Vi kan som politikere ikke fordele forskningsmidler optimalt. Vi bør overlade opgaven til forskerne selv

Hvert år ser man derfor på, hvordan BNP har udviklet sig, og hvor mange penge der allerede er gået til forskning, og så topper man op for at ramme præcis én procent af BNP.

Det er denne "opfyldning," der kaldes forskningsreserven, og som er til politisk forhandling.

I år er der sat penge af til mange gode indsatsområder. For eksempel til grøn omstilling – i alt 2,3 milliarder kroner – til sundhedsforskning, til rumforskning og til den frie forskning. Som noget nyt afsættes der 500 millioner kroner til at løfte universiteternes basismidler.

Det er jo alt sammen prisværdige områder, og jeg har i flere år argumenteret for fri forskning og et løft af basismidlerne.

Jeg tror, at vi får bedre forskning ud af at lade felterne selv fordele midlerne

Stinus Lindgreen (R)

Er jeg så ikke glad? Jo, jeg er med i aftalen og glad for indsatserne. Det er gode emner og vigtige områder, der er med, og som sikkert alle har gavn af penge.

Men der er et underliggende problem, og det handler om hele tilgangen til forskningsreserven. Det problem bliver kun mere presserende, jo mere forskningsreserven udgør af det samlede offentlige forskningsbudget.

Forskning kræver langsigtede investeringer og en planlægningshorisont, der ligger længere ude i fremtiden end næste folketingsvalg – og oplagt mere end et år, der ellers er forskningsreservens bagkant.

Derudover kræver de gode rammer for forskning, at man lader forskerne arbejde med deres felter, længe inden vi politikere kan se værdien i det.

For når først det er tydeligt for alle og enhver, at kvanteforskning, AI eller RNA-struktur har en oplagt anvendelse, ja, så har forskerne allerede været på sagen i årtier.

Det peger på en af udfordringerne: Der er en underliggende præmis om, at vi folkevalgte er i stand til at lave en optimal fordeling af de mange milliarder på mere eller mindre målrettede forskningsprioriteter. Det er jeg ikke overbevist om.

Jeg tror snarere, at vi får bedre forskning ud af at lade felterne selv fordele midlerne – eller i hvert fald langt hovedparten – på de mest relevante områder.

En af mine gode kolleger sagde for nogle år siden, at det var rigtig godt, at vi havde givet et millionbeløb til kvanteområdet, så forskerne nu kunne komme i gang. Det er i mine øjne en temmelig naiv tilgang til området.

Som om ingen forskere havde overvejet perspektiverne, inden vi fra Christiansborg i vores visdom afsatte midler til det. 

Vi kan politisk diskutere overordnede mål, problemstillinger vi gerne vil have belyst eller samfundsmæssige udfordringer, der trænger sig på. Men vi hverken kan eller skal pege på løsningerne.

Regeringen kunne prioritere at løfte de faste forskningsinvesteringer, hvis den ville, og så længe de samlet holdt sig under én procent af BNP, er der intet problem.

Stinus Lindgreen (R)

Jo flere puljer, vi opretter, og jo mere snævert vi definerer forskningsområderne, jo større er risikoen for, at vi rammer forbi den bedste løsning og udelukker relevant forskning.

Jeg er varm tilhænger af fri forskning og åbne beskrivelser, der ikke gør sig illusioner om at kende svarene på forhånd.

Vi får altid at vide, at forskningsreserven er ét-årig og derfor ikke kan bruges på varige løft. Det er formelt rigtigt, men da reserven jo er baseret på forskellen mellem de offentlige investeringer i forskning og én procent af BNP, så ville varige løft af området alene medføre, at reserven blev mindre.

Regeringen kunne prioritere at løfte de faste forskningsinvesteringer, hvis den ville, og så længe de samlet holdt sig under én procent af BNP, er der intet problem. Reserven til politisk forhandling ville bare blive tilsvarende mindre.

Det skal her bemærkes, at målsætningen om én procent af BNP er en bund – ikke et loft. Vi mener i Radikale, at vi skal op på halvanden procent af BNP.

Forskningsreserven er over årene vokset fra godt en halv milliard kroner til i dag op imod 4,5 milliarder kroner. Det er en voldsom udvikling i forskningsmidler, som vi politisk prioriterer.

I min ideelle verden ændrede vi praksis:

• Udform en forskningsstrategi for Danmark – vi skal leve af viden, innovation og gode ideer, og det fortjener politisk opbakning.
• Giv et varigt løft til universiteternes basismidler – det vil blandt andet skabe bedre balance til de private fonde.
• Løft grundbevillingerne til Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden, i stedet for at vi politisk sætter mærkater på stadigt større andele.
• Sæt vores faste bidrag til European Space Agency op, så vi er på niveau med andre lande målt på befolkningstal. 

Resten kan vi politisk prioritere. Så kan vi både styrke dansk forskning og dele politiske gaver ud.