Forsker: Vestens massive sanktioner tvinger Rusland i armene på Kina. Ønsker vi det?

Der har længe været begyndende tegn på, at der var et skift undervejs i Ruslands Arktis politik. Der har været et stigende internt russisk pres fra især militære kredse for at ændre den hidtidige samarbejdslinje i Arktis og i stedet lægge mere vægt på at sikre Ruslands suverænitet og territorielle integritet i Arktis.

Det sker højst sandsynligt på grund af den stigende stormagtskonkurrence i Arktis. USA er nemlig lige så stille ved at opbygge sin militære kapacitet i Arktis – med henvisning til Ruslands (og Kinas) "aggressive" adfærd i Arktis, som USA's udenrigsminister Mike Pompei udtrykte det i 2019.

Washington begrunder sin opbygning med flere års russisk militær opbygning i regionen. Rusland har på sin side erklæret, at det ikke vil se passivt til, mens andre lande, først og fremmest USA og Nato, militariserer Arktis.

Der er således en voksende risiko for, at Rusland og USA vil blive – eller måske allerede er – fanget i det, man med et fagudtryk kalder et "sikkerhedsdilemma" i Arktis. En situation, hvor gensidig mistillid og usikkerhed skærper stormagtskonkurrencen mellem de to lande yderligere, så begge sider opruster og måske endda risikerer at havne i et decideret våbenkapløb. Ruslands fornyede invasion af Ukraine forstærker kun striden med USA/Nato.

Sårbarhed bag stormagtsdrømmene

Hvis der er én gennemgående russisk fortælling om, hvad Rusland er og bør være, som har været konstant gennem årene under den russiske præsident Vladimir Putins ledelse, er det forestillingen om, at Rusland er eller igen bør være en betydende stormagt i det internationale system.

Det enorme russiske territorium er dybest set umuligt at forsvare

Jørgen Staun
Forsker, Forsvarsakademiet

Stormagtsideen kan ses i en række af Putins taler og i taler fra andre medlemmer af Moskva-eliten - eksempelvis forsvarsminister Sergei Shoigu og udenrigsminister Sergei Lavrov. Den er også til stede i alle væsentlige russiske strategidokumenter over årene, hvor ambitionen har udviklet sig fra at være lidt mere end en regional stormagt til at være "en ledende verdensmagt".

Ikke kun Putin-styret har lagt vægt på stormagtsrollen. Ideen om Rusland som stormagt finder vi også i en række af den tidligere præsident Boris Jeltsins taler. I april 1992 fremførte Jeltsin for eksempel: "Rusland er retmæssigt en stormagt som følge af dets historie, dets placering i verden, og dets materielle og åndlige potentiale".

På den anden side er der i eliten en klar opfattelse af, at Rusland er politisk og militært sårbart. Ifølge Stephen V. Covington – mangeårig rådgiver for Natos 'Supreme Headquarters Allied Powers Europe' – deler den russiske politiske og militære ledelse en grundlæggende følelse af geostrategisk og teknologisk sårbarhed.

Rusland er umuligt at forsvare

Det enorme russiske territorium – over 17 millioner kvadratkilometer, en landgrænse på knap 20.000 kilometer og en kystlinje på over 37.000 kilometer – er dybest set umuligt at forsvare.

Tænk bare på udfordringen i at flytte militære styrker fra Stillehavsbyen Vladivostok og grænsen til Kina til Kursk ved Ruslands grænse til Ukraine: Der er over 9.200 kilometer. Man skal med andre ord være ret sikker i sin sag, når man placerer sine styrker.

Følelsen af sårbarhed er sandsynligvis også et resultat af de historiske erfaringer fra de to eksistenskrige i moderne tid, som Rusland (og Sovjetunionen) har været involveret i. I begge tilfælde kom fjenden fra vest hen over de ukrainske og hviderussiske sletter: Napoleon i 1803 og Hitler i 1941.

Under den Kolde Krig var truslen fra Vesten også den dominerende. Covington argumenterer for, at dette har forankret sig som en opfattelse af Rusland som strategisk sårbart.

Det russiske skattekammer, Arktis

Den primære russiske interesse i Arktis har i mange år været at bruge Arktis som en ressourcebase for den russiske økonomi. Fokus har været på udvinding af olie og gas i de russiske arktiske områder samt på at udvinde mineraler og metaller og sikre fangst af fisk.

