Debat

Taxametersystemet – stentavler eller vækstværktøj?

DEBAT: Danmark får ikke mere vækst alene ved at uddanne flere. Udbuddet skal hænge sammen med efterspørgslen, siger forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Schack Linnemann, som i dagens indlæg efterlyser et taxametersystem, hvor universiteterne belønnes for at uddanne dimittender til beskæftigelse.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jannik Schack Linnemann
Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv

Fredag den 11. maj 2012 var en historisk dag i dansk uddannelsespolitik. Her tilkendegav et enigt Folketing, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en universitetsuddannelse. Folketinget betonede samtidig, at målsætningen ikke må udhule fagligheden på studierne.

Strudsepolitik
Selvom den formelle beslutning først træffes den 15. maj, er det en politisk markering, som alle med vækstambitioner på Danmarks vegne bør kvittere for. Men når glædesrusen har lagt sig, står vi over for en principiel udfordring, som både politikere, universiteter, studerende og aftagere må forholde sig konkret til: Hvordan sikrer vi, at den stigende produktion af kloge hoveder faktisk resulterer i den vækst, vi alle går og håber på? Jeg vil postulere, at Folketinget fører bevidst strudsepolitik, hvis det ikke forholder sig aktivt til, hvordan øget dimittendproduktion kan afstemmes bedre med efterspørgslen på arbejdsmarkedet.

Set med erhvervslivets øjne var spørgsmålet om, hvordan vi får flere jobparate dimittender ud, bekymrende fraværende. Nuvel, uddannelsesministeren forsikrede om, at det også er en kvalitet, at de unge kommer i arbejde, og at arbejdsmarkedsparathed skal være en del af kvalitetsbegrebet. Det er vigtige markeringer, som universiteterne bør bide mærke i. Spørgsmålet er imidlertid, om uddannelsesministeren kan nå at levere varen, når universiteternes resultatkontrakter skal udfærdiges inden udgangen af maj.

Min pointe er, at vi ikke pr. automatik får større velstand og produktivitet af at uddanne flere. Gevinsten afhænger helt af, hvilke kandidater vi uddanner.

Jannik Schack Linnemann
Forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Uddan til job
Jeg tillader mig at have min tvivl, blandt andet fordi diskussionen af uddannelsernes relevans hænger sammen med den bebudede reform af taxametersystemet og det kommende nye akkrediteringssystem for de videregående uddannelser. Og så længe taxametersystemet har samme ikoniske status som de stentavler, Moses havde med sig ned fra Sinaibjerget, er det sin sag at ændre på universiteternes økonomiske incitamenter til at uddanne færre til ledighed og flere til beskæftigelse.

Det private skal trække læsset
Uddannelsesministeren bemærkede da også under forespørgselsdebatten, at det store løft i forhold til målsætningen om, at 60 procent af de unge skal have en videregående uddannelse skal komme fra de korte og mellemlange videregående uddannelser. Et rigtigt signal, men slår man op i regeringens 2020-plan, bliver der kun plads til 0,8 procents vækst i den offentlige sektor frem mod 2020. Man behøver ikke være økonom for at regne ud, at det er den private sektor, som skal trække læsset i form af jobskabelse og vækst. Mervæksten skal altså overvejende finde sted på erhvervsakademierne, de privatrettede professionsbacheloruddannelser og de universitetsstudier, der efterspørges af erhvervslivet.

Foto:

Der er vækst til forskel
Min pointe er, at vi ikke pr. automatik får større velstand og produktivitet af at uddanne flere. Gevinsten afhænger helt af, hvilke kandidater vi uddanner. Der er god samfundsøkonomi i at optage flere unge på studier, som efterspørges af erhvervslivet. Hvis de studerende i højere grad optages på uddannelser med høj beskæftigelse og løn, vil velstandsgevinsten i løbet af en 40-årig arbejdsperiode være på over 10 mio. kr. for hver kandidat. Så der er forskel på folk, når vi taler vækstpotentiale. En typisk humanist har de seneste 20 år haft kronisk overledighed i forhold til andre uddannelsesgrupper og bidrager således markant mindre til samfundsøkonomien. Enten skal de humanistiske fagmiljøer lægge sig endnu mere i selen og erhvervsrette uddannelserne, eller også må politikerne dimensionere optaget. Det sidste er et skrækscenarie, som jeg ikke ønsker for universiteterne. Jeg vil hellere opfordre til, at universiteterne bliver incitamentstyret efter et relevansbaseret taxametersystem, hvor de belønnes for at uddanne dimittender til beskæftigelse. Taxametermodellen er dynamisk og ændres hvert år ud fra kandidaternes beskæftigelsesprocent og lønniveau, så ingen behandles unfair.

Man kan godt spå om fremtiden
Og til de, der vil skyde mig i skoene, at man ikke kan spå om fremtidens efterspørgsel på arbejdsmarkedet, er der to ting at sige:

For det første: Jo, det kan man faktisk godt til en vis grænse. Se bare på statistikkerne over humanisternes ledighed og lønudvikling de seneste 20 år. Tabel 1 nedenfor viser, hvilke uddannelser der over tid har ført til henholdsvis lav, mellem og høj løn, idet lønniveau er en indikator for de pågældende kandidaters produktivitet i erhvervslivet. Forskellene mellem de forskellige grupper har været relativt stabile over tid, hvilket taler for, at vi godt kan tillade os at mene noget kvalificeret om fremtiden.

Og for det andet: Hvad er alternativet - at lukke øjnene og lade stå til? Så er vi da først sikre på, at korthuset falder sammen.

Oversigt over lavproduktive, mellemproduktive og højproduktive uddannelser

<img align="left" src="@nyimg=11194@" />

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jannick Schack

politisk chefrådgiver for Djøf
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00