Unge forskere: Fondsmidler trækker forskningen skæv

Forskningen i Danmark har kolossal gavn af store private fonde, som hvert år uddeler milliarder af kroner i forskningsstøtte. Det er et stort privilegium, som vi ikke ville være foruden.

Men for nogle forskningsområder kan disse milliarder paradoksalt nok have en negativ betydning.

Derfor bør vi finde måder at modvirke de potentielle omkostninger, støtten har for universiteternes økonomi og for bredden i det danske forskningslandskab.

Fondene både booster og udsulter forskningen
Universiteterne har stor glæde af ekstern finansiering, da den muliggør ansættelse af flere forskere, kostbare eksperimenter og udstyr samt tiltrækning af udenlandske talenter.

Med de eksternt finansierede forskningsprojekter følger imidlertid en lang række udgifter, som universiteterne selv må afholde. HR, bogføring, revision, husleje, IT-udstyr, juridisk bistand, rapportering og anden "overhead" dækkes ofte ikke tilstrækkeligt af bevillingerne. Udgifterne tærer derfor på universiteternes basisbevillinger.

Helt konkret kan det betyde, at en stor, ekstern millionbevilling til én forskningsgruppe kan lede til besparelser for andre forskere på samme institution, da de samme basismidler nu skal dække omkostninger til flere ansatte.

Problemet er vokset i takt med, at den eksterne finansiering er blevet den største, enkeltstående indtægtskilde for flere universiteter. Det er nu så alvorligt, at forskere, der ikke kan tiltrække eksterne midler, ofte reelt ikke har nogen penge at bedrive forskning for.

Det har grelle konsekvenser for den frie forskning. Uden mad og drikke duer forskeren ikke, men uden udstyr og penge duer forskeren heller ikke længe.

Forskere, der ikke kan tiltrække eksterne midler, ofte reelt ikke har nogen penge at bedrive forskning for.

Medlemmer, Det Unge Akademi
Se afsendere i boksen

Forskeren må således enten håbe på, at vedkommendes forskning falder ind under de felter og emner, fondene ønsker at støtte, eller tilpasse sin forskning til fondenes prioriterede områder. 

Principper fondene bør følge
Løsningen på problemet er selvsagt ikke at afskære fondene fra at støtte universitetsforskningen. I stedet bør fondene forpligtes til at dække de faktiske omkostninger, et projekt indebærer.

Dette stiller krav til, at universiteterne bedre kan redegøre for, hvordan deres projektøkonomi hænger sammen.

Derudover burde universiteterne garantere løn og et rimeligt basisbeløb til forskningsrelaterede udgifter til alle fastansatte forskere, således at fondenes bevillinger reelt bliver en bonus for universiteterne, og ikke som i dag oftere et eksistensvilkår.

De private fonde afgør selv, hvad deres penge skal gå til. Når fondene støtter en bred vifte af fagdiscipliner, er dette i sig selv uproblematisk. Men ofte ser man en fokusering på kun få områder, selvom fundatsen kunne tolkes mere bredt.

En anden udfordring med snævert fokus er, at de forskere, der allerede har mange midler, gerne bliver yderligere begunstiget af fondene, mens de ikke-begunstigede forskere fortsætter deres forskerliv med smalhals.

Da forskningsfelter drives af personer, kan denne såkaldte Matthæus-effekt også medføre en skævvridning af forskningen, der booster nogle områder mens andre udsultes.

For at undgå en uhensigtsmæssig koncentration af bevillinger og sikre en mere jævn dækning, bør der i fondsbestyrelser og -udvalg være en bred repræsentation af såvel interessenter som fag.

Forebyg at eksterne bevillinger udhuler universiteternes basisøkonomi
Konsekvenserne for universiteternes økonomi af de bevillinger, fondene giver, kender vi ikke til fulde.

Derfor opfordrer vi til, at dialogen om forskningsfinansiering mellem universiteter og fonde intensiveres for at finde frem til en mere hensigtsmæssig model.

Det er også i fondenes interesse at forebygge, at universiteterne bliver forskerhoteller med A- og B-hold, men levende, pluralistiske videninstitutioner, og at vi opretholder et bredt videns- og forskningsberedskab i Danmark.