Trump er symptomet på, at amerikanerne vil noget andet. Men han er ikke årsagen til det

Og det vil kræve lederskab. Men hvor er den europæiske leder, der kan samle EU-landene bag de nye udfordringer?

Er det en tysk kansler, der på hjemmefronten må kæmpe for sit politiske liv? Er det en fransk præsident, som også fremstår stærkt svækket?

Den første konkrete udfordring bliver formentlig krigen i Ukraine, som Trump har lovet at afslutte i løbet af få uger. Men der er betydelig usikkerhed om, hvad han vil gøre.

Med Trumps ry for dramatiske skridt og hans forkærlighed for at bringe sig selv i centrum er det et godt bud, at han vil søge et hurtigt topmøde med præsident Putin. Dét kommer der næppe meget ud af.

Forhastede skridt fra amerikansk side kan med ét slag gøre Nato indholdsløs, også selvom USA ikke melder sig ud af alliancen.

Michael Ehrenreich

Ruslands hovedkrav om at fastholde de erobrede områder af Ukraine og pålægge resten af landet krav om neutralitet vil være helt uacceptable for Kiev.

Holder Trump fast i at standse USA's økonomiske og militære bistand, har Europa ikke andre muligheder end at overtage ansvaret for krigsindsatsen, hvis troværdigheden skal bevares og afskrækkelsen af Rusland opretholdes.

At det lader sig gøre, er ikke helt umuligt. EU har midlerne til at indkøbe de nødvendige våben i USA, indtil den europæiske våbenproduktion kommer op i gear, og Trump vil næppe modsætte sig, når blot amerikanerne slipper for regningen.

Det afgørende bliver, at overgangsperioden sker gradvist og i et samarbejde mellem de europæiske lande og en ny amerikansk regering.

Sker den amerikanske tilbagetrækning for hurtigt, og uden at tomrummet udfyldes, vil det opmuntre Putin og forstærke den trussel, som Rusland udgør overfor sine naboer.

Det samme gælder i virkeligheden Trumps mere langsigtede trusler om, at USA ikke længere vil være eneste garant for Natos kollektive sikkerhedsgaranti.

Forhastede skridt fra amerikansk side kan med ét slag gøre Nato indholdsløs, også selvom USA ikke melder sig ud af alliancen.

Men en gradvis proces, der over tid forrykker byrdeforholdet, og hvor Europa efterhånden overtager flere og flere opgaver, vil kunne redde alliancen og måske på sigt endda gøre Nato stærkere.

Et samarbejde med en uforudsigelig og impulsiv Trump bliver ikke nogen nem opgave, og det kan blive udfordret af, at Europa og USA vil støde sammen på andre områder.

Hans løfter eller snarere trusler om forhøjede toldsatser mod bl.a. europæiske varer bliver et stort problem. EU vil ikke have andre muligheder end at svare igen med samme mønt.

Uanset valgresultatet fortsætter USA med at være Europas nærmeste allierede. Dette har Trump ikke sagt, at han vil lave om på. Men han vil lave om på betingelserne.

Michael Ehrenreich

Hans modstand mod den grønne omstilling og temmelig åbenlyse kritik af videnskaben bag global opvarmning bliver et stridspunkt, både politisk og økonomisk.

Trumps beundring for diktatorer og autokratiske ledere i det hele taget bliver et problem i den globale værdipolitik, hvor Europa og USA hidtil har ligget på samme linje.

Det bliver en svær balancegang, hvor det overordnede må være at fastholde de transatlantiske bånd, så de to parter ikke trækkes væk fra hinanden.

Beslutter en præsident Trump for eksempel at pille ved den amerikanske beskyttelse af Europa med atomvåben, er vi for alvor i vanskeligheder. Denne beskyttelse kan ikke erstattes i en overskuelig fremtid.

Derfor er der ikke andet at gøre end at erkende, at USA's udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden har ændret sig afgørende og komme den i møde.

Præsidentvalget viste et svækket USA - eksternt af langvarige krige og store sikkerhedspolitiske byrder og internt af mistillid og polarisering samt en samfundsmodel, som ikke fungerer.

USA har brug for at komme sig. Og selvom der i Europa vel ikke er den største tiltro til de løsninger, som nu vil blive taget i anvendelse, endsige den personkreds, som vil stå i spidsen for dem, er der behov for at slå koldt vand i blodet.

Uanset valgresultatet fortsætter USA med at være Europas nærmeste allierede. Dette har Trump ikke sagt, at han vil lave om på. Men han vil lave om på betingelserne.

Danmarks situation er den samme. Amerikanerne vil også fremover være vores tætteste allierede, men vi skal yde mere, og vi skal vise det i et samarbejde med USA.

I stedet for at svække de transatlantiske forbindelser, er der brug for at styrke dem. Og i stedet for at fokusere for meget på de stridspunkter, som vil komme, er der brug for at fastholde blikket på de ting, vi er fælles om.

Det gælder så meget desto mere, eftersom nyorienteringen af USAs udenrigs- og sikkerhedspolitik næppe bliver et forbigående fænomen.

Den kommende præsident er et symptom på, at flertallet af USA's befolkning ønsker det anderledes end hidtil. Han er ikke årsagen til det, og derfor vil de nye vilkår for Europa også være gældende på den anden side af Trump-epoken.