EL-profiler udfordrer statsministeren: Vi skal ikke betale tåbelige overpriser

Det andet er, om fælles europæiske udviklingsprogrammer inden for helt specifikke sektorer måske faktisk er noget, der giver mening. Eksempelvis videreudviklingen – og stor-skala produktion – af reelle luftforsvarssystemer, der kan produceres og opereres uafhængigt af USA.

For som krigen i Ukraine har understreget, er der behov for luftforsvarssystemer, der ikke hører til i samme kategori som forkromede stjernekrigsprojekter, men som derimod kan beskytte borgere og vital infrastruktur mod angreb fra fly, droner og langtrækkende missiler.

Det tredje, vi bør se på, er, hvordan fælles EU-indkøb og produktion kan bruges til at sikre en langt bedre civilforsvarskapacitet. Det vil ikke alene være til gavn i krigstilfælde, men vil også sikre, at vi både som enkelte lande og som EU bedre kan løse de mange opgaver, der er i forbindelse med katastrofer og krig.

Man kan se på Ukraine – men også eksempelvis Finland – for at se, hvad vi skal kunne. Fra brandslukningsudstyr og førstehjælpsuddannelser, til beskyttelsesrum og mobile felthospitaler, der hurtigt kan indsættes, hvor der er behov for det.

Kapacitet skal gå forud for procentsatser

Når man hører både statsministeren og formanden for EU-Kommissionen tale for tiden, er det let at stirre sig blind på de tal og procentsatser, der tales om. Det kan virke som overbudskrig.

Det må alt andet lige være den mest fornuftige måde at opnå øget sikkerhed først at spørge, hvad der mangler. Ligesom vi gør på alle andre politikområder.

Per Clausen og Søren Søndergaaard
Hhv. medlem af Europa-Parlamentet og Folketinget for Enhedslisten

Det tal, man siger den ene dag, skal overgås af det, der siges den næste – men uden det nødvendige fokus på, hvad den øgede udgift konkret vil bringe.

De tomme og kontekstløse procenter løser jo ikke i sig selv de problemer, vi rent faktisk har. Og hvad værre er, så er det procentsatser, som er dikteret af USA og har til formål at øge vores investeringer i den amerikanske våbenindustri i en tid, hvor vi har behov for det modsatte. Mere uafhængighed, frihed og selvstændighed i forsvarspolitikken.

Det er derfor, vi mener, det er langt mere reelt – og vigtigt – at det, vi diskuterer, er, hvilken kapacitet vi vil have.

Når vi har fundet ud af, hvad de rent faktisk skal kunne, kan vi se på, hvad det er, der mangler for at nå det mål – og så kan vi se på, hvordan det skal finansieres.

Det må alt andet lige være den mest fornuftige måde at opnå øget sikkerhed først at spørge, hvad der mangler. Ligesom vi gør på alle andre politikområder.

Milliardærarvingerne og de allerrigeste skal bidrage til finansieringen

Det store spørgsmål i forbindelse med al den snak om ekstra forsvarsudgifter er naturligvis, hvor pengene skal komme fra.

Her er faren den, at man vælger den kortfattede løsning – og dermed tager pengene fra velfærden og dem med færrest ressourcer. Typisk kombineret med at man straks låner sig til dem i stedet for at se på, om pengene ikke allerede er her?

Vores tilgang er, at man i stedet for krigsskatter til almindelige borgere og velfærdsbeskæringer burde trække arverabatter til milliardærarvingerne tilbage. Samtidig burde man sikre bedre beskatning af de allerrigeste og af ekstraordinære profitter og sætte ind mod de store virksomheders brug af skattely.

Skattely alene koster hvert år EU-landene mere end hele EU-budgettet – og dermed mere, end EU-Kommissionen foreslår, at man låner for at finansiere den nye forsvarspakke.

Hvis man i stedet vælger at lade de smalleste skuldre bære den største byrde, så risikerer man, at endnu flere mennesker i EU vil vende sig til de kortsigtede højrepopulister, der ligesom Donald Trump i sidste ende går Putins ærinde.

Sker det, ender vi med at skade vores fremtidige sikkerhed alvorligt.