Forsvarets ansatte: Vi betaler, når politikerne skal sende et signal

DEBAT: Der er ikke sammenhæng mellem, hvad politikerne tror, det danske forsvar har ressourcer til, og hvad forsvaret og medarbejdere reelt har ressourcer til, mener Centralforeningen for Stampersonel.

Af Jesper Korsgaard Hansen
Formand for Centralforeningen for Stampersonel

I løbet af sommeren har det været ivrigt diskuteret, hvorvidt vores forsvarsbudget skulle hæves til de to procent af bnp, som vi forpligtede os til i Nato tilbage i 2014. En af de overvejende argumenter imod har været, at vi bidrager til og byder ind på rigtig mange opgaver.

"Det handler ikke kun om, hvor mange penge man bruger. Det handler også om, hvordan man bruger dem, og med hvilken beredvillighed og parathed, man stiller op," lød det blandt andet fra vores statsminister, og den erklæring er siden blevet gentaget af både forsvarsministeren og en række andre politikere, der mener, at man skal se på byrdedeling frem for på kroner og ører.

I Danmark er vi gode til at bidrage, når det brænder på ude i verden, og man kan ikke kritisere os for ikke at tage vores del af byrden. Men jeg vil påstå, at vi har været lidt for gode til at kompensere for, at vi ikke vil betale det, det koster at være med i Nato-samarbejdet. Det er desværre forsvarets ansatte, der betaler regningen, når politikerne vil sende et signal om, at vi kan klare det hele for det halve.

Den daglige drift lider
Forsvaret udbetaler hvert år omkring en halv milliard i over- og merarbejde og andre arbejdstidskomponenter som eksempelvis erstatningsfriheder for vagt, øvelse, sø-øvelse og mistede fridage til søs. Sådan har det været de sidste fem år. Det svarer til omkring 1.000 medarbejdere, og det kan mærkes i alle tre værn.

Det kan for eksempel mærkes i Flyvevåbnet, hvor de nye Seahawk-helikoptere ifølge Rigsrevisionens beretning ikke har kunnet løse deres opgavekompleks for 2016 og 2017 grundet mangel på mandskab.  

Det kan mærkes i Søværnet, hvor medarbejderne knap når at komme i land, før de skal ud at sejle igen, og det kan mærkes hos hæren, hvor de store missioner i Irak og Afghanistan er skiftet ud med en masse forskellige driftsopgaver, der hver især stiller store krav til uddannelse og logistik.

Det kan mærkes, fordi vi er i en tid, hvor det gamle forsvar nedbygges for at opbygge det forsvar, der er skitseret i det nye forlig, og som skal være klar ved udgangen af 2023.

Mange overvejer at gå 
Når man i årevis vælger at udbetale overtid og merarbejde svarende til 1.000 medarbejdere, ligner det bevidst planlægning, og det må være et tegn på, at der er flere opgaver, end der er ressourcer.

Det medfører, at mange af forsvarets ansatte ikke kan få en hverdag og et familieliv til at fungere, og at man flere steder begynder at overveje, om det er værd at fortsætte sin karriere i forsvaret. Særligt, når man kan se, at erhvervslivet buldrer derudad på den anden side af hegnet.

Det ender som en ond cirkel, hvor man grundet manglen på medarbejdere mister endnu flere erfarne folk. Det har forsvaret ikke råd til.

Jeg er på ingen måde imod, at forsvaret får stillet flere opgaver. Forsvarets medarbejdere brænder for at få spændende opgaver i ind- og udland, hvor de kan bruge de kompetencer, de opbygger i deres hverdag. Men man må fra politisk side kunne lave en prioritering, og finde en middelvej, hvor der både er plads til nye opgaver og til et liv med familie og fritid.

Hvis politikerne vil gøre alvor ud af at skabe et stærkere forsvar, er de nødt til at forstå, at det starter med stærke medarbejdere.

Forrige artikel Krigsveteran: Jeg døde – og blev genoplivet til en udmattende kamp mod systemet Krigsveteran: Jeg døde – og blev genoplivet til en udmattende kamp mod systemet Næste artikel Soldaternes fagforening: Kvaliteten i arbejdsskadesystemet skal forbedres Soldaternes fagforening: Kvaliteten i arbejdsskadesystemet skal forbedres
Her er regeringens forsvars- og sikkerhedspolitiske initiativer

Her er regeringens forsvars- og sikkerhedspolitiske initiativer

STRATEGI: Fremme af danske muligheder for at få støtte fra EU's Forsvarsfond, forarbejde til afskaffelse af forsvarsforbeholdet og øget kontrol med udenlandske opkøb af dansk infrastruktur er nogle af nøglepunkterne i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.