Lars Struwe: Her er en konkret plan for, hvordan vi bør indrette det danske afskrækkelsesforsvar

En konkret plan: Sådan genopbygges forsvaret

Et eksempel herpå er Hæren, der skal gå fra at have to brigader af op imod 5.000 mand hver til helt andre dimensioner. Hæren skal i fremtiden bestå af Danske Korps. Dette er opdelt i Jyske Division med 1., 2. og 3. Jyske Brigade, Sjællandske Division med 1., 2. og 3. Sjællandske Brigade, Fynske Brigade og Bornholmsværn.

Hertil kommer fem militærregioner bestående af Hjemmeværnet og en lokalforsvarsbataljon hver. Disse skal sikre baglandet og kritisk infrastruktur.  

Til hver division hører et divisionsartilleri bestående af to batterier af 155 millimeter, to PULS-batterier, to luftværnsafdelinger, én efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsenhed ISR, én dronedeling virker som artilleri, én bataljon panserbekæmpelsesdroner, divisionselektronisk krigsførelse EW, felthospital og sanitet, logistik, ét Ingeniørregiment, ét specialoperationsstyrkeelement SOF samt én opklaringsbataljon.  

Der skal skabes et afskrækkelsesforsvar, og det er en kæmpe opgave, der ikke kun kræver materiel, men også mennesker, bygninger og uddannelse.  

Lars Bangert Struwe
Ejer, Geopol Strategi

Hver brigade er opbygget af én tung panserbataljon, én mellemtung panserbataljon, én panserinfanteribataljon, én artilleriafdeling, én dronedeling og ét EW-kompagni. 

Hertil kommer stabe, føringsstøtte, cyber, skoler, materielanskaffelser, depoter og værksteder. 

Ovenstående er mit forslag til en opstilling af hæren. Det skal rettes til, tilpasses og så videre og er på ingen måde det færdige resultat, men dette skal meget gerne illustrere, at al snak om én brigade eller tilsvarende er slut.

Der skal skabes et afskrækkelsesforsvar, og det er en kæmpe opgave, der ikke kun kræver materiel, men også mennesker, bygninger og uddannelse.

Forsvarets rolle har løbende ændret sig

Det vigtigste er at fastslå, hvilken form for forsvar der skal skabes. I dansk forsvarsdebat har vi over de sidste 100 år typisk talt om følgende former for forsvar: Eksistensforsvar, neutralitetsforsvar, kupforsvar, tærskelforsvar, brohovedforsvar og ekspeditionsforsvar. 

Fra nederlaget i 1864 fastlagde skiftende regeringer en neutralitetspolitik med meget forskelligt forsvar. I perioden imellem de to verdenskrige bevægede man sig fra diskussionen om et eksistensforsvar, der for enhver pris skulle forsvare staten og dennes eksistens. Dette ville kræve store ofre, og efter Første Verdenskrig vandt tanken om neutralitetsforsvar frem. Her tænkte man, at småstaten Danmark aldrig ville kunne forsvare sig over for en stormagt.

Det gjorde, at de socialdemokratisk-radikale regeringer opgav et stærkt forsvar, og det endte med det forsvar, der ikke kæmpede 9. april 1940. 

Anden Verdenskrig forandrede markant den danske forsvarsdebat. Danmark skulle ikke stå alene, Danmark skulle alliere sig. Derfor overvejedes et nordisk forsvarsforbund, men hurtigt endte Danmark og Norge med at gå ind i det, der blev til Nato.  

På baggrund af kommunistiske kup og borgerkrige i Europa overvejede man et kupforsvar, der skulle sikre Danmark imod, at indre eller ydre fjender – måske koordineret – kunne gribe magten i Danmark. Det blev grundlaget for blandt andet det statslige hjemmeværn i 1948.  

Med Danmarks indtrædelse i Nato i 1949 gik diskussionen over mod et tærskelforsvar og et brohovedforsvar. Her skulle det danske territorium beskyttes. Tærskelforsvaret var opbygget omkring Nato’s artikel 5 og musketereden. I det første årti af Natos eksistens gjorde tærskeforsvaret sig gældende med truslen om en atomkrig som sidste udvej.

Hæren blev reduceret fra mere end 80.000 mand i en fuld mobiliseret situation til i dag at være på under 15.000 mand.

Lars Bangert Struwe
Ejer, Geopol Strategi

Brohovedforsvaret byggede videre på disse tanker, men centrerede sig om at forstærke de konventionelle europæiske styrker og modtage amerikanske styrker. Man skulle her beskytte brohoveder, så amerikanske og britiske styrker kunne komme til hjælp. 

En decimeret mobiliseringsevne

Efter Den Kolde Krig indrettedes dansk forsvar som et ekspeditionsforsvar. Krigen tænkte man ikke kunne komme til Danmark, så det var små styrker, der skulle udsendes under fremmede himmelstrøg.

Det gjorde, at man både nedlagde felthæren og lokalforsvar. Hæren blev reduceret fra mere end 80.000 mand i en fuld mobiliseret situation til i dag at være på under 15.000 mand.

Flyvevåbnets 77 F-16 kunne nu udskiftes med 27 F-35 (nogle talte endda om, at man kunne nøjes med endnu lavere antal). Jord til luftforsvaret blev afskaffet, idet man ikke frygtede et angreb fra en stormagt imod Danmark. Flådens styrker blev også skåret, men fik dog tilført større skibe, der kunne deltage i internationale operationer.

Til gengæld havde Diana-klassen, der kom til i stedet for Flyvefisken-klassen, ingen reel bevæbning. 

Det nye forsvar skal trække på de erfaringer, vi har haft under de seneste 50 års opstilling af styrker. I dag har dele af officers- og befalingsmandkorpset kamperfaring – det havde man ikke under den Kolde Krig. Disse erfaringer skal bruges positivt i opbygningen af Forsvaret.