Nato, Norden og en væltet verdensorden: Er det en ny kold krig ... eller noget værre?

Putins erobringskrig mod Ukraine har sparket gang i en historisk oprustning langs Natos østlige flanke samtidig med, at Sveriges og Finlands forventede medlemskab indlemmer hele den nordiske region omkring Østersøen i alliancen. Men efter Nato-ledernes sommertopmøde i Madrid frygter balterne, at det er for lidt og for sent.

Placeholder image
Nordisk fejring i Madrid. Statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med Finlands præsident, Sauli Niinisto, og statsministrene fra Sverige, Norge og Island: Magdalena Andersson, Jonas Gahr Støre og Katrin Jakobsdottir.
Foto: Nacho Doce/Reuters/Ritzau Scanpix

BRUXELLES: ”Her i landet taler vi ikke om, hvad der sker, hvis russerne invaderer os – men om, hvad vi skal gøre, når de invaderer os,” siger Martin Hurt.

Den tidligere Nato-diplomat og embedsmand i Estlands forsvarsministerium arbejder i dag ved det internationale center for forsvar og sikkerhed (ICDS) i Tallinn. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at Rusland en dag vil angribe Danmarks baltiske nabolande lige ovre på den anden side af Østersøen.

”Det bliver ikke lige nu i denne sommer i året 2022, og det bliver nok heller ikke næste år. Autoritære regimer har god tid, de skal jo ikke bekymre sig om politik og demokrati, så måske bliver det først om ti år eller 20 år. Men en dag vil de prøve at gøre det samme ved os, som de er ved at gøre ved Ukraine nu,” siger han:

”Hvorfor? Fordi det har Rusland altid gjort. De har altid ønsket mere magt og mere territorium, og det har grundlæggende set ikke ændret sig. Det var bare noget, vi bildte os ind i nogle år, mens russerne var svækkede.”

Oprustning mod øst og nye medlemmer

Under et topmøde i Madrid 29.-30. juni vedtog lederne fra de 30 allierede lande i Nato en række nye tiltag, målsætninger og planer. Her er de vigtigste:

  • Ansøgninger om medlemskab fra de hidtil neutrale lande Sverige og Finland blev budt velkommen. Håbet er, at de to lande kan komme med i Nato inden årets udgang.
  • Et nyt strategisk koncept for de næste 10 år definerer Rusland som ”den væsentligste og mest direkte trussel mod de allieredes sikkerhed.”
  • Det strategiske koncept nævner for første gang også Kina som en del af Natos trusselsbillede. Kina ”skader alliancens sikkerhed” og ”udfordrer” vores interesser og værdier, står der.
  • Nato kritiserer det ”stadig dybere strategiske partnerskab” mellem Kina og Rusland, som vil ”underminere den regelbaserede internationale orden.”
  • Tilstedeværelsen af internationale Nato-tropper i hvert af de otte medlemslande med grænser til Rusland forøges fra en bataljon (450-1.000 soldater) til en brigade (3.500-5.000 soldater).
  • Det vil sige op til 40.000 soldater i alt under permanent Nato-kommando i Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Polen og de tre baltiske lande.
  • Samtidig er det nu målet at syvdoble størrelsen af Natos reaktionsstyrke (NRF), så den omfatter cirka 300.000 soldater parat til udsendelse inden for 30 dage.
  • USA vil placere en brigade på cirka 5.000 mand i Rumænien, og amerikanerne opretter desuden en permanent militærbase i Polen. Det er første gang, det sker i et land fra den tidligere Warszawa-pagt.

I Danmark, Tyskland og resten af det vestlige Europa ville den estiske sikkerhedseksperts ord være blevet opfattet som et skræmmebillede for få år eller måske bare få måneder siden. Men i dag er det nok de færreste, der uden videre tør afvise Martin Hurts dystre profeti.

