Folk & Sikkerhed: Forsvaret kan ikke holde til regeringens ambitioner

Af Peter M. Andersen
Formand for Folk & Sikkerhed, oberstløjtnant-R og advokat (H)

Regeringen agter at videreføre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som startede ved udsendelsen af Olfert Fischer til Golfkrigen i 1990.

6. september 2019 fremlagde statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsminister Trine Bramsen (S) fire konkrete initiativer, som øger Forsvarets internationale engagement. 500 flere soldater skal udsendes. Det er godt for Danmarks indflydelse og omdømme. Det er imidlertid ikke godt, hvis det sætter et i forvejen hårdt presset forsvar under yderligere pres. Det kan Forsvarets personel og dermed Forsvaret, inklusive Hjemmeværnet, ganske enkelt ikke holde til i længden.

De konkrete tiltag
Fredag den sjette september 2019 rådførte forsvarsminister Trine Bramsen sig med Udenrigspolitisk Nævn og fremlagde herefter regeringens plan for nye militære initiativer.

Regeringen vil i den kommende tid fremsætte beslutningsforslag i Folketinget om fire konkrete militære bidrag:

1. Et kirurghold til en koalitionsbase i det nordøstlige Syrien
2. Et substantielt beredskabsbidrag med en kampbataljon, et større orlogsfartøj samt fire kampfly til at styrke Natos afskrækkelses- og forsvarsprofil
3. Et transportflysbidrag med videre til FN's fredsbevarende mission i Mali og et helikopterbidrag til den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen
4. Et fregatbidrag til samsejlads med en amerikansk hangarskibsgruppe. Derudover ser regeringen positivt på et muligt flådebidrag til en international maritim indsats med europæisk forankring i Hormuzstrædet.

Forsvaret mangler ikke opgaver
Alle de nævnte bidrag kan give god sikkerhedspolitisk mening. Men det helt grundlæggende spørgsmål er, om Forsvaret har fornøden styrke og robusthed til at udsende en række nye bidrag? Og hvor er ressourcerne til en forstærket indsats i Danmarks arktiske ansvarsområde? Forsvarsministeren har selv påpeget behovet for en yderligere indsats til overvågning i Arktis.

Det er godt, at regeringen har høje ambitioner for dansk forsvars aktive deltagelse i en række af verdens brændpunkter, men økonomien skal følge med. 

Peter M. Andersen
Formand for Folk & Sikkerhed, oberstløjtnant-R og advokat (H)

Forsvaret er lige nu i gang med en lang række af de omstruktureringer, som blev aftalt i forsvarsaftalen 2018-23. Selv om forsvarsaftalen afsætter flere penge til Forsvaret og Hjemmeværnet, falder de fleste først til allersidst i aftalen. Først skal sparekniven skære i en lang række områder, nemlig de 39 effektiviseringstiltag, som fremgår af forsvarsforligsaftalens bilag to, ”budgetanalyser”. Disse tiltag skal give et samlet provenu på 991 millioner kroner årligt ved fuld indfasning i 2023.

Samtidigt er Forsvaret i dag allerede indsat i en lang række internationale missioner i blandt andet Afghanistan, Irak, Baltikum, Kosovo, forskellige indsatser i Afrika samt et Nato-flådebidrag. Forsvarets ugentlige Mission Update giver et fint overblik over de mange forskelligartede opgaver, dansk forsvar løser.

Hertil kommer, at Hjemmeværnet støtter politiet med grænsekontrol, og Hæren støtter med grænsekontrol samt bevogtning i København. Det er altså ikke flere opgaver, dansk forsvar mangler lige i øjeblikket. Spørgsmålet er lige nu, om der er tilstrækkeligt med uddannede soldater og operationsklart materiel samt økonomi klar til de nye opgaver?

Personelorganisationer advarer
I de seneste udgaver af Forsvarets personelforeningers medlemsblade, CS-Bladet og Officersbladet − samt på Hærens Konstabel- og Korporalforenings (HKKF) hjemmeside − berettes der om en lang række problemer omkring fastholdelse samt mangel på materiel og udrustning.

I april 2019 skete det usædvanlige, at en af forsvarets topgeneraler, brigadechef Henrik Lyhne, udtalte til netmediet Olfi.dk, at hans enhed i de næste par år simpelthen ikke kan løfte opgaven. Forsvaret har konstante og kontante udfordringer med fastholdelse af erfarent personel i en periode med højkonjunktur i samfundet.

Selvom der er meget nyt materiel på vej til Forsvaret og Hjemmeværnet, så er selv det bedste materiel intet værd uden erfarne og veltrænede soldater.

Indfasning af den pansrede mandskabsvogn Piranha 5 kræver mange ressourcer i en række af Hærens enheder. Og selv om den nye Seahawk-helikopter til brug på Søværnets større skibe er leveret, så tager det tid at træne og opbygge erfaringer med nyt avanceret udstyr.

Forsvaret kan ikke holde til det
Det er godt, at regeringen har høje ambitioner for dansk forsvars aktive deltagelse i en række af verdens brændpunkter, men økonomien skal følge med. Dansk forsvar er i en genopbygningsfase, og det kræver økonomi og stabilitet – ellers vil det aldrig lykkes at (gen)opbygge et robust dansk forsvar.

Det bør ikke gå ud over den nødvendige træning og uddannelse samt Forsvarets robusthed og redundans. Hvert internationalt styrkebidrag kræver grundig forberedelse, træning og øvelsesaktiviteter − ikke kun for enhederne, som skal udsendes, men også for det personel, som skal afløse i operationen.

Dansk forsvar skal naturligvis kunne opfylde de politiske målsætninger for Danmarks sikkerhedspolitik, men opgaver og ressourcer skal være i balance i forsvaret. Med de lancerede tiltag er det ret klart, at politikerne ønsker mere, end de på nuværende tidspunkt er villige til at betale for. Det kan Forsvaret og Forsvarets personel ganske enkelt ikke holde til i længden.