Reformaktivismen vil ufortrødent undergrave vores uddannelser, hvis ikke politikerne holdes ansvarlige

Læser man den rapport, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd udgav i 2023, som behandlede spørgsmålet om, hvilke rammer der skal til for at sikre, at danske universiteter kan fungere som fundamentet for et vidensamfund, så støder man på følgende anbefaling: 

“Universiteterne kan sikres reel autonomi ved, at regeringen reducerer antallet af reformer, der trækker unødvendige ressourcer fra universiteterne, sænker kvaliteten og fratager universitetsledelsen sit mandat og afleder fokus fra universiteternes kerneopgaver.”

Mere direkte formuleret: De politiske reformer undergraver universiteternes forudsætninger for at løse deres opgaver. Noget lignende gør sig gælder for uddannelsessystemets øvrige institutioner.

Problemets årsag skal findes i, at politikere arbejder inden for en fireårig valgcyklus, og at de indenfor denne horisont skal bruge reformer til at signalere handlekraft, mens det tager et årti eller mere før resultaterne af en reform kan vurderes meningsfuldt.

De politiske reformer undergraver universiteternes forudsætninger for at løse deres opgaver,

Jørn Bjerre
Lektor, ph.d., Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Tidligere blev der taget højde for dette, idet der eksisterede en udbredt konsensus om, at forlig på uddannelsesområdet skulle være tilstrækkeligt brede til at sikre en stabil udvikling over tid.

Baggrunden var, at reformer af skoler og uddannelser ikke blot handler om at ændre nogle lærerplaner, men om at ændre kultur, tankegange, lærerbøger, rutiner og vaner. Derfor er systemet sårbart overfor politiske reflekshandlinger.

For at imødegå reformaktivismens negative konsekvenser, må der indføres tiltag, der sikrer et langsigtet fokus og lægger op til politisk ansvarlighed. Her er tre konkrete forslag:

Det skal være et krav, at nye reformer ledsages af en saglig evaluering af tidligere reformers konsekvenser. På den måde undgår vi hukommelsesløse zigzag-bevægelser, hvor gamle fejl gentages.

Reformpolitikken skal indtænke den tid, det faktisk tager at implementere forandringer, samt indtænke pauser mellem større reformer, før nye initiativer sættes i gang.

Et § 20-lignende system skal holde reformpolitikere ansvarlige – med tilbagevirkende kraft, så konkrete politikere bag større reformer kan holdes ansvarlige for en reforms faktiske resultater flere år efter implementering er gennemført. 

De første to forslag bygger på praksisser, der tidligere var almindelige i ministerierne, men som i dag er trængt i baggrunden i en stadig mere hektisk reformcyklus. Det tredje forslag er - som det fremgår - inspireret af Folketingets § 20-samråd, hvor ministre skal besvare spørgsmål fra folketingsmedlemmer om regeringens politik.

Problemet er, at i den aktuelle version kan § 20-spørgsmål kun rettes mod den siddende regerings ministre, hvilket betyder, at tidligere ministre og de politiske flertal bag reformer ikke kan holdes ansvarlige.

Det underminerer både ansvarsfølelsen og muligheden for kollektive læreprocesser. Konsekvensen er, for at tage et aktuelt eksempel, at ministrene og forligspartierne bag folkeskolereformen i 2013 ikke er blevet holdt ansvarlige for de løfter, de gav ved reformens vedtagelse, og ikke er blevet tvunget til at reflektere over, hvad de har lært, før de samme partier går i gang med en ny reformproces. 

Reformpolitikken skal indtænke den tid, det faktisk tager at implementere forandringer, samt indtænke pauser mellem større reformer, før nye initiativer sættes i gang.

Jørn Bjerre
Lektor, ph.d., Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Havde Socialdemokratiet, SF og Radikale i 2013 ikke blot skullet sælge folkeskolereformen til deres forligspartnere, men også stå til ansvar for reformens effekt flere år senere, så ville de sandsynligvis have lyttet mere til de lærere, der skulle implementere reformen, og lidt mindre til de økonomer, der anbefalede den.

Og, havde vi holdt politikerne ansvarlige, og havde de forstået, hvad der gik galt sidste gang, ville de have haft en reel erfaring at bygge på, da de gik i gang med den nuværende reformproces.

Hvis en virksomhed lovede at levere kvalitetsboliger, men i stedet skabte permanent byggerod, ville det føre til sagsanlæg og bøder.

På den baggrund kan det undre, at skiftende regeringer kan love kvalitetsløft i uddannelsessystemet, mens deres reformer i praksis fører til, at hele sektorer holdes i en permanent undtagelsestilstand – uden at det får konsekvenser. 

Der må gøres noget drastisk for at imødegå en situation, hvor politikere i deres forsøg på at demonstrere handlekraft prioriterer kortsigtede signaler frem for langsigtede løsninger.

Derfor har jeg lagt tre konkrete tiltag frem her. Hvorvidt det videre vil kræve oprettelsen af et Nationalt Uddannelsesråd – et uafhængigt fagligt udvalg, der kan sikre kontinuitet i uddannelsespolitikken – er en diskussion, der må tages.

Men én ting står klart: Hvis vi ikke skaber en struktur for politisk ansvarlighed, vil reformaktivismen fortsætte ufortrødent og gradvist underminere vores vigtigste institutioner.