Regeringen vender systemet på hovedet: Snart skal alle voksne automatisk registreres som organdonorer

Ordningen for organdonation skal vendes på hovedet, så voksne danskere fremover som udgangspunkt er organdonorer, medmindre de har sagt fra.
Det mener regeringen.
I et interview med Politiken fortæller statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at forslaget skal ses i lyset af, at der hvert år dør danskere på venteliste til et nyt organ.
"Vi er et af de få europæiske lande, hvor man aktivt skal ind og tilmelde sig. Nu foreslår vi så at vende det rundt," siger Mette Frederiksen til Politiken.
De tre partiledere ønsker helt konkret at indføre aktivt fravalg i en blød variant.
Det betyder, at alle danskere over 18 år er mulige organdonorer, medmindre de aktivt har fravalgt det – men også, at de pårørende kan tage stilling, i de tilfælde hvor den afdøde ikke aktivt har bekræftet sin stillingtagen.
Regeringen vil først omdanne sit forslag til et egentligt lovforslag i næste folketingssamling.
Det skyldes ifølge Politiken, at regeringen ved at sætte god tid af at til at diskutere de etiske perspektiver håber på at kunne få den bredest mulige opbakning i folketingssalen.
Konservative og SF imod
Langsommelig proces eller ej virker det dog til, at flere af oppositionspartierne ikke kommer til at støtte regeringstoppens forslag.
På det sociale medie X kritiserer politisk ordfører i Konservative, Mette Abildgaard, udmeldingen.
"Det her er vi i Konservative slet ikke enige i. Flere eksperter på området fraråder også modellen, af frygt for at flere vil melde fra i protest," skriver hun.
I stedet anbefaler Mette Abildgaard, at man fra politisk side skal indføre obligatorisk stillingtagen, så danskere skal tage en beslutning om organdonation, når de for eksempel fornyer deres pas eller tager kørekort.
Også sundhedsordfører i SF, Kirsten Normann Andersen, langer ud efter regeringen.
"Jeg tror bare, det virker bedre at spørge pænt – i stedet for at beslutte, at nu skal alle være donorer," skriver SF'eren på X.
Vi er et af de få europæiske lande, hvor man aktivt skal ind og tilmelde sig. Nu foreslår vi så at vende det rundt.
Mette Frederiksen
Statsminister
Også andre af Folketingets partier har udtalt sig kritisk om at vende ordningen for organdonation på hovedet. Da debatten rullede i folketingssalen sidste år, udtrykte blandt andre Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti modstand mod et sådant forslag.
Blandt eksperter er der heller ikke enighed om, hvor stor en effekt det vil have at indføre aktivt fravalg.
Bestemme over egen krop
Etisk Råd, der har til opgave at rådgive og vejlede om etiske spørgsmål, tog stilling til organdonation for lidt mere end et år siden.
I udtalelsen dengang anbefalede et stort flertal af rådsmedlemmerne, at man bør bevare modellen med aktivt tilvalg, som Danmark har i dag.
Rådsmedlemmerne sagde blandt andet nej til at ændre modellen ud fra et argument om, at det er et vigtigt princip i det danske sundhedsvæsen, at borgerne har ret til at bestemme over deres egen krop.
Derudover frygtede medlemmer af Etisk Råd også, at man ved at indføre det, som regeringstoppen nu foreslår, kunne risikere at svække organdonationssagen, fordi folk måske ville miste tilliden til systemet.
Det er dog ikke første gang, at statsministen anbefaler noget, der går imod Etisk Råds udtalelser.
På folkemødet sidste år, da Mette Frederiksen i sin åbningstale sprang ud som tilhænger af aktiv dødshjælp, lagde hun vægt på, at hun var uenig med rådet.
"Jeg ved godt, at det her er en svær debat, og jeg er også opmærksom på, at for eksempel Etisk Råd flere gange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes," sagde statsministeren.
Omtalte personer
Indsigt

Søren Egge Rasmussen spørger Jacob JensenEr ministeren enig i, at mindstekrav til hold af grise ikke lever op til dyrevelfærdsloven?Besvaret
Lotte Rod spørgerHvad er ministerens holdning til, at forældre til børn med handicap rammes af tre former for skjult vold, når de søger hjælp?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Ane Halsboe-JørgensenVil ministeren sikre, at grønlandske studerende understøttes under deres ophold i Danmark?Besvaret
- L 121 Universitetsloven med videre (Uddannelses- og Forskningsministeriet)1. behandling
- L 131 Lov om erhvervsuddannelser med videre (Børne- og Undervisningsministeriet)1. behandling
- L 132 Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter med videre (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)1. behandling
- Ny formand for Udenrigspolitisk Nævn: Politikere skal kunne fjerne egne navne fra uvildig Afghanistan-undersøgelse
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Lars Aagaard ville have dem til at undersøge "dramatisk" havstrøms-kollaps. Nu frygter klimaforskere, at projektet løber ud i sandet
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
- Klimaet går AMOC























