Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Dansk udenrigspolitik er død under S-regeringen

Det tragiske svigt over for de afghanske tolke, der har sat livet på spil for Danmark, er sindbilledet på, hvordan alt er blevet til kortsigtet, kynisk indenrigspolitik under statsminister Mette Frederiksen, skriver Lars Trier Mogensen. 

Mette Frederiksen har givet dansk udenrigspolitik en provinsiel drejning, skriver Lars Trier Mogensen.
Mette Frederiksen har givet dansk udenrigspolitik en provinsiel drejning, skriver Lars Trier Mogensen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selv i den allermest desperate situation vakler S-regeringens ministre ikke fra den officielle linje: Hensynet til danske vælgere kommer altid i første række. Danmark først.

Om skribenten

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på P1-programmet ’Guld og grønne skove’. Han er desuden medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information.

Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Små, indenrigspolitiske hensyn har i dag fortrængt alle former for langsigtet, strategisk udenrigspolitik.

Efter et absurd forløb, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ikke mente at kunne finde tid til at forhandle med Folketingets partier om en akut evakueringsplan for de afghanske ansatte, som har hjulpet Danmark under den årelange krig – fordi han var på sommerferie – satte forsvarsminister Trine Bramsen (S) spektakulær trumf på søndag, netop da Kabul blev løbet over ende af kutteklædte Taliban-krigere.

"Endelig kan vi gå til koncert igen," lød Trine Bramsens hilsen på Facebook med et selfie-billede, hvor hun var til popkoncert sammen med statsminister Mette Frederiksen i den fynske landsby. Netop som Jægerkorpset angiveligt var i fuld gang med en nødevakuering af de danske ansatte på ambassaden i Kabul.

Få timer tidligere havde forsvarsministeren været på kampagnebesøg på Ærø, hvor hun fik "en snak med fiskerne om sæler, og hilst på Ærø Søredning", som Ærøs socialdemokratiske borgmester Ole Wej Petersens skrev på sin Facebook-profil.

Optrinnet er så tåkrummende og grotesk, at man umiddelbart kunne håbe på, at sæl-snakken på Ærø alene var et udslag af dårlig planlægning og uheldig timing. Selv har Trine Bramsen da også forsøgt at undskylde sig med, at hvis hun "på forhånd kendt til situationen søndag aften, havde jeg selvsagt ikke deltaget i hverken koncerten fredag eller besøgt Hjemmeværnet søndag morgen."

Men desværre virker det tragikomiske optrin ikke tilfældigt.

Under statsminister Mette Frederiksen har den provinsielle drejning i dansk udenrigspolitik taget en maveplasker pladask ned i andedammen. Når regeringstoppen hverken var forberedt eller parat til at håndtere sammenbruddet i Afghanistan søndag, er det reelt et udtryk for en bevidst politisk prioritering. Fra første færd har signalet været, at S-regeringen alene kerer sig om danske vælgere.

De seneste døgns tragiske begivenheder – og de langmodige og undvigende opspil – har udstillet, at regeringstoppen udelukkende og for alt i verden er optaget af at fastholde den hjemlige strammerkurs frem for berede sig på den længe ventede katastrofe i Afghanistan, som Danmark uomtvisteligt har et medansvar for som krigsførende nation. De socialdemokratiske ministre har forsøgt at stikke hovedet i busken.

Ifølge kilder, som det forsvarspolitiske specialmedie Olfi har talt med, afviste S-regeringen at forberede den evakuering, som blev akut nødvendig søndag: "Specialoperationskommandoen har længe rykket Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet for lov til at udarbejde planer for evakuering, men det var der ifølge Udenrigsministeriet ikke brug for," skriver chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen.

Konsekvenserne af den pludselige og abrupte tilbagetrækning af de amerikanske soldater fra Afghanistan var således kendt på forhånd. Helt tilbage i december 2020 tændte Forsvarets Efterretningstjeneste de blinkende alarmlamper, da de konstaterede, at en forventet tilbagetrækning af de vestlige styrker ville medføre "en reel risiko for, at de afghanske sikkerhedsstyrker vil bryde sammen."

Under statsminister Mette Frederiksen har den provinsielle drejning i dansk udenrigspolitik taget en maveplasker pladask ned i andedammen.

Lars Trier Mogensen, kommentarskribent

Det er derfor langt fra den fulde sandhed, når udenrigsminister Jeppe Kofod beklager sig over, at kollapset i Kabul ikke var bedre forudset, og at "analyserne og efterretningerne var helt afkoblet fra virkeligheden. Det kalder på selvransagelse," som han nu siger til Berlingske.

De militære eksperter, som kender til de operationelle vilkår på landjorden og de møjsommelige vanskeligheder ved at evakuere ansatte fra en ambassade, havde for længst advaret de ansvarlige ministre. Men politikerne lyttede ikke.

