Studerende: Bevillingssystem skal ikke defineres af ledighedsstatistikker

Af Yasmin Davali
Formand, Danske Studerendes Fællesråd

Uddannelse udvikler individer og samfund. Det sætter mennesker i stand til at påvirke deres egen livssituation og det omkringliggende samfund. Det skaber forståelse på tværs af kulturer. Uddannelse giver mulighed for at tænke nyt og kritisk. At vores uddannelser har den rolle, skal vi værne om.

Hvis først man har accepteret en præmis om, at vores uddannelsers værdi alene kan gøres op i kroner og øre og beskæftigelsestal, så afskriver man automatisk det bredere uddannelsesformål, som ikke kun centrerer sig om snæver erhvervsretning. Det betyder også, at det beskæftigelsesfokus i et nyt bevillingssystem, som Anni Mathiesen lægger op til, er decideret skadeligt for vores uddannelser.

Et fattigere samfund i sidste ende
Et bevillingssystem, der fokuserer på beskæftigelse og værdi i kroner og øre, vil nemlig naturligt nedprioritere de uddannelser, der ikke nødvendigvis giver det største afkast. Det betyder, at de uddannelser, der skaber forståelse for vores eget og resten af verdens kulturelle og historiske udgangspunkter, bliver nedprioriteret, og i de mest grelle tilfælde risikerer at blive lukket.

Det betyder, at der ikke vil være et formål i sig selv at tænke i kultur, kunst, design og den omkringliggende verden, med mindre det kan omsættes til penge her og nu. Det betyder, at vi nedprioriterer forståelsen af os selv, vores samfund og den natur, der omgiver os. Vi nedprioriterer muligheden for at skabe forståelse på tværs af kulturer, og det betyder i sidste ende et fattigere samfund.

Samtidig vil en konsekvens af et bevillingssystem, der bliver defineret af ledighedsstatistikker, være at fjerne fagmiljøernes mulighed for at udvikle og udvide deres område med udgangspunkt i faglige potentialer. Fremtidens samfund og fremtidens arbejdsmarked bliver i høj grad defineret af den viden, der udvikles på vores uddannelsesinstitutioner i dag.

Samtidig vil en konsekvens af et bevillingssystem, der bliver defineret af ledighedsstatistikker, være at fjerne fagmiljøernes mulighed for at udvikle og udvide deres område med udgangspunkt i faglige potentialer.

Yasmin Davali
Formand, Danske Studerendes Fællesråd

Men det er langtfra sikkert, at den viden udvikles fra den ene dag til den anden, og vigtig generering af viden på universiteterne giver ikke nødvendigvis udslag i ledighedsstatistikkerne med det samme. Måske kommer den aldrig til at gøre det.

Men hvis man giver universiteterne incitament til at prioritere ledighedsstatistikker højere end faglige udviklingspotentialer, så kan vi være ret sikre på, at vigtig viden og udvikling i mindre grad kommer til at blive udviklet på de danske universiteter fremover. Det er ualmindeligt bagstræberisk at føre uddannelsespolitik på baggrund af ledighedstal, og det er en sikker måde at sørge for vores uddannelsessystem reproducerer det samfund, vi har i dag, i stedet for at skabe udvikling.

En rigtig dårlig ide
Implementeringsmæssigt er et bevillingssystem med afsæt i beskæftigelsestal også en rigtig dårlig ide. Et sådant system risikerer at skubbe uddannelser ind på en nedadgående spiral. Dårlige ledighedstal vil føre til færre midler. Færre midler fører som bekendt til dårligere kvalitet, og der findes næppe noget ledighedstal, der bliver bedre af, at kvaliteten i uddannelsen falder.

På den måde risikerer tilfældige udsving i ledighedstal at forstærke negative tendenser. Tendenser, der kan skyldes konjunkturer eller andre faktorer, som institutionerne ikke kan kontrollere, og som ikke siger noget om hverken kvaliteten eller den reelle samfundsbetydning af en uddannelse.

Der er behov for flere midler og et bevillingssystem, der reelt understøtter kvalitet og social mobilitet, og som giver institutionerne stabilitet til at tænke mere visionært end kortsigtede ledighedstal.