Tid til en uddannelses- eller sparereform?

Med utilstrækkelig tid til ekstern kvalitetssikring af den største omkalfatring af SU siden 1996, bliver det især deres udfordring at nå ordentligt i mål inden sommer med både et kontant udbytte og ekstern respekt om beslutningsgrundlaget.

Niels Lykke Jensen
Politisk chef, Akademikernes Centralorganisation

Af Niels Lykke Jensen
Politisk chef, Akademikernes Centralorganisation

Som bekendt tager ting tid, og store ting tager ofte længere tid. Men tid er ikke en ubegrænset ressource. Og heller ikke i dansk politik, hvor kalenderen nu snart har gjort kål på halvdelen af folketingsåret 2012/2013. Den simple konstatering får især en urovækkende drejning, når man udefra kigger på den ophobning af store principielle beslutninger, reformforslag, forhandlinger og endelige lovforslag, som regeringen skal nå i de tre forårsmåneder og helst i god tid inden Grundlovsdag.

Manglen på tid er også uddannelsesminister Morten Østergaards udfordring, der både skal tackle en nu høj-eksponeret SU-reform, sikre bedre gennemførelsesmuligheder for studerende og - mest underbelyst - udforme én samlet lov for alle de videregående uddannelser.

SU-reform som hængeparti
Blandt de tungeste dyr, der står i den stald, er SU-reformen, som har hele regeringens bevågenhed - også hos statsministeren og regeringens Koordinationsudvalg. Med utilstrækkelig tid til ekstern kvalitetssikring af den største omkalfatring af SU siden 1996, bliver det især deres udfordring at nå ordentligt i mål inden sommer med både et kontant udbytte og ekstern respekt om beslutningsgrundlaget.

Omtalen af "hurtigere-igennem-refrænnet" i statsministerens nytårstale blev i virkeligheden en tidsafhængig reminder om, at regeringen nu på 16. måned har varslet et stort, men fortsat mørklagt hængeparti. Efter SU-debatten i årets første dage kan dette hængeparti nemt omtegnes til et politisk krydsfelt i A-klassen med samme risici som de forliste trepartsforhandlinger. Altså ligningen, hvor den uafhængige faktor er ubekendt: Indløs et selvangivet sparekrav på 2 milliarder, nytænk et reformeret, men fortsat retfærdigt SU-system (se regeringsgrundlagets bindinger) og undgå forlis med store nøglegrupper - de studerende og uddannelsesfolket - der ikke vil putte med det, hvis virkemidlerne i SU-forslaget enten er inkonsistente i forhold til målene eller savner fairness.

SU-debatten gik efter nytårstalen i gang uden en eneste officiel linje fra regeringen eller partierne. Og den vil uden tvivl fortsætte ufortrødent i månederne fremover, både før og efter regeringen lancerer sit udspil. Mange insidere kan opfatte det som utidigt og useriøst, men i virkeligheden er det nok et sundhedstegn og vidnesbyrd om en kvik offentlighed, der godt kan fange komplicerede sagers udfordringer, dilemmaer og konsekvensanalyse, uden at diskursen på forhånd er anslået fra toppen. Også derfor er tidsfaktoren interessant.

Ekstra SU-klip en nøglefaktor
For inde i debattens substans kom det meget tydeligt frem, at der med stor sandsynlighed også er noget særdeles værdifuldt at miste ved at fjerne det ekstra års SU-klip for studerende på de videregående uddannelser. Det kom for dagen, at vi i Danmark faktisk ligger bemærkelsesværdigt flot i evnen til at bringe de unges studier i hus med en afsluttende eksamen. Og at vi her ligger langt foran Sverige og Norge, hvor mange opgiver deres studie uden at komme over på et andet, de så kan gennemføre. Muligheden for ekstra SU-klip er i den forbindelse en nøglefaktor, og det var da også et element, som den tidligere VK-regering prøvede at tage højde for i deres SU-forslag fra 2011.

Til gengæld var der mere slør i debatten om SU'ens betydning for at bryde med negativ social arv i uddannelserne. En ny undersøgelse af forholdet mellem studietider for henholdsvis arbejderbørn og akademikerbørn var på nippet til at blive lanceret som bevis for, at den kommende SU-reform "kun" vil ramme studerende fra privilegerede hjem. Den analyse holdt ikke stik, men det førte til gengæld til en interessant konstatering af, at det i høj grad er studiernes opbygning og omfanget af mere "skoleagtige" forløb og gruppedisciplin, som ofte afgør, om de reelle studietider er tæt på de normerede.

Alene den konklusion bør i virkeligheden flytte SU-diskussionen over til langt bredere spørgsmål om nødvendigheden af en uddannelsesreform, herunder studiernes opbygning og meningen med vore femårige universitetsuddannelser set i forhold til andre uddannelsestyper.

SU bør tænkes ind i uddannelsesreform
En sådan uddannelsesdebat er i den grad tiltrængt - men gerne med en kobling til "hurtigere eller bedre igennem" og til en åben diskussion af investeringens omfang - den diskussion, som regeringen nu har taget internt. Der udestår eksempelvis at få svar på et afgørende spørgsmål: Om der fortsat skal være plads til et givet spillerum og forventning til den enkelte studerendes selvstændighed og ret til individuel dygtiggørelse. Eller om mantraet primært skal være mere målbare krav om at bestå eksamener til tiden.

Derfor er det tankevækkende, at Uddannelsesministeriet nu samtidig med forberedelsen af SU-udspillet er i færd med at udforme én samlet uddannelseslov for de tre videregående uddannelsessøjler. Udgangspunktet er bedre sammenhæng mellem søjlerne, men arbejdet ville vinde stort ved også at tage fat på ovennævnte mål-middel-diskussion om de danske universitetsuddannelsers fremtidige karakter, kvalitet og udviklingsperspektiv. Det er tiden til, men vil man give (sig) tid nok?