjernes, kan effekten være katalytisk: Nye værktøjer, datasæt eller standarder kan accelerere et helt forsknings- eller teknologifelt – og i nogle tilfælde åbne nye.

Organisatorisk diversitet i sig selv er et strategisk greb: Forskellige organisationsformer former tempo, risikoprofil og evnen til at opbygge fælles kapaciteter.

Peter Bentsen & David Hilmer Rex

Siden 2020 har Convergent Research opstartet et dusin FROs, og modellen er blevet en central reference i diskussionen om, hvordan man kan bygge ny forskningskapacitet uden for universiteter og virksomheder.

Samtidig har FROs bidraget til en hastigt voksende interesse i fornyelse af de strukturelle forhold, der underligger forsknings-, teknologi- og innovations-økosystemer.

Det centrale ved denne udvikling er, at vi begynder at behandle organisationsformer som en forskningspolitisk teknologi.

Udvid paletten

Organisationsformer er ikke neutrale beholdere. De former incitamenter, tidshorisonter, risikoprofil og graden af koordinering – og dermed den type gennembrud, et system realistisk kan frembringe. Spørgsmålet er, hvad dette betyder i en dansk kontekst.

Inspirationen handler imidlertid ikke blot om at kopiere én bestemt model, eksempelvis DARPA-lignende enheder, men om at udvide paletten af organisationsformer i forsknings- og innovationssystemet.

Pointen er, at organisatorisk diversitet i sig selv er et strategisk greb: Forskellige organisationsformer former tempo, risikoprofil og evnen til at opbygge fælles kapaciteter – og dermed kvaliteten af de løsninger og det økosystem, vi får ud af det.

Det gælder på tværs af offentlige bevillinger, private fonde og venturekapital – og i sidste ende for forskere og entreprenører.

Danmark har et relativt mangfoldigt økosystem, målt på aktørtyper og finansieringskanaler (stærke vidensinstitutioner, tæt offentlig–privat samarbejde og en markant rolle for private forskningsfinansierende fonde), og regeringen lægger eksplicit op til bedre balance og mere langsigtede strategiske indsatser via en flerårig aftale 2026–2029 samt øgede basismidler til universiteterne for at styrke kapacitet og risikovillighed.

Hvilke problemer skal tages op?

Samtidig peger DFIR på, at de nye flerårige midler giver et "paradigmeskifte" mod strategisk kapacitets- og infrastruktur opbygning, men at vi har begrænsede erfaringer med systematiske og transparente processer for at konkretisere prioriteringerne (kataloger, teknologi roadmaps, strategier med mere).

Det betyder, at diversiteten i høj grad ligger i, hvem der finansierer og udmønter, mens diversiteten i organisationsformer med autonomi, klare missioner og løbende system-evaluering, stadig er mere begrænset.

Nye organisationsformer bør ikke oprettes for variationens skyld, men målrettes områder, hvor fragmentering og projekt-logik reelt hæmmer fremdrift.

Peter Bentsen & David Hilmer Rex

Der er med andre ord plads til eksperimenter med nye organisatoriske former, som for eksempel DARPA-modeller, missioner på tværs af mange aktører, koordinerede research programmer og FROs som vi introducerer her.

Hvis vi tager idéen om organisationsformer som forskningspolitisk teknologi alvorligt, må vi også tage spørgsmålet om valg af problemer alvorligt.

Mellem governance og autonomi

Nye organisationsformer bør ikke oprettes for variationens skyld, men målrettes områder, hvor fragmentering og projekt-logik reelt hæmmer fremdrift.

Teknologiske roadmaps og systematisk kortlægning af videnskabelige felter er her afgørende. Convergent Researchs Gap Map-metode er ét eksempel på, hvordan man gennem strukturerede interviews og feltanalyser kan identificere R&D flaskehalse, grundlæggende kapaciteter og relevante ressourcer.

FRO-lignende enheder i Danmark bør have fuldtidsledelse, flerårig finansiering og klare stop/go-milepæle. Deres opgave bør være at modne teknologi fra lovende resultater til robust praksis: prototyper, testfaciliteter, standarder, regulatoriske spor og evidens. Men uden at enheden selv skal blive en startup. Den skal levere fællesgoder og kapacitet, som andre kan bygge videre på.

Humaniora og samfundsvidenskab bør indlejres i milepælene fra begyndelsen, ikke kobles på som et efterfølgende etisk korrektiv.

Peter Bentsen & David Hilmer Rex

Forankringen kan ske på flere måder. Som selvstændige enheder tæt på universiteterne, men med governance, der beskytter autonomi. Som frontier labs i GTS-systemet med mandat til højrisiko-udvikling. Som mission-labs koblet til nationale satsninger og offentlige testbeds i hospitaler, kommuner eller energisystemer.

Eller som hybride konstruktioner med klar beslutningsret og enkel IP-model. Valget indebærer trade-offs mellem tempo, legitimitet og risikovillighed.

Fire centrale betingelser

Fire betingelser fremstår centrale: finansiering, der bygger varig kapacitet frem for kortvarige projekter; governance, der muliggør tempo og skift i retning; adgang til kritisk infrastruktur og regulatoriske spor; samt en samarbejds- og IP-ramme, der både fremmer diffusion og gør industrialisering mulig.

Et dansk og bredere skandinavisk særkende er, at mange af de vigtigste missioner er dybt indlejret i regulerede og institutionelle sammenhænge.

Derfor bør nye enheder designes til at levere både tekniske outputs – data, værktøjer, standarder – og implementeringsoutputs – arbejdsgange, governance-design, regulatoriske spor og effektmåling.

Humaniora og samfundsvidenskab bør indlejres i milepælene fra begyndelsen, ikke kobles på som et efterfølgende etisk korrektiv.

Organisationsformer er et strategisk redskab i forskningspolitikken, fordi de former, hvilke problemer vi kan løse, og hvor hurtigt vi kan løse dem.

Når organisatorisk diversitet kobles med grundigt analytisk arbejde om problemvalg og flaskehalse, og når kapacitet opbygges målrettet og flerårigt, skabes stærkere betingelser for gennembrud.

Diversitet og kapacitet er dermed centrale for et ambitiøst og handlekraftigt forskningssystem.