Erkendelsen af, at advarsler som disse ikke længere virker overdrevne, har sat gang i en dramatisk ny udvikling af det vestlige forsvarssamarbejde. Eller måske snarere sendt os på vej tilbage til en mørk fortid.

Pludselig føles det som om, at de fredelige europæiske årtier siden Murens fald er forsvundet ind i historiebøgerne. I stedet er vi vågnet op til noget, der minder om den kolde krig på speed. Eller det, der er værre.

Det har den russiske præsident, Vladimir Putin, sørget for.

Invasionen af Ukraine har rystet Vesten

Efter Ruslands blodige invasion af Ukraine i februar, som har kostet tusinder af uskyldige liv og sendt millioner på flugt, står Vestens ledere ansigt til ansigt med det utænkelige: En ny erobringskrig i Europa anno 2022 – og en smadret sikkerhedspolitisk verdensorden.

Det har vendt bunden i vejret på de internationale organisationer, der blev bygget op i ruinerne efter Anden Verdenskrig. Og det har tvunget Den Europæiske Union og den transatlantiske forsvarsalliance Nato ind i en ny æra, hvor internationale handelsforhold bryder sammen, energipriserne eksploderer og oprustningen ved de østlige grænser er på vej tilbage til niveauet under den kolde krig.

I de sidste dage af juni var lederne fra de 30 lande i Nato samlet til et topmøde i Madrid. Her satte de gang i en dramatisk omkalfatring af militæralliancen, der skal skærme Vesten mod voksende trusler fra både Rusland og Kina.

Inden topmødet advarede Estlands statsminister, Kaja Kallas, om at hendes land trods dets Nato-medlemskab vil blive ”udslettet fra landkortet,” hvis Rusland angriber i dag. 

Læs også

Nu har Nato sat gang i nye planer, der skal føre til et mere realistisk forsvar af de tidligere baltiske sovjetrepublikker og de andre medlemslande, der grænser op til Rusland.

Men er det nok? Ikke mindst i det østlige Europa frygter mange, at alliancen reagerer for sent og gør for lidt. Andre er omvendt nervøse for, at mere oprustning vil provokere russerne unødigt.

På bare et årti er Nato gået fra at blive beskyldt for at være en forældet koldkrigsalliance, der mest var anvendelig i Afghanistan og andre fjerne egne, til nu igen at skulle forsvare os selv lige her i Europa.

En varm krig er farligere end den kolde krig

Madrid-topmødets vært, Spaniens regeringsleder Pedro Sanchez, kaldte det et ”tektonisk skred i den internationale orden”. Natos generalsekretær, nordmanden Jens Stoltenberg, beskrev en europæisk sikkerhedssituation, der i en vis forstand er værre end koldkrigstidens nukleare terrorbalance mellem øst og vest.

Vi lever i en farligere og mere uforudsigelig verden. En verden, hvor der faktisk foregår en varm krig i Europa.

Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær

”Vi lever i en farligere og mere uforudsigelig verden. En verden, hvor der faktisk foregår en varm krig i Europa med storstilede militæroperationer, som vi ikke har set i Europa siden Anden Verdenskrig,” sagde Stoltenberg ved topmødets afslutning.

Lederne annoncerede i Madrid tre vigtige, overordnede beslutninger, som alle skal tjene til at ruste alliancen mod denne nye og farligere verden:

En kraftig oprustning af Natos tilstedeværelse i Central- og Østeuropa, en invitation til Sverige og Finland om at blive medlemmer, og et nyt strategisk koncept med definitioner på alliancens vigtigste udfordringer de næste ti år.

En af nyskabelserne i det nye strategiske koncept er, at Kina for første gang nævnes som en del af Natos trusselsbillede. Via skjulte cyberangreb, desinformation og andre hybride trusler er Kina i gang med at ”skade alliancens sikkerhed” og i øvrigt ”udfordre” Nato-landenes interesser og værdier.

