Debat

TDC: Stem ja til erhvervskandidaterne

DEBAT: Erhvervslivet sukker efter kandidater, der har gjort sig praktiske erfaringer med livet på arbejdsmarkedet. En ny erhvervskandidatuddannelse er et stort skridt i den rigtige retning, mener TDC, der opfordrer Folketinget til at give forslaget grønt lys.

Jens Aaløse og TDC vil have Christiansborg til at stemme ja til forslag om erhvervskandidatuddannelser.
Jens Aaløse og TDC vil have Christiansborg til at stemme ja til forslag om erhvervskandidatuddannelser.Foto: /ritzau/Rune Pedersen
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Aaløse
Koncerndirektør, TDC Group

Hvis medlemmerne af Folketinget vil sikre et bedre match mellem erhvervslivets behov for kompetencer og de kompetencer, som de studerende rent faktisk tilegner sig på de videregående uddannelser, skal de stemme stort JA til forsøgsordningen med erhvervskandidater, som behandles i Folketinget i øjeblikket.

Erhvervskandidatuddannelsen giver bachelorer mulighed for at starte på et job kombineret med en kandidatuddannelse på deltid og er dermed et skridt i den rigtige retning i forhold til at skabe et mere erhvervsrettet uddannelsessystem.

I TDC Group synes vi, at erhvervskandidatuddannelsen er en rigtig god ordning, da den giver studerende mulighed for at koble opgaver i virksomhederne med den teori og læring, som finder sted på studiet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Således suppleres uddannelsen med viden, kompetencer og praksis erfaring fra virksomhederne. Samtidig kan de studerende tilvælge kurser på studiet, som er relevante for deres karriereretning, hvilket giver virksomhederne direkte adgang til ny og opdateret viden og dermed nye perspektiver på virksomhedernes forretning.

Nyuddannede skal i job
OECD’s for nyligt offentliggjorte undersøgelse viser, at Danmark kun får en 20.-plads ud af de 33 lande i OECD, når man måler på, hvor gode landene er til at få veluddannede unge i arbejde.

Studerende får mulighed for tidligere karrierestart, hvilket giver dem mulighed for at opgradere deres digitale kompetencer løbende og dermed opnå mere udfordrende opgaver i virksomheden.

Jens Aaløse
Koncerndirektør, TDC Group

83 procent af de danske unge i alderen 25 til 34 år med en videregående uddannelse er i arbejde. Der kan være flere grunde hertil.

En forklaring kan være, at der ikke bliver uddannet kandidater inden for de områder, hvor erhvervslivet efterspørger kandidater.

OECD’s undersøgelse viser nemlig også, at andelen af studerende, der begynder på tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, er mindre i Danmark end i de fleste øvrige OECD-lande.

En anden forklaring kan være en mismatch mellem de kompetencer som erhvervslivet efterspørger og de kompetencer, som kandidaterne rent faktisk tilegner sig på de videregående uddannelser.

Hvis flere højtuddannede unge skal i arbejde, skal vi derfor skabe et mere erhvervsrettet uddannelsessystem for at sikre, at kandidaternes kompetencer i endnu højere grad end i dag matcher virksomhedernes efterspørgsel.

Erhvervskandidatuddannelsen kan bidrage hertil.

Stærkere kobling mellem erhvervsliv og universiteter
Copenhagen Business School (CBS), som i forvejen er gode til at få kandidater i job især i private virksomheder og har en tæt relation til erhvervslivet, ser også et stort potentiale inden for flere brancher i erhvervskandidatuddannelsen.

Vi mener, at erhvervskandidatuddannelsen kan styrke vores i forvejen tætte samarbejde med CBS.

Ifølge Tina Blegind Jensen, professor MSO på institut for digitalisering, er det hensigtsmæssigt at skabe en tættere kobling mellem IT-rettede uddannelser på CBS og erhvervslivets behov.

Eftersom studerende på erhvervskandidatuddannelsen er tilknyttet universitetet i deres første år på arbejdsmarkedet, kan kursusudbud og -valget mere målrettet afstemmes efter de konstant skiftende behov og ny udvikling inden for digitalisering i erhvervslivet.

Samtidig kan studerende få bedre mulighed for at omsætte den nyeste akademiske viden og faglige kompetencer i en praksisnær kontekst, hvilket vil være til stor gavn for virksomhederne.

Studerende får mulighed for tidligere karrierestart, hvilket giver dem mulighed for at opgradere deres digitale kompetencer løbende og dermed opnå mere udfordrende opgaver i virksomheden.

Samtidigt er livslang læring et nøgleord i en digital kontekst, hvor faglige kvalifikationer og færdigheder konstant udfordres af nye teknologier og innovation.

Vi er derfor enige med CBS i, at erhvervskandidatuddannelsen kan være med til at sikre, at studerende ser samarbejdet mellem virksomhed og uddannelsessted som et sted for personlig udvikling og faglig læring – og dermed som en del af en længerevarende karriere.

Erhvervskandidater relevante på alle IT-uddannelser
Hos TDC Group håber vi, at universiteterne over en bred kam opretter erhvervskandidater inden for IT-uddannelserne på trods af, at der i forvejen er rift om de færdiguddannede kandidater.

Selv disse kandidater kan have glæde af at kombinere deres uddannelse med erfaringer fra en virksomhed for at opnå viden og praksiserfaring med de nyeste teknologier og arbejdsmetoder.

I TDC Group har vi behov for, at IT-kandidater ud over at have teknisk-faglige kompetencer også har forretningsforståelse og gode projektlederevner.

Kandidater med denne kombination af kompetencer er generelt en mangelvare på arbejdsmarkedet i dag. En erhvervskandidatuddannelse vil kunne supplere IT-uddannelsernes kandidater med netop dette.

Ligeledes vil virksomhederne få adgang til den seneste forskning og viden inden for deres fagområde.

Stem for forslaget
Så kære politikere, der er mange gode grunde til at stemme forslaget om erhvervskandidatuddannelsen igennem.

Den vil kunne sikre, at de færdiguddannede kandidater i højere grad end i dag har de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger.

Den vil øge mobiliteten mellem virksomheder og uddannelser og dermed sikre kandidaternes fodfæste på arbejdsmarkedet og modvirke dimittendledighed.

Vi ser frem til, at de første studerende starter på erhvervskandidatuddannelsen i 2018 og håber, at mange andre virksomheder også vil bakke op om uddannelsen.

Det har vi brug for, hvis uddannelsessystemet skal blive mere erhvervsrettet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Aaløse

Ledende partner, Maj Invest, bestyrelsesmedlem, Maj Invest Holding
Virksomhedsadministration (CBS. 2001)

0:000:00