DIIS-forsker: Sahel-operation virker ikke efter hensigten

Volden eskalerer
På trods af at Frankrig allerede i 2013 erklærede Operation Serval for en succes, har urolighederne i den fattige region spredt sig fra det nordlige Mali til grænseområdet mellem Mali, Niger og Burkina Faso.

Her prøver ikke kun franske og europæiske styrker, men også 13.000 FN-soldater, samt 5.000 regionale styrker, at få bugt med den eskalerende vold, som rammer civilbefolkningen og de regionale og internationale styrker hårdt.

FN-missionen i Mali har med sine over 200 døde soldater længe været anset som verdens farligste. Alene de sidste to måneder har flere hundrede regionale sikkerhedsstyrker mistet livet, og i sidste uge tog Islamisk Stat ansvaret for drabet på 71 nigerske soldater.

Frankrig har mistet 41 soldater siden 2013, hvoraf de 13, der døde den 26. november i år, markerede landets største militære tab i 36 år.

På den baggrund er det vanskeligt at se, at militæroperationen virker efter hensigten. Ikke mindst fordi mange af de konflikter, der også driver volden, er dybt forankrede i strukturel fattigdom, ulighed og marginalisering af hele befolkningsgrupper, og derfor ikke kan løses militært.

Behov for sociale og ansvarlige strukturer
Antiterror-operationerne kan måske begrænse terroristernes handlerum i et stykke tid, men hvis de ikke følges op af sociale og politisk ansvarlige myndighedsstrukturer, kommer der ikke fred og sikkerhed i regionen.

Problemet er også, at krigen mod terrorister primært foregår i samarbejde med regeringerne i de tidligere franske kolonier, hvis dårlige regeringsførelse er den primære kilde til utilfredshed og social armod.

Det ved jihadisterne, som udnytter staternes svaghed til at rekruttere blandt befolkningerne. Det gør de ved at argumentere for, at Vesten er i færd med at kolonisere Sahel-staterne udelukkende for at sikre deres egne interesser, og ved visse steder at levere den sikkerhed og de nødvendige ressourcer til befolkningen, som staten ikke kan.

Selvom jihadisternes ydelser i stigende grad også involverer vold og repressalier.

Sahel er ikke Afghanistan, men en region med unikke historisk forankrede socialpolitiske konflikter. Ikke desto mindre imiterer de militante jihadister, som ønsker en anden fremtid, end den Vesten agiterer for, andre globale jihadister i deres angreb mod de vestlige styrker.

Jihadisternes radikale vold mødes så igen af flere militære operationer og et hårdt modsvar fra især de franske styrker. Dermed eskalerer konflikten og leder tankerne hen på krigene i Afghanistan og Irak, selvom situationen i Sahel er en anden.

Den globale sikkerhedspolitiske dimension
Derudover har den globale geopolitiske situation ændret sig markant siden USA’s interventioner i Irak og Afghanistan i 00'erne.

På trods af at USA har været militært til stede i Sahel siden, krigen mod terror startede efter 11. september 2001, er USA’s aktuelle interesse i at deltage i endnu en krig mod terror langt væk hjemmefra svindende.

Dermed bliver Frankrigs mulighed for at styrke sin militære position i sine gamle kolonier aktualiseret. For at forblive en central sikkerhedsaktør er Frankrig dog både afhængig af sine allierede i Europa, herunder Danmark, og af staterne i Sahel.

Det afspejler også en bredere tendens til, at ikke kun Frankrig, men også Europa, fører en sikkerhedspolitik, der er drevet af snævre egne interesser frem for ønsket om at fremme demokrati og menneskerettigheder.

I takt med at Rusland og Kina intensiverer deres tilstedeværelse i regionen, er der også stormagtspolitiske interesser, der vanskeliggør en tilbagetrækning af de franske og allierede europæiske styrker.

Så dilemmaet for de internationale styrker er stadig det manglende alternativ til militær intervention. Ingen kan sige, hvad der var sket, hvis ikke Frankrig havde reageret på de små utydelige prikker på satellitbilledet tilbage i 2013.

Og dengang som i dag er ingen ansvarlig politiker i Europa interesseret i, at staterne i Sahel-regionen falder sammen, og at regionens voksende ustabilitet skal blive et europæisk og dermed også et dansk sikkerhedsproblem.

Det afgørende for Danmark
For Danmark er det afgørende, at vi ved, hvad vi vil opnå med vores bidrag, og hvad vi kan bruge vores indflydelse til.

Hvis det ikke kun er et spørgsmål om at pleje vores alliance med franskmændene, bør vi fortsat bekæmpe krænkelser af menneskerettighederne og sikre støtte til god regeringsførelse og anti-korruptionsindsatser med øget fokus på forvaltningen af regionens sparsomme naturressourcer.

Det fremhæves ofte, at udvikling og sikkerhed hænger sammen.

Men desværre får udviklingsdelen ikke den nødvendige prioritering, da den stadig ikke vægtes tilstrækkelig højt af alle vores forsvarsalliancepartnere.