Forsker: Natos forsvarsmålsætning er imponerende – men om ti år kan tingene se helt anderledes ud

Således havde medlemslandene mange rosende ord tilovers for alliancens fortsatte støtte til Ukraine som afgørende for at muliggøre fred på betingelser, som Ukraine ser som gunstige.

De østeuropæiske og de baltiske lande lagde sig i selen for at fremføre den dagsorden af forståelige grunde, da der bag lukkede døre er frygt for, at de kan ende i en lignende situation: med våbenhjælp, men uden støvler på jorden fra et USA, der langsomt, men sikkert drejer opmærksomheden over mod Indo-Pacific-allierede som Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.

Her bliver der lagt kræfter i forsvarsteknologisk integration og strategisk samarbejde på kryds og tværs.

USA møder op i Indo-pacific, ikke i Europa

De fire nævnte lande er ligeledes Nato-partnerlande. Ikke desto mindre fandt ingen af deres statsoverhoveder tid til at aflægge besøg i Haag. Og det er næppe kun på grund af USA's iranske bombetogt.

Russiske interkontinentale ballistiske missiler kan sendes gennem luftrummet over Grønland og Nordpolen med en pæn chance for at ramme plet.

Liselotte Odgaard
Senior Fellow ved Hudson Institute

Australiens forsvarsminister Richard Marles, der stod for Public Forums eneste indlæg fra Indo-Pacific, sagde det meget tydeligt: Kina og Rusland arbejder sammen, og det betyder, at vi er nødt til at følge med i, hvordan europæisk sikkerhed påvirker vores region og sende styrker til Europa for at forstå, hvad der foregår.

Men når det kommer til permanent tilstedeværelse og fælles operationer, har Australiens forsvar fuldt fokus på Indo-Pacific. Europa signalerede i og for sig det samme ved at bruge hovedparten af taletiden på trusler i nærområdet fra Rusland og terrorisme.

Der er bare den forskel, at USA møder talstærkt op i Indo-Pacific både på strategisk og operationelt niveau, fordi USA's fjende nummer ét, Kina, har hjemme i den region. Det er ikke en fordel, Europa har.

Trump mødte op til statsledernes middag, hvor han kunne tjekke ind hos sin yndlingseuropæer, den italienske premierminister Meloni. Italien bruger ligesom Spanien ikke meget på forsvar: 1,49 procent af BNP i 2024.

Men Italien bygger flådeskibe i USA og besluttede at sende det italienske hangarskib Cavour til Indo-Pacific i 2024 for at udbygge samarbejdet med amerikanske nøgleallierede som for eksempel Japan og Australien.

Strategiske beslutninger, der giver point i Washington, selvom forsvarsbudgettet er sparsomt. Efter et kort visit i Haag vendte Trump tilbage til USA for at besvare spørgsmål om USA's militære operation i Iran.

Et forsømt arktisk samarbejde

De europæiske lande må ligesom Italien så godt, som det nu lader sig gøre, spille på deres uundværlighed som bolværk mod trusler mod det amerikanske fastland. Sådan en trussel udgør Rusland som bekendt i Arktis med sit arsenal af atomvåben til lands og til vands.

Størsteparten af de russiske atomdrevne ubåde med ballistiske missiler ligger stadig godt beskyttet ved baser på Kola-halvøen, og herfra har de haft relativt let spil til at sejle ud forbi Svalbard gennem Bear Gap og over til den østgrønlandske kyst og ned forbi GIUK gap mellem Grønland, Island og Storbritannien for så at gemme sig i Atlanterhavet, hvor USA har svært ved at opspore dem.

Russiske interkontinentale ballistiske missiler kan sendes gennem luftrummet over Grønland og Nordpolen med en pæn chance for at ramme plet på grund af mangelfuld overvågning.

I starten af 2024 gik det op for USA, at der var tale om en alvorlig trussel mod det amerikanske fastland, og at alle arktiske Nato-medlemslande, inklusive USA selv, havde forsømt det arktiske forsvarssamarbejde.

Det kunne man imidlertid ikke høre på Jon Elvedal Fredriksen, chef for sikkerhedspolitisk afdeling i det norske udenrigsministerium.

I år rettede man [på topmødet] derimod blikket mod sig selv og det europæiske nærområde.

Liselotte Odgaard
Senior Fellow ved Hudson Institute

Ifølge ham er situationen uændret efter Den Kolde Krig med et tungt bevæbnet Rusland, som Norge hele tiden har haft styr på. Ikke desto mindre lancerede Norge sin flådeplan med fem-seks fregatter og fem-seks ubåde i 2024 i tæt parløb med Canada, Finland og USA's lancering af aftalen om produktion af isbrydere.

Planerne tyder ikke på, at Norge var helt godt dækket ind, og Norge gør lige nu, hvad de kan, for at etablere effektiv afskrækkelse omkring Svalbard.

Indrømmet, det er ikke nogen nem opgave, da Svalbardtraktaten forbyder militarisering af øgruppen, men Norge har et betydeligt incitament i at undgå et Grønlandsscenarie, hvor USA får den tanke, at det er bedre selv at løse opgaven med at skabe sikkerhed ved Svalbard, inden russerne gør det.

Fredriksens udlægning af situationen i Arktis kan med nogen ret læses i det lys.

Et anderledes topmøde

Således forløb Nato-topmødet meget anderledes end sidste år, hvor blikket var rettet mod den store verden omkring og i udkanten af det euro-atlantiske område med højdepunkter som indlæg fra den new zealandske og sydkoreanske premierminister og lancering af Isbryderpagten.

I år rettede man derimod blikket mod sig selv og det europæiske nærområde med en dagsorden, der bar præg af, at USA havde andet at tænke på, når bare man fik de fem procent af BNP til forsvar igennem.

Indo-Pacific-partnerne havde ikke den store interesse i at deltage i et Nato-topmøde med et amerikansk fodaftryk, der handlede om at få Europa til at bidrage mere til egen sikkerhed snarere end om styrkelse af alliancefællesskabet.

Det er ikke specielt betryggende for Europas sikkerhed fremadrettet. Og heller ikke for Natos rolle som transatlantisk bolværk mod udefrakommende trusler. Men det fortalte skåltalerne ikke noget om.