Debat

Historiestuderende: Frygten for ukrainsk Nato-medlemskab er et skalkeskjul for Putins intentioner

Vesten bliver fejlagtigt udnævnt som provokatør i Ukrainekrigen, hvor Natos østudvidelser ifølge en række meningsdannere, historikere og offentlige personer skulle have presset Putin til at invadere sit broderfolk, skriver Kasper Valentin Poulsen.

Det er i høj grad de mange russiske mindretal, som blev spredt ud over de tidligere sovjetstater ved sammenbruddet i 1991, der i dag udmønter sig i Putins fantomsmerter, skriver Kasper Valentin Poulsen.
Det er i høj grad de mange russiske mindretal, som blev spredt ud over de tidligere sovjetstater ved sammenbruddet i 1991, der i dag udmønter sig i Putins fantomsmerter, skriver Kasper Valentin Poulsen.Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da krigen i Ukraine brød ud for snart et år siden meldte kritiske røster sig i form af blandt andet historikere, meningsdannere og selveste paven, der mente, at Nato var medskyldig i fremprovokationen af en russisk invasion af Ukraine. Den tanke bør vi mane i jorden og lægge i graven.

For klemt inde mellem fjender bor omtrent seks millioner baltere, hvis eneste fastlandskontakt til et andet Nato-land er en smal grænse til Polen mellem Belarus og den russiske enklave Kaliningrad. For dem er nationalfølelsen stor, men frygten endnu større.

Angsten for en invasion lurer. De har prøvet det før og vil i tilfælde af en storkrig være de første Nato-lande, hvor russiske tropper sætter deres fodaftryk.

Geografisk skubbede Natos østudvidelse i 2004 frontlinjen længere væk fra Danmark og over på den anden side af Østersøen til Baltikum, der sidenhen har kunne leve trygt under Natos paraply.

Objektivt set havde Baltikum alt andet lige været et nemmere mål end Ukraine for russerne, der siden 1992 har haft en erklæret hensigt om at vinde de tidligere sovjetstater tilbage.

Russisk historieforståelse

Sergei Karaganov, der er tidligere rådgiver for Boris Jeltsin og Vladimir Putin, har lagt navn til den såkaldte Karaganov-doktrin, som taler for Moskvas ret til at forsvare de russiske mindretal i eksempelvis Baltikum og Ukraine.

Hvordan fortæller man sine undersåtter, at ens broderfolk hellere vil lave aftaler med ens arvefjende?

Kasper Valentin Poulsen
Historiestuderende, Københavns Universitet

Flere prominente Putin-eksperter, som Fiona Hill og Angela Sten, argumenterer i Foreign Affairs for, at brugen af Nato-udvidelsen som casus belli blot er et propagandistisk skalkeskjul for Kremls egentlige intentioner.

Hill og Sten fremhæver derimod, at Putin anser det for "Ruslands guddommelige ret at regere Ukraine, at udslette landets nationale identitet og at integrere dets folk i et større Rusland."

I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at Putin ikke begræd Sovjetunionens fald grundet kommunismens nederlag til kapitalismen, men på grund af to omstændigheder bundet i identitet fremfor ideologi.

Det er i høj grad de mange russiske mindretal, som blev spredt ud over de tidligere sovjetstater ved sammenbruddet i 1991, samt den historiske amputation og tilknytning til nuværende selvstændige stater og territorier, der den dag i dag udmønter sig i Putins fantomsmerter.

Få dage før invasionen af Ukraine 24. februar 2022, tordnede Putin frem på skærmen og anklagede Sovjetunionens fader, Vladimir Lenin, for at have ødelagt Det Russiske Imperium ved at skabe lande, der aldrig havde eksisteret før – herunder Ukraine ifølge Putin.

Zaristiske feberdrømme

Skal man købe præmissen om frygten for, at et muligt ukrainsk Nato-medlemskab ledte til invasionen, burde Putin have kæmpet indædt mod Sverige og Finlands Nato-ansøgninger.

Enhver fredsforhandling vil være et pusterum for Kreml til at genopbygge kræfterne og fortsætte sit korstog

Kasper Valentin Poulsen
Historiestuderende, Københavns Universitet

I stedet udtalte Putin til den russiske presse, at "vi ikke har noget problem med Sverige og Finland, som vi har med Ukraine".

Det fremstår en anelse selvmodsigende i kraft af, at Finland trods alt deler en omkring 1.300 kilometer lang grænse med Rusland, hvilket blot er 300 kilometer mindre end den ukrainsk-russisk grænse på cirka 1.600 kilometer.

Det er således ikke Nato-udvidelsen, der i sig selv skræmmer Putin, men det faktum at et Nato-medlemskab, eller EU-medlemskab for den sags skyld, vil være en direkte fornærmelse og krænkelse af Putins historieforståelse og Ruslands værdighed. For hvordan fortæller man sine undersåtter, at ens broderfolk hellere vil lave aftaler med ens arvefjende?

Målet, for at komme fantomsmerterne til livs, synes derimod at være genskabelsen af den russiske identitet, hvor en genrejsning af Storrusland, som under Peter den Store, er midlet for at nå dertil.

Nikkedukkerne i Dumaen

Tager man Putins ord til sine nikkedukker i Dumaen 7. juli 2022 for gode varer, er Rusland stort set ikke begyndt på noget for alvor endnu.

For Putins zar-drømme overgår hans ambitioner i Ukraine og trækker dybe tråde ind i Europa og Eurasien.

Her står de baltiske lande i skudlinjen sammen med Polen, hvis nuværende territorium delvist hørte under Det Russiske Imperium fra 1772 til 1918. Det samme gør sig gældende for Moldova, grænselandet til Ukraine, samt Finland, der i mere end hundrede år var en del af imperiet i perioden 1809 til 1918.

Læs også

Og står den finske lærdom om, at kosakken tager alt, der hænger løst, til troende, er øget sammenhold vejen frem, hvilket Sverige og Finlands Nato-ansøgninger er en erkendelse af.

Får man ikke sat en ordentlig prop i Putins stormagtsdrømme nu, vil enhver fredsforhandling blot være et pusterum for Kreml til at genopbygge kræfterne og fortsætte sit korstog.

Hvis det er tilfældet, er vi, som Churchill udtrykte det, ikke ved begyndelsen på enden. Højst ved enden på begyndelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00