Dokumentet kritiserer samtidig det ”stadig dybere strategiske partnerskab” mellem Kina og Rusland, som i fællesskab prøver at ”underminere den regelbaserede internationale orden,” som der står.

Den vigtigste konstatering i det nye strategiske koncept er dog, at Rusland igen betegnes som den største fare for Nato. Der var mange, der troede, at alliancen aldrig skulle komme til at konstatere det igen.

Rusland fra strategisk partner til den største trussel

Sidste gang, Nato lavede sådan et fremtidsdokument, var da Anders Fogh Rasmussen var generalsekretær, under et topmøde i Lissabon i 2010. Hvis man vil forsikre sig om, hvor totalt anderledes, alliancen opfattede verden dengang, kan man bare lægge de to strategiske koncepter ved siden af hinanden.

Natos strategiske koncept før og nu

Den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig drastisk i de 12 år, der er gået siden Natos foregående strategiske koncept. Det kan man forsikre sig om ved at læse disse uddrag fra de to grundlæggende Nato-dokumenter, der blev vedtaget på to topmøder, henholdsvis i Lissabon i november 2010 og i Madrid i slutningen af juni i år.

 

LISSABON 2010:

 

I dag er der fred i det euro-atlantiske område, og risikoen for et konventionelt angreb på Natos territorium er lav. Det er en historisk succes for den politik om robust forsvar, euro-atlantisk integration og aktivt partnerskab, som har styret Nato i mere end et halvt århundrede.”

Nato-Rusland samarbejdet er af strategisk vigtighed, fordi det bidrager til et fælles område med fred, stabilitet og sikkerhed. Nato udgør ingen trussel mod Rusland. Tværtimod: vi ønsker at se et sandt strategisk partnerskab mellem Nato og Rusland. Vi vil handle ud fra den overbevisning, og vi forventer det samme fra Rusland.”

 

MADRID 2022:

 

Der er ikke fred i det euro-atlantiske område. Rusland har brudt med de normer og principper, som bidrog til en stabil og forudsigelig europæisk sikkerhedsorden. Vi kan ikke afvise muligheden af et angreb på allierede landes suverænitet og territoriale integritet.”

Rusland er den væsentligste og mest direkte trussel mod de allieredes sikkerhed, og mod fred og stabilitet i det euro-atlantiske område. Det søger at etablere sfærer af indflydelse og direkte kontrol gennem tvang, subversion, aggression og annektering.”

”I lyset af dets fjendtlige politik og handlinger kan vi ikke længere betragte Rusland som vores partner. Vi er dog fortsat villige til at holde kommunikationskanalerne til Moskva åbne for at mindske risici, forhindre optrapning og styrke gennemsigtighed.”

”I dag er der fred i det euro-atlantiske område, og risikoen for et konventionelt angreb på Natos territorium er lav. Det er en historisk succes,” stod der glædestrålende i det kun 12 år gamle koncept fra Lissabon. Fremtidsplanen forudså et ”sandt strategisk partnerskab” med Rusland for at skabe et ”fælles område med fred, stabilitet og sikkerhed.”

20 år efter Berlinmurens fald følte de vestlige ledere sig så overbeviste om det fredelige forhold til Moskva, at den daværende russiske præsident, Dmitrij Medvedev, ligefrem var inviteret med til Natos topmøde. Anders Fogh Rasmussen trykkede hånd med ham og udtalte:

”Nu lægger vi ikke alene den kolde krig bag os, men også post-koldkrigstiden… og vi bevæger os fremad.”

Ordene runger meget hult i dag. Men dengang i 2010 kunne Fogh ikke have forestillet sig, at Natos næste strategiske koncept i sommeren 2022 ville begynde med ordene:

”Der er ikke fred i det euro-atlantiske område,” efterfulgt af sætningen: ”Rusland er den væsentligste og mest direkte trussel mod de allieredes sikkerhed, og mod fred og stabilitet i det euro-atlantiske område.”

