Debat

Studievalg Danmark: Corona eller ej - det er svært at søge uddannelse bredt

DEBAT: Risikoen for at stå tilbage uden en af eftertragtede uddannelsespladser var større i år og flere opfordrede unge til at søge bredt. Men det er svært for de unge at følge opfordringen, skriver Studievalg Danmark.

Vores samtaler med de unge viser tydeligt, at det at ”søge bredt” ofte er et abstrakt begreb, skriver direktøren og studievejledere fra Studievalg Danmark.
Vores samtaler med de unge viser tydeligt, at det at ”søge bredt” ofte er et abstrakt begreb, skriver direktøren og studievejledere fra Studievalg Danmark.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mathilde Tronegård, Morten Colbert, Louise Junge og Camilla Kongsgaard
Hhv. direktør, Studievalg Danmark og studie- og karrierevejledere, Studievalg Danmark

I Studievalg Danmark har vi siden slutningen af juli talt med flere tusinde unge, som ikke kom ind på den uddannelse, som de havde håbet på.

Vores samtaler med de unge viser tydeligt, at det at ”søge bredt” ofte er et abstrakt begreb.

Handler det om geografisk mobilitet, at søge beslægtede uddannelser, at søge helt forskellige faglige retninger - eller om at fremelske helt nye karrieredrømme?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Går den, så går den
Man kan søge op til otte uddannelser eller uddannelsessteder i prioriteret rækkefølge, men i gennemsnit havde ansøgerne kun søgt 2,8 forskellige og næsten halvdelen af de afviste kun én enkelt.

Der er altså en tendens til, at de unge søger færre uddannelser, end de kunne, snævert vil nogen kalde det. Enten ved at søge ind på højstatus-uddannelserne, hvor der er notorisk mange afviste ansøgere eller ved kun at søge ind i en bestemt by eller på en uddannelse.

Det er måske ikke så overraskende, at de unge søger snævert, når medierne hvert år taler om drømmeuddannelsen i ental.

Mathilde Tronegård, Morten Colbert, Louise Junge og Camilla Kongsgaard
Hhv. direktør, Studievalg Danmark og studie- og karrierevejledere, Studievalg Danmark

Samtalerne med de afviste ansøgere afslører, at mange slet ikke har været klar til at undersøge, hvor mange beslægtede uddannelser, der findes.

De er gået benhårdt efter målet, måske uden at have undersøgt på forhånd om det var et realistisk mål, og først efter afslaget er de klar til at tale med en vejleder om alternativer og søge mere ”bredt”.

Hvad bliver der sagt og hvad de unge hører
Man skal ikke underkende, hvor meget den politiske dagsorden, medier og udtalelser fra interesseorganisationer fylder i de unges bevidsthed. De er skolet i at gøre, som de får besked på og er ofte gode til det.

Når vi møder de unge midt i deres uddannelses- og karrierevalg, er det tydeligt, at de som generation er påvirkede af en samfundsdiskurs om at være målrettet, præstere, komme hurtigt i gang og igennem – selvom de sidste par år har budt på andre røster.

Det er måske ikke så overraskende, at de unge søger snævert, når medierne hvert år taler om drømmeuddannelsen i ental og præsenterer listen med uddannelserne med de højeste adgangskvotienter som breaking news.

Det at få gode karakterer og blive optaget på en højstatus-uddannelse er en stærk drivkraft for mange unge.

Læs også

Studievalg Danmark præsenterer de unge for alle typer af videregående uddannelser og har fokus på at udfordre opfattelsen af, at der kun er en lineær vej til et bestemt job.

I virkeligheden har vi et uddannelsessystem, der giver mange veje og mulighed for at starte i et hjørne og ende et andet sted. Valg af videregående uddannelse er bare første valg i en lang række.

Realistiske drømme
Det er svært at vælge uddannelse for de fleste! Både forældre, faglige organisationer og folketingspolitikere har en holdning til de unges uddannelsesvalg, og mange gentager de velkendte uddannelser og fag.

For det kræver en del at få overblik over et uddannelsessystem med hundredevis af uddannelser, hvor nye dukker op, nogle skifter navn, og nogle er næsten helt ens, selvom de hedder noget forskelligt.

Det er med til at rette de unges blik mod de kendte uddannelser, og det er nærliggende at få den kætteriske tanke, at der måske er for meget at vælge imellem?

Mange unge oplever det som et nederlag at blive afvist og kommer slukørede til os.

I Studievalg Danmark hjælper vi dem gerne videre mod alternativer, ledige pladser og nye overvejelser, men vi vil også gerne have de unge til at drømme lidt mere realistisk, så de undgår sensommerens mavepuster.

Det at søge realistisk er vel netop essensen i, hvad ”Søg Bredt” betyder? Det handler ikke om, at de unge skal søge hvad som helst og når som helst.

Det gælder om at udbrede paletten af muligheder, så de unge stadig søger uddannelser, der interesserer dem, som de kan blive dygtige til, og som giver dem mulighed for at opfylde netop deres forestillinger om det gode liv.

Og husk nu at tage fat i en vejleder i god tid. Mere realistiske og bredere uddannelsesdrømme gror ikke på en nat.

Dokumentation

Optagelsen 2020 i tal

  • Der blev ekstraordinært oprettet 5.000 nye studiepladser
  • 94.604 ansøgere i alt
  • 10.686 kvalificerede ansøgere blev ikke optaget.
  • 45 procent af de afviste havde kun søgt én uddannelse.

Vejledningen sommeren 2020 kort fortalt

  • Regeringen og alle Folketingets partier gav en ekstrabevilling til mere vejledning til de unge i år, hvor Corona præger de unges planer og liv.
  • Studievalg Danmark ansatte ekstra vejledere, så åbningstiderne i centrene og telefonen kunne udvides. De afviste ansøgere fik også en SMS om, at Studievalg Danmark stod klar til at tale med dem.
  • Studievalg Danmark har i sommeren 2020 vejledt markant flere end tidligere år.

Kilde: ufm.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mathilde Tronegård

Direktør, Studievalg Danmark
cand.scient.pol. (SDU 2008)

0:000:00