Kommentar af 
Anna Libak

Anna Libak: Donald Trump bruger magt, og det er ikke et kønt syn – men tænk, hvis det virker

KOMMENTAR: Hvem er bange for Donald Trump? Det er de fleste. Og med god grund. Trump bruger sin magt åbenlyst, og det er begyndt at kaste resultater af sig, skriver Anna Libak. 

USA's udtrædelse af Iran-aftalen viser, at Trump mener det, når han siger, at han sætter USA og dets nærmeste allierede først, skriver Anna Libak.
USA's udtrædelse af Iran-aftalen viser, at Trump mener det, når han siger, at han sætter USA og dets nærmeste allierede først, skriver Anna Libak. Foto: Pablo Martinez Monsivais/Ritzau Scanpix/AP
Anna Libak
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tirsdag gjorde Donald Trump, hvad han flere gange før har gjort: Til forfærdelse for ikke mindst europæiske statsledere trak han uden videre USA ud af endnu en international aftale, nemlig Iran-aftalen.

Og endda flere dage før der var deadline for beslutningen. Alverdens kommentatorer fik travlt med at sige, at det var en katastrofe, for i modsætning til, hvad Trump går rundt og påstår, så har inspektører fra FN's atomvåbenagentur slået fast, at Iran ikke er ved at udvikle atomvåben.

Mange kommentatorer mener på den baggrund at vide, at den eneste grund til, at Trump opsiger aftalen, er forfængelighed. Han kan ikke leve med sin forgænger Barack Obamas diplomatiske svendestykke.

Men inden man imploderer i forargelsesfryd over Trump, er det nok værd at bemærke, hvem der var glade for, at Trump trak USA ud af aftalen. For ja, det var der nogle, som var. Og det var – tilfældigvis eller muligvis slet ikke spor tilfældigt – de to lande, som har allermindst interesse i, at Iran får atomvåben overhovedet: nemlig Irans arvefjender Israel og Saudi-Arabien.

Hvis Trumps udtræden af Iran-aftalen viser noget, så er det hans konsistens. Og ikke blot hans konsistente uberegnelighed. Den viser, at han mener det, når han siger, at han sætter USA og dets nærmeste allierede først.

Anna Libak

Og derfor må man spørge sig selv, hvad grunden mon kan være til, at de to lande, som Iran formentlig har mest lyst til at anvende kernevåben imod, også er dem, der helst ser den aftale opsagt, som forhindrer Iran i at udvikle dem. Er der mon tale om en særlig patologisk form for selvmutilering?

Nej, det er der nok ikke. Snarere er der tale om, at de to magter i lighed med Trump slet ikke kan se, at Iran-aftalen har gjort verden til et fredeligere og mere stabilt sted.

Trump har foretaget en ganske enkel, og kald det gerne en primitiv, analyse: Iran-aftalen er ikke til fordel for USA og dets allierede i Mellemøsten. Og derfor har han opsagt den.

Anna Libak

Ganske vist er den iranske økonomi blomstret. Den er vokset 12,5 procent som et direkte resultat af aftalen og er i dag verdens 19.-største økonomi. Sidste år voksede den med 3,5 procent, ikke mindst fordi Iran nu er verdens femtestørste olieproducent med Spanien, Rusland og Frankrig som faste kunder.

Men ak. Hvad bruger Iran mon sin nyvundne velstand på? Ja, en væsentlig grund til, at shiitten/alawitten Assad i dag kontrollerer hovedparten af Syrien igen, selv om befolkningsflertallet er sunnier, og en væsentligt grund til, at shiitterne får stadig mere magt i Irak og i Libanon, og endvidere en væsentlig grund til, at Iran har kunnet engagere sig så heftigt i krigen i stakkels Yemen på houthiernes side samt udvikle et avanceret missilprogram, der kan ramme Israel, som Iran officielt ønsker udslettet, er naturligvis, at Iran er kommet til penge.