Det nye strategiske koncept konstaterer uden omsvøb:

”Vi kan ikke afvise muligheden af et angreb på allierede landes suverænitet og territoriale integritet.”

Putins intentioner blev overset i to årtier

Efter de seneste måneders brutale russiske krigsførelse i Ukraine virker det indlysende, at Kremls ledere allerede i 2010 må have haft helt andre planer end dem, de talte med Nato om i Lissabon.

Man skulle ellers tro, at Ruslands invasion af Georgien i 2008 kunne have givet de transatlantiske allierede et fingerpeg.

Set i bagklogskabens lys er det også svært at forstå, hvorfor alliancen ikke begyndte at gentænke planerne og opruste igen, da Putin vendte tilbage som præsident og i 2014 invaderede den ukrainske Krim-halvø ved Sortehavet.

”Det kan virke naivt i dag, men vi troede jo faktisk, at den russiske trussel mod os selv var væk. Der var et ønske om ikke at provokere russerne unødigt,” siger den erfarne britiske ekspert i sikkerheds- og forsvarspolitik, Nick Witney.

”Derfor vil jeg heller ikke sige, at Nato bare skulle have stået og stirret mistroisk på grænsen til Rusland i årtier. Men man er bare nødt til at konstatere nu, at det skifte af fokus mod syd – mod Irak, Afghanistan og andre fjerne egne – der skete dengang, det var en fejl,” siger han.

Tænk, at der i løbet af de 20 år med indsatsen i Afghanistan ikke på noget tidspunkt kom et europæisk topmøde, hvor nogen sagde: Hvad fanden laver vi derude?

Nick Witney, seniorforsker, European Council on Foreign Relations (ECFR)

Nick Witney, der i dag er seniorforsker ved European Council on Foreign Relations (ECFR), var i sin tid den første direktør for Det Europæiske Forsvarsagentur. Han finder det forbløffende, at europæerne gennem to årtier, fra 2001 til 2021, ikke satte større spørgsmålstegn ved alliancens fortsatte indsats i Afghanistan.

”Tænk, at der i løbet af de 20 år med indsatsen i Afghanistan ikke på noget tidspunkt kom et europæisk topmøde, hvor nogen sagde: Hvad fanden laver vi derude? Det var en amerikansk fejlsatsning, og europæerne fulgte bare med, fordi USA er så afgørende for Nato. Forståeligt nok. Vi skyldte amerikanerne den solidaritet. Men det betød, at vi lidt tabte Rusland af syne,” siger Witney:

”Efter to årtier på afveje har krigen i Ukraine nu ført os tilbage til det, som Nato hele tiden burde have handlet om, nemlig at afskrække Rusland fra at angribe Europa.”

Oprustning mod øst: 300.000 mand i højt beredskab

Under topmødet i Madrid blev der annonceret en håndfuld beslutninger og planer, som går et langt stykke af vejen for at opfylde de central- og østeuropæiske medlemslandes ønsker om styrket fælles forsvar både til lands, til vands og i luften.

Topmødet bekræftede en beslutning om at øge antallet af permanent udstationerede Nato-soldater i hvert af de otte østlige medlemslande til en brigade. Det vil sige op til 40.000 soldater i alt under permanent Nato-kommando i Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Polen og de tre baltiske lande.

Samtidig blev det besluttet at syvdoble antallet af soldater, der skal være i højt beredskab og parat til udsendelse inden for 30 dage under Natos reaktionsstyrke, så det bringes op på 300.000 soldater. Dette er dog indtil videre blot en målsætning, der skal konkretiseres i de kommende år.

Før krigen begyndte, sagde jeg til Putin, at hvis han invaderede Ukraine, så ville Nato både blive stærkere og mere forenet (...) Det er præcis, hvad vi ser i dag.

