Regeringen vil sanere forskningsrådene

INNOVATIONSSTRATEGI: Regeringen fremlagde i dag den nationale innovationsstrategi. Uddannelsesminister Morten Østergaard vil fusionere Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation.
Foto: ft.dk
Susie LundMads Bang
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) præsenterede i dag, flankeret af fem ministerkollegaer, regeringens nationale innovationsstrategi.

Målsætningen er at bringe Danmark i OECD's top fem på tre områder: Målt på andelen af innovative virksomheder, målt på private investeringer i forskning og udvikling og målt på andelen af højtuddannede i den private sektor.

"Vi er ikke i samme grad som andre lande i stand til at omsætte vores viden til vækst og arbejdspladser i det private erhvervsliv," siger Morten Østergaard.

Et af de største initiativer i den nye strategi er en sanering af forskningsrådstrukturen. Morten Østergaard lægger op til at smelte Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation sammen i et nyt Råd for Strategisk Forskning og Innovation.

Månegrise, sekundavand og smart energi
Innovationsstrategien rummer 27 forskellige initiativer, som skal forbedre innovationen i Danmark. Morten Østergaard har allerede præsenteret INNO+ programmet, som gennem partnerskaber skal løse større samfundsudfordringer.

Ved lanceringen af innovationsstrategien i dag kunne tre ministre præsentere konkrete pilotprojekter. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) præsenterede visionen om at skabe en svinestald, der ikke forurener - hverken i form af lugt eller næringsstoffer, et projekt, ministeriet har døbt Månegrisen.

"Det er næsten en lige så svær opgave, som da USA's præsident besluttede at sende en mand til Månen i 60'erne," siger Mette Gjerskov.

Miljøminister Ida Auken (SF) står i spidsen for et pilotprojekt, der skal fokusere på genanvendelse af spildevand - såkaldt sekundavand. Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) byder ind med et pilotprojekt om fremtidens smarte energi, hvor energiselskaber, gasselskaber og forskningsinstitutioner skal arbejde sammen om at løse udfordringen med at opmagasinere grøn energi.

SF's formand, Annette Vilhelmsen, hvis Erhvervs- og Vækstministerium har samarbejdet med Uddannelsesministeriet om strategien, lægger stor vægt på det vækstpotentiale, der er i innovationen.

"Mere innovation i virksomhederne er en af de måder, vi kan skabe mere vækst og flere job i erhvervslivet på," siger ministeren.

Du kan få et overblik over strategien her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00