Samme mønster har præget de udskudte og langstrakte forhandlinger om skæbnen for de afghanske ansatte på ambassaden i Kabul. Først forsøgte udenrigsminister Jeppe Kofod ifølge TV2 at ville spise de livstruede mennesker af med "100.000 kroner i gyldent håndtryk samt udbetaling af ferie, pension og en bonus efter anciennitet". I stedet for straks at påbegynde evakueringen af de lokale ambassadeansatte, gik der politik i den. Indenrigspolitik, vel at mærke.

Det måtte ikke hedde sig, at Socialdemokratiet var villig til at modtage udlændinge med mulig muslimsk baggrund fra et krigshærget land. Efter pres fra både de store borgerlige partier og regeringens egne støttepartier endte Socialdemokratiet dog med at acceptere en yderst begrænset aftale om at tage imod enkelte ansatte. Men alle de lokale tolke, som i årevis har hjulpet danske soldater ude på de skarpe missioner i felten, blev ladt i stikken. Fremover kan ingen vide sig sikre, hvis de tager arbejde for Danmark.

Endnu er skæbnen for de afghanske ambassadeansatte uvis, og i den udstrækning, at det forhåbentlig lykkes at redde mange af dem, skyldes det ene og alene, at Pakistan er trådt til i nødens stund. Ja, Pakistan, hvis største efterretningstjeneste ISI er kendt og frygtet som Taliban-militsens nærmeste allierede, har bizart nok forvandlet sig til en slags skytsengel for S-regeringen.

Socialdemokratiet og venstrefløjen forsøger i vid udstrækning at forsvare sig selv med, at det i første omgang var Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen, som kastede Danmark ud i en fordømt krigsmission, som tilmed blev sat i værk af USA's daværende præsident George W. Bush efter terrorangrebet 11. september 2001.

Den røde modoffensiv lyder, at det i dansk sammenhæng var og er Anders Fogh Rasmussen, som står med hovedansvaret for den sump af svigt, fejhed og lidelse, som S-regeringen nu er havnet i. Og det er der en pointe i. Men som undskyldning for det kalkulerede kaos er det altså for letkøbt. Og forvrænget.

De seneste døgns tragiske begivenheder har udstillet, at regeringstoppen udelukkende og for alt i verden er optaget af at fastholde den hjemlige strammerkurs

Lars Trier Mogensen, kommentarskribent

Statsminister Mette Frederiksen er selv slået ind på en kurs, som sætter indenrigspolitik og taktiske vælgerhensyn først. Attituden med at negligere nødstedte mennesker, som Danmark har et åbenlyst ansvar for, prægede nemlig også det spegede forløb om de danske børn og mødre i Syrien. Her valgte regeringstoppen også at undvige ansvaret så lang tid, som det overhovedet var praktisk muligt.

Det symbolske rænkespil her på hjemmefronten har kortsluttet S-regeringens vilje og evne til at se de storpolitiske perspektiver, der sætter rammerne for vores kongerige i årtier frem, også i tiden, når Mette Frederiksen ikke længere er statsminister. Vores lille småstat er og altid har været dybt afhængig af såvel en international retsorden som håndhævelsen af basale humanitære principper.

Danmark taber, realpolitisk og moralsk, når vi ikke længere tør gå forrest i kampen for demokratiske frihedsværdier, i særdeleshed når det direkte gælder om at sikre både de mennesker, der arbejder for Danmark ude omkring i verden, og de danske statsborgere, som havner i håbløse situationer.

Selv om der er mange og fortvivlende gode grunde til at forholde sig kritisk til udfaldet af årtiers såkaldt "aktivistisk udenrigspolitik", fjerner det ikke ansvaret for nutiden. Det kan ganske vist være væsentligt at minde om, at motiverne for at deltage i Afghanistan-krigen langt fra var ædle og rent humanitære. Eller som det usentimentalt hedder i Krigsudredningen fra 2019: "De begrundelser, der gives i offentligheden, kan stride mod de overvejelser, der er gjort bag lukkede døre."

Historikerne vil næppe være milde ved Anders Fogh Rasmussens epoke. Afghanistan-krigen er monumentalt mislykkedes, og de i alt 37 personer, som er blevet dræbt eller omkommet som følge af kamphandlinger i Afghanistan, er reelt døde for ingens verdens nytte. Men den fejlslagne aktivisme i udenrigspolitikken kan aldrig blive en begrundelse for så bare helt at annullere enhver forestilling om udenrigspolitik.

Det tegner sig som et sort hul i danmarkshistorien, at indenrigspolitisk taktik i dag har skubbet alle større og universelle principper til side. Flugten fra Afghanistan, som S-regeringen har ansvaret for i dag, fremstår mindst lige så hovedløs som selve den ulyksalige krigsdeltagelse. S-regeringen gør Danmark mindre.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion