Studieleder: Universiteterne mangler alliancepartnere i kampen mod etårige kandidater

Universiteterne er ikke, hvad de har været, hvis vi skal tro den nye SVM-regering. De skal være mindre, klippes ned, studses, barberes – og erhvervsrettes.

Hvilken akademiker-fjendsk kaffeklub i Socialdemokratiet har fundet på den tossede idé, er der sikkert mange, der tænker på universiteterne i disse dage.

De glemmer, at der i årevis – fra bøger og udvalg til kommissioner – har været et ønske om at gøre akademisk uddannelse til primært et udbud af fireårige bachelorer.

I den forstand er det nuværende forslag blot første hug med spareøksen, der skal realisere netop den plan.

Ligger universiteterne så, som de har redt? Har de ikke i tide læst skriften på væggen og er dermed selv ude om, at de bliver ramt af en rigid og – i deres øjne – uigennemtænkt grønthøster-besparelse, hvor man klipper det femte studieår?

Svaret afhænger af øjnene, der ser.

Konkurrencestat

På sin vis har universiteterne alt, alt for sent opdaget, hvad det betyder, at de lige som alle andre i dette samfund er underlagt en fremherskende konkurrencestats-logik: De skal kunne betale sig. Den logik har nu ramt universiteterne som en forhammer sendt afsted for fuld kraft af Finansministeriets økonomiske regnemodeller.

Den intellektuelles rolle er generelt truet. Anerkendelse i medierne handler mere om x-faktor end akademiske meritter

Peter Aagaard
Lektor og studieleder, Politik & Forvaltning, Roskilde Universitet

Det er slående, at Dansk Magisterforening i sit forsøg på at stoppe de etårige kandidater ikke primært har henvist til universiteternes rolle som fyrtårne i den oplysning og vidensopbygning, der har gjort og gør Danmark til et moderne samfund.

I stedet henviser de klogeligt til den nuværende høje efterspørgsel efter kandidater, samt hvad det vil koste i produktionstab at beskære kandidaterne med et år.

For i konkurrencestaten skal også universiteterne kunne betale sig i kroner og ører – eller på anden målbar vis. Ingen universitetsforsker skal tro, at han/hun kan blive i sit elfenbenstårn – i hvert fald ikke uden at kunne gøre rede for sin betydning for konkurrenceevne og nationalregnskab i et Excel-ark.

Forsøgene på at øge arbejdsudbuddet standser dog ikke ved, at det bare kan betale sig. Man kan også øge det hurtigere, mere præcist og effektivt. Beskæringen af kandidatuddannelserne handler om det sidste. Dermed illustrerer det fint, at det ’røde frikvarter’ (frit efter Bjarne Corydon) er forbi. Vi er nået til konkurrencestat 2.0.

Følgen af konkurrencestaten er, at politik også bliver til et marked, hvor der konkurreres om opmærksomhed og brandværdi. Det betyder, at public affairs og politik er blevet to sider af samme gyldne mønt.

Her har universiteterne igen for sent opdaget, at de skal engagere sig i politik som professionelle lobbyister. De skal gøre det samme som de store lobbyorganisationer DI, FH, KL og Landbrug & Fødevarer har gjort i årevis. Det er ikke bare ministeren, der skal bearbejdes strategisk. Det er hele feltet af politiske ordførere i Folketinget, de rette kontorchefer i ministeriet og redaktører på toneangivende medier.