Sanktioner er hævet, og indefrosne konti er åbnet. Og Iran bruger ikke disse penge på at skabe fred, men på at skabe splid. Hvormed aldeles ikke er sagt, at Iran bærer skylden for det hele: Rusland hjælper til som en trofast militær allieret, Kina bakker op som nøgtern hovedinvestor i diverse infrastrukturprojekter, og så hjælper det jo heller ikke, at saudierne, Irans hovedfjende, skræmt fra vid og sans af Irans styrkelse efter atomaftalen, har optrappet sin støtte til terroristiske sunnigrupperinger over hele Mellemøsten, der skal holde Iran nede.

En ting kan man dog ikke under nogen omstændigheder påstå: at Iran-aftalen har stabiliseret noget som helst. Hvis den har noget, så har den ført til mere krig, og kalkulen er derfor som følger: Atomvåben er ikke problemet. Atomvåben er tværtimod ifølge international forskning på området stabiliserende, hvis det er stater, der har dem: For de bruger dem netop ikke. Det ville være et farvel til alt.

Hvis Iran udvikler atomvåben, så udsletter Iran ikke Israel, for Israel har også atomvåben. Og hvis Iran får atomvåben, har Saudi-Arabien meddelt, at så får Saudi-Arabien det også; hvilket lyder sandsynligt. Problemet i Mellemøsten er ikke atomvåben, men veludrustede militser, der spreder død og ødelæggelse.

Det er på den baggrund, at Trump har foretaget en ganske enkel, og kald det gerne en primitiv, analyse: Iran-aftalen er ikke til fordel for USA og dets allierede i Mellemøsten. Og derfor har han opsagt den.

Til det sidste var der ikke desto mindre tvivl om, hvorvidt han ville vove det, hvilket kan undre i betragtning af hans opsigelse af flere andre aftaler, som man heller ikke kunne forestille sig, at han ville opsige: for eksempel handelsaftalen TPP. For slet ikke at tale om klimaaftalen.

Men i modsætning til, hvad Trumps argeste kritikere, og dem er der mange af, påstår, så skyldes opsigelsen ikke kun forfængelighed. For nok er det rigtigt, at Trump er sygeligt optaget af at fremstå som en stærk præsident, og at tvivlen om, hvorvidt han tør at opsige aftaler, snarere ansporer ham til at gøre det: For at ingen skal tro, at han ikke tør.

Men hans drivkraft er ikke primært forfængelighed, men magt. Han ved, at hvis man ikke bruger sin magt, når andre siger nej, risikerer man, at omverdenen begynder at tvivle på, at man har den.

Derfor var nogle kommentatorers fremstilling af den franske præsident Macrons besøg i Det Hvide Hus for nylig også decideret naiv. Når det hævdes, at Macron lige præcis ved, hvordan han skal tage Trump og er mand for at smigre ham til at ikke at droppe atomaftalen, ja så kan man ikke læse Trump mere forkert.

Macrons pludselige hjertelighed og varme overbeviser da ikke Trump om, at han har fejllæst Macron. Hvis selveste den franske præsident Macron, der har udfordret Trump med "Make our planet great again", og som fnisede af Trump under åbningen af Nato's nye hovedkvarter sidste år, pludselig får travlt med at please den amerikanske præsident, ja, så er Trumps ræsonnement, at han må have gjort noget rigtigt.

Derfor ville den modsatte analyse have været mere på sin plads: Jo mere Macron forsøgte at charmere den amerikanske præsident, jo mere sandsynligt var det, at han ville droppe aftalen. Fordi magt virker.

Det er også på den baggrund, man skal forstå Trumps udsagn om, at det vil være et godt signal at sende til Kim Jong-un i Nordkorea, at USA forlader Iran-aftalen. Så vil Kim Jong-un nemlig fatte, at USA under Trump aldrig bliver så forhippet på at indgå aftaler, at han indgår dårlige aftaler bare for at få ros af verdenssamfundet. Med andre ord: Tro ikke, at jeg er så vild efter en nobelpris, at det slører min dømmekraft.

Utvivlsomt var det også et hip til Barack Obama, der nødigt skiltede med, at han brugte magt, hvilket muligvis var grunden til, at han sjældent havde held med det. I hvert fald har der ikke været meget opmærksomhed om, at USA under Obama hjalp Saudi-Arabien mod Iran i krigen om Yemen for at råde bod på, at Iran som følge af atomaftalen har fået kræfter til at forsøge at tippe magtbalancen i landet.