Det kan blive vanskeligere for USA at komme Europa til hjælp

Jørgen Staun
Forsker, Forsvarsakademiet

Mere end 25 procent af Ruslands eksport og op mod 15 procent af Ruslands BNP genereres i dag i Arktis. En del af de kendte olie- og gasfelter ligger imidlertid i svært tilgængelige områder offshore. Det gjorde, at Rusland oprindeligt inviterede vestlige energiselskaber, som er blandt de førende i verden, til at deltage i udviklingen af felterne.

Men efter Ruslands annektering af Krim og krigen i det østlige Ukraine i 2014, som afstedkom vestlige sanktioner, er mange af de gamle samarbejdsaftaler blevet sløjfet. Og med de nye sanktioner er der ingen udsigt til, at vestlige energiselskaber igen investerer i de russiske projekter.

I stedet har Rusland søgt at erstatte de vestlige selskaber med kinesiske energiselskaber og selskaber fra andre østasiatiske lande. Det er for eksempel tydeligt på Jamal-halvøen, hvor kineserne blandt andet har købt sig ind i to store LNG gas projekter.

Et punkt samler de Arktiske lande

For at gøre energiudvindingen mere rentabel, ønsker Rusland at styrke udviklingen af den nordlige sørute for civil skibsfart.

Rationalet er, at jo bedre infrastrukturen er, jo mere rentabel bliver energi udvindingen. Og omvendt. Putin satte tilbage i 2018 det mål, at transporten skulle tidobles til 80 millioner tons inden 2025. Et mål det bliver mere og mere vanskeligt at opnå.

Rusland ønsker også, at dele af den nordlige sørute bliver anerkendt som nationalt farvand, dels så Rusland bedre kan afgiftsbelægge ruten, dels så Rusland bedre kan kontrollere, hvem der benytter den. Noget USA offentligt har sagt, at de vil udfordre.

Desuden ønsker Rusland, at deres krav på området uden for 200 sømile grænsen anerkendes. Det er her, der er et betydeligt overlap med Kongeriget Danmarks krav. Fra et økonomisk perspektiv giver forestillingen om "Arktis som ressourcebase" Rusland en stærk interesse i at sikre Arktis som et område for samarbejde og handel i fred og harmoni.

Det giver Rusland en klar national interesse i at sikre, at FN's Havretskonvention er det regelsæt, der regulerer udviklingen i Arktis – noget de andre arktiske kyststater er enige i. For Havretskonventionen giver automatisk Rusland ret til at udnytte de forventede ressourcer i undergrunden helt ud til 200 sømile grænsen – indenfor hvilket op mod 90 procent af de kendte olie og gas felter menes at ligge.

Atommissiler over Arktis

Russisk Arktis har i mange år også været af stor betydning for det russiske militær. For det første tjener Arktis som opmarchområde for det russiske strategiske luftvåben, som i en krisesituation sandsynligvis vil mobilisere en del af sine bombefly til baser langs den russiske nordkyst for at være tættere på USA.

Arktis er også den rute, som atommissilerne ville flyve ad i en storkrig, så Rusland er nødt til som minimum at sikre tidlig varsling langs sin nordlige kystlinje. Samtidig er de arktiske farvande også hjemsted for en stor del af de russiske søbaserede atomvåben. Således menes omkring 60 procent af Ruslands søbaserede atomvåben at være under Nordflådens kommando.

Rusland er især oprørt over det stigende antal amerikanske øvelser og operationer i den nordlige del af Norskehavet og ind i Barentshavet

Jørgen Staun
Forsker, Forsvarsakademiet

Et af problemerne med klimaforandringen og havisens afsmeltning, set fra den russiske flådes synspunkt, er at det gør det sværere for de russiske ubåde at gemme sig under havisen. Et andet problem er, at når de arktiske farvande i stigende grad bliver sejlbare året rundt, betyder det, at den russiske nordflanke bliver mere sårbar. Begge dele nærer den russiske følelse af sårbarhed.

Den russiske flåde er især bekymret for, at amerikanske krigsskibe eller flådefartøjer fra andre Nato-lande vil kunne operere tæt på land langs den russiske nordkyst, hvilket truer Ruslands evne til at gengælde et atomart førsteslag.

Rusland er især oprørt over det stigende antal amerikanske øvelser og operationer i den nordlige del af Norskehavet og ind i Barentshavet. For Nordflådens atombevæbnede skibe og ubåde har mange af sine baser i netop dette område.

Kan USA fortsat komme Europa til hjælp?

