Christel Schaldemose: Enten tager Europa ansvar for egen sikkerhed – eller overlader fremtiden til andre

Krigen i Ukraine og den politiske usikkerhed i USA har gjort én ting klart: Europa må tage mere ansvar for sin egen sikkerhed.

I årtier har vi lænet os op ad USA – som garant for vores sikkerhed, som forsvarer af den regelbaserede verdensorden, som anker for NATO. Men vi kan ikke længere tage den støtte for givet. 

Når USA tøver, må Europa træde frem. Og det haster. 

Kommissionens initiativ, ReArm Europe, og den tilhørende hvidbog om EU’s forsvarsindustri er vigtige skridt i den rigtige retning. De viser, at vi endelig tager fat på opgaven med at opbygge en ægte, fælles europæisk kapacitet – til at planlægge, producere og investere i vores eget forsvar. 

I Sydeuropa er kampen for frihed ofte en politisk parole. I Østeuropa er det hverdag, virkelighed og blodig alvor.

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Men papirer gør det ikke alene. Vi skal op i tempo. Og vi skal op i ambitioner. 

Hvis ReArm Europe for alvor skal rykke noget, kræver det politisk vilje, økonomiske muskler og europæisk solidaritet.

Vi må gøre op med ideen om, at forsvar stadig er noget, hvert land passer for sig. Europas frihed og sikkerhed er et fælles ansvar – og det skal kunne ses, mærkes og måles i vores handlinger. 

Ansvaret skal tages i hele Europa 

Støtten til Ukraine har vist forskellene i medlemslandenes indsats. Danmark bruger nu, hvad der svarer til 2 procent af BNP. Spanien – med en langt større økonomi – bruger en brøkdel.

Store lande som Frankrig og Italien halter efter. I Sydeuropa er kampen for frihed ofte en politisk parole. I Østeuropa er det hverdag, virkelighed og blodig alvor. Og det afspejler sig i prioriteringerne. 

Hvis vi mener noget med fælles europæisk forsvar, skal vi også tage fælles ansvar. 

Et andet centralt element er forsvarsindustrien. I dag køber EU-landene op mod 80 procent af deres militære udstyr uden for EU. Det er ikke holdbart.

Det gør os afhængige, og det skader vores evne til at handle hurtigt og uafhængigt. Vi skal kunne producere selv – både for uafhængighed og danske og europæiske arbejdspladser.

Det gælder ammunition, men også avanceret teknologi og de systemer, der skal sikre, at europæiske styrker kan arbejde sammen på tværs af grænser. Vores mål må være en stærk, konkurrencedygtig europæisk forsvarsindustri, hvor vi spiller sammen på tværs af medlemslande.

Men der er også behov for langt bedre koordination. Derfor bør EU og NATO etablere en fast koordineringsmekanisme, så forsvarsinvesteringer og strategiske beslutninger hænger sammen – og ikke overlapper, modarbejder hinanden eller trækker i hver sin retning.

EU kan og skal styrke sin rolle dér, hvor det supplerer NATO bedst: blandt andet ved at sikre fælles standarder, investere i industri og koordinere indkøb. Det handler ikke om at gå solo – det handler om at spille hinanden stærkere.