Analytiker: Donald Trump er ikke unfair, men katalysator for et voksent Europa

Europæerne må ud af starthullerne

Det er ikke, fordi det har skortet på signalerne fra Washington D.C. og Det Hvide Hus.

Gentagne gange har amerikanske præsidenter på stribe gjort deres europæiske allierede "venligt" opmærksomme på, at de dels skulle indfri deres forpligtelser om at investere to procent af deres BNP på deres væbnede styrker, dels måtte indstille sig på at varetage egen sikkerhed i større udstrækning end hidtil.

Når det ikke skete, var det nok, fordi den amerikanske retorik mere fik karakter af opfordring snarere end krav, ligesom det amerikanske ordvalg var alt for diplomatisk grænsende til en misforstået venlighed, som betød, at europæerne bevidst eller ubevidst ikke kunne eller ville tage Det Hvide Hus alvorlig.

At Europa aldrig bliver det samme igen, står lige så klart som de flunkende stjerner på nattehimlen.

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Hvad, der er kedeligt og sørgeligt, er, at venlighed ikke altid belønnes, omvendt reageres prompte og straks med overdreven høflighed (også kaldt spytslikkeri) på trusler og uforskammetheder.

Som den kvikke og opmærksomme læser vil kunne gennemskue, falder talen på den nuværende amerikanske præsident Donald Trump.

Ikke fordi Donald Trump er unfair. Han har det bare med at sige tingene på en anden måde – sin egen måde, som er det politiske establishment og diplomatiet fremmede.

Men ret skal være ret. Alt for længe har vi i Europa vendt det døve øre og blinde øje til, når amerikanerne gang på gang har forsøgt, at få europæerne ud af starthullerne.

Havde vi reageret tidligere, langt tidligere havde vi ikke stået i den nuværende kedelige, sørgelige og katastrofale situation, som vi lige nu befinder os i.

Havde vi lyttet til Bill Clinton, George W. Bush, Barack Obama og Joe Biden, ville vi i dag have stået et helt andet og langt bedre sted, end det desværre er tilfældet.

Sats ikke på Nato

Men virkeligheden er en anden. Det er den, vi må tage bestik af. Og således på rekordtid prøve at få det bedste ud af situationen – bedre sent end aldrig, som man jo plejer at sige, når man ikke kan finde på noget bedre at sige.

Så hvad er situationen? Hvad er mulighederne?

Situationen er indlysende, og skriften står malet krystalklart på væggen, den er omend ikke håbløs, så vanskelig.

Vender vi blikket mod mulighederne, er der flere af slagsen alt afhængig af ambitionsniveauet og vel- og offerviljen blandt de europæiske lande.

At fæstne sin lid til Nato og forsøge sig med en europæisk søjle i den transatlantiske alliance var engang en mulighed, men det var dengang. Chancen er forspildt.

Alt for længe har vi i Europa vendt det døve øre og blinde øje til, når amerikanerne gang på gang har forsøgt, at få europæerne ud af starthullerne.

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Og denne gang skal europæerne ikke have på hattepulden. Amerikanerne kan takke sig selv for, at det aldrig kom så vidt.

Hver gang man fra europæisk side luftede tanken, føg det med amerikanske anklager om, at europæerne var godt i gang med at underminere Nato, og at der ikke var behov for at duplikere alliancens kapaciteter.

Selvom vi i Europa endnu en gang forsøger os lidt med samme, er der hverken tid eller råd til at dyrke et dødfødt projekt.

Verden har ændret sig siden, og Nato vil ikke længere være det oplagte, logiske og relevante forum for pleje af europæiske sikkerheds- og forsvarsinteresser.

EU skal på banen

Hvad så med EU, kan man spørge? Hvor EU gennem en årrække i det små og i skyggen af andre politiske dagsordner har syslet med udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, er denne nu det altoverskyggende samtale- og diskussionsemne i Bruxelles, hvilket alt andet lige bør hilses velkommen.

Alligevel og desværre synes EU ikke lige for tiden hverken i det rette element eller det rette forum at hengive sig til, når det gælder varetagelsen af Europas sikkerhed, forsvar og interesser.

Dertil er institutionen og dets lovgivnings- og regelværk for uegnet, ligesom visse medlemslande vil gøre alt for at langsommelig- og besværliggøre processen – medlemslande som Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, som nærmest har karakter af "femte kolonne" virksomhed.

Nej, skal Europa gøre sig gældende og undgå politisk undergang, er der intet alternativ til oprettelse af en splinterny pure europæisk forsvarsalliance.

Hvorvidt en sådan vil komme i konflikt med Nato, er uvis, men ikke særligt sandsynligt.

Tænk blot på den meget unge militære alliance Aukus mellem Australien, Storbritannien og USA, som blev oprettet tilbage 15. september 2021.

Formålet med Aukus er at modvirke og inddæmme Kina i den indiske Ocean og komme hinanden til undsætning – som vi kender det med Nato og dennes musketered Artikel 5 – i tilfælde af et væbnet angreb mod et eller flere medlemslande og/eller dets interesser.

Hvad, der skal bemærkes og fremhæves, er, at der ikke er nogen forviklinger overhovedet med Nato, når det handler om det britiske og amerikanske medlemskab af Aukus. Og det samme billede vil tegne sig, når det gælder en europæisk forsvarsalliance.

Tak til Trump

Oprettelsen af en europæisk forsvarsalliance skal dog være mere fleksibel i sin struktur og opbygning end det nuværende Nato- og EU-samarbejde, ligesom den ikke skal involvere og invitere hvem og hvad som helst – igen tænkes på især Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet.

Med tiden og over tid skal det heller ikke på forhånd udelukkes – når EU en gang har vokset sig tilstrækkelig stor og stærk – at den europæiske forsvarsalliance en gang vil kunne integreres i den europæiske union, hvor den rettelig vil høre hjemme.

Summa summarum: Mens EU må bruge tiden på at gøre sig de nødvendige kraftanstrengelser til på længere sigt at kunne rumme og agere som en også militær stormagt, må gode og velvillige kræfter blandt de europæiske lande parallelt og uafhængig af EU – og på rekordtid – få etableret det europæiske svar på Aukus.

Tak til Donald Trump for at have ageret katalysator.