Rusland søger at beskytte sig mod disse trusler på frem for alt to måder. For det første har Rusland i løbet af en årrække etableret en bufferzone langs den nordlige kyst. Man har genåbnet tidligere sovjetiske militærbaser og etableret en række nye baser langs Nordkysten, som stort set har været en åben flanke siden Sovjetunionens fald.

Disse baser er udstyret med forskellige typer luftforsvarssystemer, radarstationer og i mange tilfælde militære flyvepladser. Opbygningen er især centreret omkring nogle af de passager, der fra naturens hånd indsnævrer farvandene til forsvarernes fordel. Eksempelvis Kara-sundet syd for øen Novaja Zemlja, Sannikov- og Dmitrij Laptev-sundet syd for Kotelnij øen og farvandet syd for Wrangel-øerne.

Samtidig har man udbygget landingsbanen på Nagurskoje-basen, så den kan mostage selv de helt store strategiske bombefly. Rusland søger også at forbedre sin kapacitet til at forstyrre Natos forsyningslinjer på tværs af Nordatlanten i det såkaldte 'GIUK-gap' – mellem Grønland, Island og Storbritannien.

Derudover har Rusland i en årrække har udstyret deres mindre flådefartøjer med langtrækkende strikemissiler – primært de såkaldte Kalibr-missiler. De har mod landmål officielt en rækkevidde på mellem 1500 og 2500 kilometer i deres nuværende versioner.

Rusland planlægger også at placere det hypersoniske Tsirkon-missil på flere russiske flådefartøjer og de har testet det i arktiske farvande. Hypersoniske missiler flyver med så stor hast, at de er ekstremt svære at skyde ned. Disse nye missiltyper gør i stigende grad den russiske flåde til et mere langtrækkende og mere offensivt redskab, der kan forstyrre Natos evne til at operere i Nordatlanten.

Dermed kan det blive vanskeligere for USA at komme Europa til hjælp. Det har i al fald længe været en udbredt frygt hos vestlige militære eksperter. Dog synes Ruslands markante militære vanskeligheder i Ukraine at så tvivl om russernes faktiske evne, også i Arktis.

Risiko for gensidig oprustning

Overordnet set kan man sige, at den russiske militære opbygning i Arktis i høj grad er defensivt motiveret, fordi Rusland føler sig sårbart over for et militærteknologisk overlegent USA og Nato.

Ønsker vi virkelig at skubbe Rusland og Kina endnu tættere sammen?

Jørgen Staun
Forsker, Forsvarsakademiet

På den anden side er den russiske militære opbygning i Arktis en del af den generelle og landsdækkende russiske militære oprustning, som i høj grad er motiveret af ønsket om at være en betydelig stormagt i verden – og derfor også i Arktis. Uanset den bagvedliggende motivation er problemet for USA og Nato, at baserne og politikken med at udstyre flådefartøjer med langtrækkende angrebsmissiler også fører til en øget offensiv kapacitet.

Dette gør den for USA så vitale Thule-base og Natos forsyningslinjer i Nordatlanten mere sårbare. Det betyder, at Nato og USA i stigende grad vil føle sig tvunget til at imødegå dette med yderligere styrkeopbygning og øget øvelsesaktivitet. Hvis det sker, vil Rusland imødegå dette.

Med andre ord risikerer USA/Nato og Rusland at blive fanget i et sikkerhedsdilemma, hvor handlinger, som den ene side foretager for at forsvare sig selv – eksempelvis at investere i nyt militært udstyr – ser truende ud på den anden side af grænsen. Dermed kan den anden part føle sig tvunget til også at investere i nyt militært udstyr. Og så videre.

Dette lægger pres på Ruslands hidtidige samarbejdslinje omkring forestillingen om "Arktis som ressourcebase", da stormagtambitionen og den russiske elites følelse af sårbarhed har gjort det vigtigere at imødegå krænkelser af den russiske sikkerhed på kort og mellemlang sigt end at sikre økonomiske interesser på lang sigt. Og det vil den nuværende konfrontation mellem USA/Nato og Rusland over invasionen i Ukraine kun forstærke yderligere.

Rusland i kinesiske arme

De meget omfattende sanktioner, som EU og Nato har pålagt Rusland, og den øgede militære militære balancering som USA og Nato har iværksat efter Ruslands invasion er helt på sin plads.

De har det klare formål, at de skal tvinge Putin til at tænke sig om en ekstra gang, næste gang, han får lyst til at invadere et naboland. Håbet er desuden, at sanktionerne får eliten omkring Putin til overveje, om de skal blive ved med at støtte ham. Det er dog noget tvivlsomt - i al fald på kort sigt.