Trump bruger magt åbenlyst, og man må lade ham, at det er begyndt at kaste resultater af sig. For første gang ser det ud til, at der faktisk kan blive fred på den koreanske halvø, omend det endnu langtfra er sikkert. At der er sådanne udsigter kan kun skyldes, at både USA og Kina er interesseret i det, eftersom Nordkoreas overlevelse står og falder med Kina økonomisk.

Og at Kina pludselig har fået en interesse i fred på den nordkoreanske halvø, kan kun skyldes Trump. Hans uortodokse, for ikke at sige brutale og plumpe stil har overbevist kineserne om, at bedre end fire og fury og handelskrig er trods alt et godt forhold til USA.

Kineserne har meget at vinde på en fredsaftale med USA på den koreanske halvø: De kan håbe på, at USA trækker sig fra Sydkorea, så begge lande fremover lever på deres nåde, eller de kan håbe på, at Trump opgiver en handelskrig, som er mere skadelig for kineserne end for USA, fordi det i en handelskrig på et globalt marked er mere sårbart at være den, der sælger, end den, der køber. Under alle omstændigheder er det Trumps magtpolitik, som har gjort kineserne interesserede i at samarbejde, hvad enten det nu resulterer i en koreansk aftale eller ej.

Tag så truslen mod EU om told på stål og aluminium, som Trump har givet EU en måned til at tænke over frem til 1. juni. Ifølge politico.eu har EU-Kommissionen pludselig opdaget, at det bestemt kun vil være rimeligt, hvis amerikanske bønder får mulighed for at sælge flere bøffer til EU på bekostning af lande i Latinamerika, Australien og New Zealand, omend Kommissionen naturligvis forsikrer, at det intet har med amerikansk told på stål og aluminium at gøre. Det er bare først nu, at Kommissionen indser det betimelige i at aftage flere amerikanske bøffer.

Eller tag Rusland. På det seneste er det, som om glansen er gået af Sankt Gertrud. Først var der angrebet mod Assads militære installationer som gengæld for, at han nok engang havde brugt kemiske våben i Syrien mod sin egen befolkning. Den russiske ambassadør i Libanon truede med, at missilerne ville blive skudt ned, og de steder, de var affyret fra – det vil sige amerikanske skibe – ville blive angrebet. Skete det? Nej. Nogle missiler blev skudt ned – hvor mange er omstridt – men ingen skibe blev angrebet. Det blev ved truslen.

Og afsløringen af, at USA har dræbt flere hundrede russiske lejesoldater, som sammen med Assads styrker i strid med alle aftaler forsøgte at erobre kurdiskkontrollerede olie- og gasfelter ved Deir ez-Zor, har Rusland måttet afskrive som spekulationer og fake news. Selv da den nye amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, for nylig pralede med nedkæmpelsen af alle disse russiske soldater, valgte russerne at ignorere det. Hvad skulle de gøre? Slå amerikanske soldater i Syrien ihjel til gengæld? Det er Trump lidt for farlig og uforudsigelig til.

Hvis Trumps udtræden af Iran-aftalen viser noget, så er det hans konsistens. Og ikke blot hans konsistente uberegnelighed. Den viser, at han mener det, når han siger, at han sætter USA og dets nærmeste allierede først, som i dette tilfælde er Israel og Saudi-Arabien.

Og hvis nogen vil sige noget imod, som skal gøre indtryk på Trump, så skal de ikke argumentere med verdensfreden og FN's sikkerhedsråd, hvor Kina og Rusland fast stemmer USA ned. Nej, de skal overbevise Trump om, at dét, han står i begreb med at gøre, vil skade USA. Og når det gælder opsigelsen af Iran-aftalen, kan det egentlig blive ret svært.

---------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Libak

Udlandsredaktør, Weekendavisen, foredragsholder
cand.mag. i samfundsfag og russisk (Aarhus Uni. 2009), sprogofficer (Forsvarsakademiet 1987)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)