Joe Biden, USA's præsident

”Før krigen begyndte, sagde jeg til Putin, at hvis han invaderede Ukraine, så ville Nato både blive stærkere og mere forenet. At vi ville se verdens demokratier stå sammen imod hans aggression og forsvare den regelbaserede verdensorden. Det er præcis, hvad vi ser i dag,” sagde den amerikanske præsident i Madrid.

”Tingene er ved at ændre sig, så vi kan tilpasse os til den verden, vi ser i dag. Det sker alt sammen på baggrund af Ruslands aggression,” sagde Joe Biden:

”USA gør nøjagtig, hvad jeg sagde, vi ville gøre, hvis Putin invaderede: Vi øger vores tilstedeværelse af tropper i Europa.”

Præsident Biden annoncerede en række nye tiltag, som vil forøge den amerikanske militærindsats i Europa: To ekstra krigsskibe til Spanien, mere luftforsvar til Italien og Tyskland, samt to eskadriller F35-kampfly udstationeret i Storbritannien. 

Læs også

Amerikanerne sender samtidig flere soldater til de baltiske lande, en brigade på omkring 5.000 mand til Rumænien – og så opretter USA en permanent militærbase i Polen. Det er første gang, det sker i et land fra den tidligere Warszawa-pagt, og dermed et meget klart signal til Rusland om, at tilliden efter Murens fald er brudt.  

Vil europæerne levere efter alliancens elektrochok?

”Det er godt, at den østlige oprustning kommer nu. Men det burde være sket allerede efter invasionen af Krim i 2014. Og det varsler ikke godt, at det stadig især er USA, der løfter læsset,” siger Nick Witney fra ECFR i London.

Han påpeger, at planen om en reaktionsstyrke med potentielt 300.000 soldater foreløbig kun er en politisk målsætning, der skal fyldes ud i de kommende år. I Madrid lovede Tyskland for eksempel kun at stille 15.000 mand til rådighed fra omkring 2024.

Vi er nu tydeligvis på vej til en erkendelse af, at det her også handler om fælles forsvar af hele regionen omkring Østersøen. Natos kerne rykker mod nord.

Justinas Lingevičius, forsker ved institut for internationale forhold og politisk videnskab, Vilnius Universitet

Witney advarer de europæiske ledere mod at glemme, hvordan USA’s tidligere præsident, Donald Trump, skabte så stor tvivl om Natos ambitioner og mål, at Frankrigs leder for få år siden betegnede alliancen som ”hjernedød”. Nu om dage siger Emmanuel Macron, at Ukrainekrigen var det elektrochok, der skulle til for at vække Nato til live igen.

”Fint nok, men vi mangler stadig at se en meget større militær satsning fra de europæiske lande. Husk på, at vi om to et halvt år kan få Trump tilbage – eller en anden som ham,” siger Nick Witney.

I kølvandet på Madrid-topmødet er der delte meninger blandt østlandene om, hvorvidt glasset er halvt tomt eller halvt fyldt.

På Vilnius Universitets institut for internationale forhold vælger forskeren Justinas Lingevičius at tro på løfterne om, at der vil komme mange flere Nato-soldater fra andre lande snart. Han mener, at Litauen vil nyde godt af et grundlæggende politisk skifte:

”Det her topmøde sendte et klart signal om, at Nato går fra afskrækkelse til reelt forsvar af de baltiske lande i tilfælde af en russisk invasion,” siger han.

”Samtidig synes jeg, at vi nu tydeligvis er på vej til en erkendelse af, at det her også handler om fælles forsvar af hele regionen omkring Østersøen. Natos kerne rykker mod nord,” siger Justinas Lingevičius.

Finnerne har ikke glemt Vinterkrigen

Nogle hundrede kilometer længere nordpå, oppe i Finlands hovedstad, sidder en mand, der ikke kunne være mere enig.

”Den vigtigste omvæltning i Nato bliver den nye nordiske dimension. Det kommer til at flytte fokus for alliancen, når alle de nordiske lande er med,” siger Tuomas Forsberg, direktør for Forskerkollegiet på Helsinki Universitet.

