
Årets vinder af Dronning Margrethe II’s Videnskabspris i 2026.
Den er gået til Vibe Gedsø Frøkjær der har forsket i, hvordan hormoner påvirker hjernens kemi og dermed vores mentale sundhed.
Det skriver Videnskabernes Selskab på deres hjemmeside.
Særligt har hun forsket i sammenhængen mellem hormoner og psykisk sygdom hos kvinder. Videnskabernes Selskab skriver, at Vibe Gedsø Frøkjær har brudt en historisk berøringsangst for at forske i kvindespecifik biologi og psykiatri.
“Det her er ikke et nichefelt. Det handler om helt grundlæggende mekanismer, der er virkelig vigtige og påvirker alle hjerner og alle køn. Det er ikke kun noget, der kan redde en overset gruppe – det er et window of opportunity til at forstå alle hjerner,” siger Vibe Gedsø Frøkjær.
Vibe Gedsø Frøkjær arbejder som forsker på Københavns Universitet. Tidligere har hun arbejdet med psykiatri i Region Hovedstaden og med neurologi på Rigshospitalet. Hun er uddannet PhD i hjernekemi fra Københavns Universitet.
Dronning Margrethe II’s Videnskabspris uddeles en gang årligt til en dansk forsker under 50 år. Med prisen følger 100.000 kroner.
Prisen bliver overrakt af Dronning Margrethe 22. april i Videnskabernes Selskab.
- CBS-forskere: Det er på tide, vi gentænker samarbejdet med afrikanske universiteter
- DTU-rektor: AI-spareplaner på universiteterne vil føre til dårligere forskning
- Søren Gade savner 24 timers ekspertrådgivning fra EU: ”Det vil jeg ønske, vi også havde i Folketinget”
- Folketingsmedlemmernes adgang til videnskabelig rådgivning halter bagefter deres udenlandske kolleger
- Det er problematisk, når politikere skaber indtryk af, at forskningen viser noget andet, end den faktisk gør


























