Debat

Emiraternes ambassadør: Danske medier viser upræcist billede af mit land

DEBAT: TV 2's historier om salget af højteknologisk udstyr fra den danske virksomhed Terma til De Forenede Arabiske Emirater er misvisende, og det er ikke første gang, at danske medier giver et vildledende billede, skriver Emiraternes ambassadør i Danmark.

Fatema Khamis Al mazrouei, Emiraternes ambassadør i Danmark.
Fatema Khamis Al mazrouei, Emiraternes ambassadør i Danmark.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Fatema Khamis Al mazrouei
Emiraternes ambassadør i Danmark

Som et lille land med en åben og dynamisk økonomi arbejder vi målrettet på at udvikle vores diplomatiske og samarbejdsrelationer til omverdenen.

Vi har i de seneste år besluttet at etablere ambassader i en række nye lande som Danmark, hvor vi åbnede en ambassade i januar 2017, og jeg blev beæret over at blive udnævnt som mit lands første ambassadør i Danmark.

Jeg modtog udnævnelsen med stolthed og glæde, på trods af at jeg ikke havde meget viden om Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Efter mere end tre års bekendtskab med landet på alle niveauer, kan jeg sige med glæde, at Danmark er et af verdens mest trygge og velorganiserede samfund at bo i.

Det er et lille, ambitiøst land med et tydeligt fingeraftryk på verdenskortet, når det gælder omstilling til grøn energi og innovation, men det vigtigste er samfundsmodellen og ligestillingen, som jeg også er meget optaget af.

Der mangler dybdegående analyser i danske aviser, som også kan belyse vores bekymringer og pege på de reelle grunde bag vores deltagelse i krigen i Yemen ud fra den geopolitiske virkelighed, som vi befinder os i

Fatema Khamis Al mazrouei
Emiraternes ambassadør i Danmark

Jeg synes, at verden kan lære meget af den danske samfundsmodel, som har vist sit værd og robusthed under coronakrisen.

Det danske samfunds succeshistorie er også bygget på samtale og dialog. Vores samfundsstyrke i Emiraterne er bygget på tolerance og den kulturelle og etniske mangfoldighed samt åbenhed over for nye indtryk og ny viden.

Vi skal, som lande, forstå og lære af hinanden gennem gensidig respekt og dialog.

Misvisende TV 2-dækning
De seneste TV 2-reportager om salget af højteknologisk udstyr fra den danske virksomhed Terma til Emiraterne er misvisende, da reportagerne hævder, at vi brugte udstyret i krigen i Yemen.

For det første er Emiraternes militær ikke længere engageret i krigen i Yemen, efter vi trak vores soldater ud af landet sidste år.

Vores nuværende mission i Yemen fokuserer på at øge den humanitære indsats og genopbygning.

For det andet har vi, som et hvert andet suverænt land, ret til at anvende avanceret teknologi til at beskytte vores kritiske infrastrukturer, såsom havne og lufthavne, mod trusler, da vi tilsyneladende ligger i et meget følsomt og konfliktfyldt område.

Læs også

Vi skal også huske på, at Emiraterne sammen med Danmark på nuværende tidspunkt deltager i en europæisk-ledet mission for at sikre den frie sejlads i Hormuzstrædet, som har stor betydning for oliehandel og verdens økonomi.

De danske officerer samarbejder med deres franske og emiratiske kolleger i missionens hovedkvarter i Abu Dhabi, hvor samarbejdet også gælder efterretning og logistik.

Jeg skal også nævne, at vi også har et godt samarbejde med Danmark inden for Nato, da Emiraterne indgik et samarbejde og partnerskabsprogram (IPCP) med Nato i oktober 2016.

Vores mission i Yemen
Vores nuværende mission i Yemen fokuserer på at øge den humanitære bistand og at bekæmpe terrorisme samt at styrke den maritime sikkerhed for skibsfarten i Adenbugten og Bab el-Mandeb-strædet.

Vores samlede bidrag til humanitær bistand i Yemen fra april 2015 til februar 2020 udgør mere end seks milliarder dollars.

Vi ydede også et ekstra beløb på 100 millioner dollars sammen med 107 tons humanitær hjælp til Yemen for at styrke deres indsats mod covid-19.

Jeg skal også understrege, at Emiraterne er blandt verdens førende donorer af humanitær bistand.

Vi hjælper millioner af mennesker verden over hvert år, og ifølge OECD var Emiraterne verdens fjerde største donor i 2018, hvor vi donerede 7,79 milliarder dollars til 42 lande, hvilket udgjorde 0,93 procent af vores BNP. Det er mere end FN's anbefalinger på 0,7 procent.

Danske medier tegner upræcist billede af Emiraterne
Desværre oplever jeg ofte, at danske medier præsenterer et upræcist billede af Emiraterne, især når det kommer til krigen i Yemen.

Jeg synes, der mangler dybdegående analyser i danske aviser, som også kan belyse vores bekymringer og pege på de reelle grunde bag vores deltagelse i krigen i Yemen ud fra den geopolitiske virkelighed, som vi befinder os i.

Krig er altid et uønsket valg, men vi valgte at gå i krig mod det iransk-støttede Houthi militia i 2015 efter deres kup mod den legitime regering i Sanaa og deres konsekvente afvisning af et hvert forsøg på at finde en fredelig løsning.

Vi skal ikke glemme Irans destabiliserende rolle i Mellemøsten.  

Opbakning til diplomatisk løsning
Vi støtter en diplomatisk og retfærdig løsning på krisen i Yemen baseret på FN's Sikkerhedsråds resolution 2216 og GCC-initiativet.

Vi sætter pris på indsatsen af FN's særlige udsending, Martin Griffith, for at finde en fredelig løsning i Yemen.

Vores stabilitet og udvikling er stærkt afhængig af omkringliggende landes stabilitet.

Derfor mener jeg, at vi som verdenssamfund ikke skal acceptere, at Yemen falder fra hinanden og holdes som gidsel af Houthi militia.

Et politisk stabilt Yemen vil være til fordel for Europa og Danmark ud fra Yemens geografiske placering ved indsejlingen til Det Røde Hav og Suezkanalen. Derfor har vi et fælles ansvar for at vinde freden i Yemen.

Vi skal være bedre til at samarbejde
Emiraterne giver med sin geografiske placering gode muligheder for danske virksomheder til at drive forretning, og Danmark spiller med sin avanceret teknologi, ekspertise og bæredygtige løsninger inden for recycling, medicin, grøn energi og fødevaresikkerhed en rolle, som kan være til gavn for Emiraternes udvikling.

Coronakrisen har demonstreret vigtigheden af internationalt samarbejde - især mellem de små lande som Danmark og Emiraterne for at få den globale økonomi på rette spor.

Vi har hjulpet de strandede borgere fra Danmark og andre lande med at rejse tilbage til deres hjemlande.

Vi hjalp også 22.900 arbejdsmigranter med at komme hjem til deres hjemlande.

Vi har holdt vores havne åbne for at sikre fødevare- og medicinforsyning til andre lande. Emiraterne har sendt 708 tons nødhjælp til 62 lande under krisen.

I en tid hvor den regelbaserede verdensorden er udfordret, og coronakrisen har lagt verdensøkonomien i ruiner - skal vi som to små lande, begge afhængige af global handel, være bedre til at samarbejde for at styrke det multilaterale samarbejde i verden og udnytte hinandens styrker.

Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke min respekt over for min danske kollega, Danmarks ambassadør i Abu Dhabi, Franz Michael Milbun, for hans indsats for at fremme og videreudvikle vores samarbejdsrelationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00