Forsberg er ikke alene ekspert i international sikkerhedspolitik, men også i Finlands smertefulde og anspændte forhold til bjørnen mod øst, lige siden Vinterkrigen i 1939-1940. Det var dengang ved begyndelsen af Anden Verdenskrig, hvor Stalin så sit snit til at angribe finnerne, der til alles forbløffelse holdt stand i over tre måneder og endte med at tvinge Rusland til forhandlingsbordet.

Selv om verden er en helt anden i dag, så er parallellen til Ukraine i hvert fald i princippet svær at overse.

”Vinterkrigen lever stadig i finnernes bevidsthed. Lige siden har vi prøvet at gå en balancegang, hvor vi var forberedt på det værste, men vi håbede at undgå provokation ved at forblive et neutralt land. Det håb brast i det finske folk, da Putin invaderede Ukraine i februar,” siger Tuomas Forsberg.

Her finder man en vigtig del af begrundelsen for den sidste af de vigtige beslutninger, der blev taget i Madrid: alliancen byder det velkommen, at Finland og Sverige har søgt om at blive optaget i Nato.

Udvidelse mod nord i sigte

Vladimir Putin siger godt nok, at hverken svenskerne eller finnerne har noget at frygte fra Rusland. Det har de bare fået lidt for svært ved at tro på i Stockholm og Helsinki på det seneste.

”Vi har ikke den type problemer med Sverige og Finland, som vi desværre har med Ukraine. Vi har ingen territoriale udeståender eller konflikter, ikke noget at bekymre os om i forhold til Finland og Sverige i Nato,” udtalte Ruslands præsident efter Natos topmøde i slutningen af juni.

Vi har ikke glemt, hvordan det var at kæmpe mod Sovjetunionen. Efter Ukraine føler vi, at vi kunne være de næste på Putins liste. 

Tuomas Forsberg, direktør for Forskerkollegiet på Helsinki Universitet

”Vil de have medlemskab? I så fald må de forstå, at der ikke var nogen trusler mod dem før. Hvis der nu bliver opstillet militære styrker og infrastruktur hos dem, så vil vi være nødt til at svare på tilsvarende måde,” sagde Vladimir Putin, der således alligevel fik sine udglattende ord til at lyde lidt som en trussel.

Det gør han tit – indimellem endda med små vink til, at Rusland jo altså har verdens største arsenal af atomvåben på lager.

Netop bevidstheden om den nukleare trussel har altid spillet en stor rolle i Sveriges og Finlands neutrale balancegang over for Rusland. Men nu er det slut.

I løbet af foråret besluttede vores to nordiske nabolande hånd i hånd at slutte sig til Norge, Island, Danmark og de tre baltiske lande i Nato. Impulsen var historisk – nok endnu mere for Finland end for Sverige, forklarer Tuomas Forsberg:

”Vi har ikke glemt, hvordan det var at kæmpe mod Sovjetunionen. Efter Ukraine føler vi, at vi kunne være de næste på Putins liste. Vi er nødt til at vise ham på den stærkest mulige måde, at det er umuligt. Derfor Nato. Derfor nu.”

Erdogans modstand mod Sverige og Finland

Den vestlige forsvarsalliances topmøde i Madrid demonstrerede også, at det ikke er alle Natos 30 medlemslande, der jubler over den nye nordiske dimension.

Til sidste øjeblik modsatte Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sig at åbne døren for Sverige og Finland. Hans kritik af især Sveriges støtte til kurdiske organisationer vakte minder om dengang i 2009, hvor Erdogan med nogle af de samme begrundelser var lige ved at forhindre Anders Fogh Rasmussen i at blive generalsekretær for Nato.

Der er ingen tvivl om, at der har været en naivitet for længe, som heldigvis er slut.

Mette Frederiksen (S), statsminister

Efter en del forhandling og (især amerikansk) armvridning lykkedes det også denne gang at lave en aftale med den tyrkiske leder, hvor svenskerne og finnerne afgiver en række løfter om at bekæmpe militante kurdiske organisationer og udlevere terrormistænkte.

I begyndelsen af juli kunne udenrigsministrene fra Sverige og Finland derfor underskrive de formelle dokumenter om deres optagelse i Nato. Men det skete i skyggen af nye krav fra Erdogan, der hævdede at være blevet lovet udlevering af 73 bestemte personer fra Sverige til retsforfølgelse i Tyrkiet.

Den aftale kunne regeringerne i Stockholm og Helsinki ikke genkende. Da denne artikel gik i trykken, var der endnu ikke fundet en løsning på dette nordisk-tyrkiske problem, og det viser noget om sårbarheden i Natos tilsyneladende fælles front over for Putin.

Ikke desto mindre er forventningen i Skandinavien, at den nordiske udvidelse kommer til at finde sted inden udgangen af dette år.

”Jeg vil gerne byde vores gode naboer Sverige og Finland hjertelig velkommen i Nato. Det vil styrke den transatlantiske alliance, vores fælles sikkerhed, og Norden vil stå samlet i Nato,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i Madrid.

Statsministeren erkendte også, at den vestlige alliance burde være gået i gang med at ruste sig bedre mod Rusland noget før.

”Der er ingen tvivl om, at der har været en naivitet for længe, som heldigvis er slut,” sagde hun.

Når Østersøen bliver til en Nato-sø

Natos opvågning i forhold til Rusland, styrkelsen af den østlige flanke og udvidelsen mod nord vil alt sammen medvirke til, at også Danmark får en større og mere synlig rolle i forsvaret af Europa.

”I den nære fremtid bliver Østersøen til en Nato-sø,” siger seniorforsker Nick Witney fra European Council on Foreign Relations.

Der er en vigtig forskel på den kolde krig og nutiden. Dengang efter Anden Verdenskrig var Vesten meget stærk militært. Det er Vesten ikke i dag.

Martin Hurt, forsker ved det internationale center for forsvar og sikkerhed (ICDS) i Tallinn

”Selvfølgelig har Sverige og Finland hele tiden været en del af Vesten, og vi andre har også længe haft et tæt sikkerhedspolitisk samarbejde med dem. Men nu bliver hele området omkring Østersøen til Nato – et strategisk vigtigt område, som skal overvåges tæt af alliancen hele tiden,” siger han.

De andre europæiske eksperter og diplomater, som Altinget har talt med i forbindelse med denne artikel, er grundlæggende enige i, at der er udsigt til både større ansvar og større indflydelse for Norden i Nato.

En del er dog i tvivl om, hvor meget de store europæiske lande – især Tyskland – vil engagere sig, når det kommer til stykket. Det gælder for eksempel den estiske sikkerhedsekspert Martin Hurt fra ICDS i Tallinn.

”I mine øjne er det store skred i vesteuropæernes bevidsthed ikke sket endnu,” siger han.

”Estland havde ønsket en meget større permanent tilstedeværelse af Nato end det, der blev besluttet i Madrid. Men der er stadig en tøven, en mangel på ressourcer og en frygt for at provokere Rusland,” siger Martin Hurt:

”Det er risikabelt, for der er en vigtig forskel på den kolde krig og nutiden. Dengang efter Anden Verdenskrig var Vesten meget stærk militært. Det er Vesten ikke i dag. Det vil tage 10-15 år at blive stærke nok til at modstå Rusland, hvis vi begynder nu.”

Omtalte personer

Jens Stoltenberg

Generalsekretær, Nato, fhv. statsminister, Norge
cand.oecon. (Oslo Uni. 1987)

Joe Biden

Præsident, Det Demokratiske Parti (USA), fhv. vicepræsident, Det Demokratiske Parti, fhv. medlem, Senatet, fhv. advokat
Bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)
Se alle personer

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser