Historisk forlig kan trække lange skygger

Hvis en analytiker for en måned siden havde sagt, at S, SF, V, K og R ville indgå et forlig, der ikke alene drastisk øgede udgifterne til forsvaret, men også sendte forsvarsforbeholdet til afstemning, så var han venligt men bestemt blevet bedt om at tage noget ferie.

For S-regeringen havde absolut ingen intentioner om at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning, så langt øjet rakte, og SF og S havde intet ønske om at hæve forsvarsudgifterne i det omfang, det nu sker.

Det nye nationale kompromis – med de samme partier, der indgik det nationale kompromis om EU i 1992 – er det seneste eksempel på, at krigen i Ukraine dramatisk ændrer den hjemlige politiske dagsorden. Det har ført til meget vidtgående beslutninger på meget kort tid, en situation tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har beskrevet som "politik på speed".

Meningsmålinger vil utvivlsomt vise en bred folkelig opbakning til forliget i den nærmeste fremtid, for Vladimir Putins angrebskrig mod Ukraine har naturligt nok opskræmt mange. Det er derfor også meget muligt, at de fem partier vil kunne få et ja til afskaffe forsvarsforbeholdet, når det om under tre måneder skal til afstemning.

Men folkestemninger er flygtige, og det er straks et helt andet spørgsmål, hvordan vælgerne vil se på sagen om et år eller to.

Populært forbehold
Ser man på forsvarsforbeholdet, har der indtil videre ikke været stemning for at afskaffe det. Da Epinion i efteråret 2021 lavede en måling for Altinget og DR, ville kun hver tredje dansker afskaffe forbeholdet. Samme tendens viste en måling, Norstat i 2019 foretog for Altinget.

Men for få dage siden viste en ny Megafon-måling for Politiken og TV2, at 49 procent nu vil afskaffe forbeholdet, mens kun 27 procent vil bevare det.

Et spørgsmål om signaler
Når skiftende regeringer hidtil har afholdt sig fra at sende forsvarsforbeholdet til afstemning, skyldes det to forhold:

For det første er vurderingen, at forsvarsforbeholdet ikke i praksis har været en hindring for Danmark. Hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller Lars Løkke Rasmussen har oplevet, at forsvarsforbeholdet i praksis har udelukket Danmark fra noget som helst.

Hvis der har været behov for militære aktioner i EU’s nærområde, har Danmark enten deltaget gennem Nato som ved bombningen af Libyen i 2011 eller bilateralt som ved den franskledede aktion i Mali, der netop er afsluttet.

Forsvarsforbeholdet er heller ikke noget, andre EU-landes regeringschefer bringer på banen over for deres danske kollegaer som et problem.

Statsministeren har da også åbent erkendt, at afskaffelsen af forsvarsforbeholdet mest er ment som "et signal om, at Danmark er fuldt og helt med i det europæiske samarbejde".

Indtil nu har meldingen fra Mette Frederiksen været, at forsvars-forbeholdet ikke har udelukket Danmark fra noget som helst.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Frygtede at tabe
For det andet har skiftende regeringer afholdt sig fra at sende forbeholdet til afstemning af den simple grund, at de forventede at tabe. Samtlige regeringer de sidste 20 år har principielt ønsket at afskaffe forbeholdet, men man har taget bestik af vælgernes modstand.   

Derfor risikerer man, at mange vælgere føler sig snydt, når ja-partierne udnytter et politisk vindue i lyset af en brutal krig i Europa. Specielt hvis der – når krigen i Ukraine er forbi – igen materialiserer sig et flertal for forbeholdet.

Dertil kommer, at det trods den ophedede stemning ikke er helt sikkert, at det ender med et ja ved folkeafstemningen d. 1. juni. Såvel ved afstemningen om euroen i år 2000 som ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015 var der pæne flertal for at afskaffe forbeholdene, da afstemningen blev fløjtet i gang. Alligevel endte det med et nej. 

Budgetknappen
Heller ikke de øgede bevillinger til forsvaret er nødvendigvis populære på længere sigt. 

Det kan godt være, at langt de fleste her og nu støtter flere penge til forsvaret. Men når der om nogle måneder kommer fokus på mangler i ældreplejen, i skolerne eller i sundhedsvæsnet, vil der være stemning for at bruge flere penge der. 

Her har partierne bag det store kompromis valgt at dække de øgede forsvarsudgifter ved øget gældsætning. Helt konkret ændrer man budgetloven, så man fremover kan køre med et underskud på en procent i stedet for en halv procent. Det større underskud er stadig inden for rammerne af EU's regler.

Derfor kan SF-formand Pia Olsen Dyhr godt argumentere for, at de øgede udgifter til forsvaret ikke koster velfærd. Det er rigtigt her og nu.

Men som flere økonomer har påpeget, er de langt højere forsvarsudgifter ikke uden konsekvenser på sigt. Hvis der på et tidspunkt bliver behov for yderligere udskrivninger, eksempelvis til den grønne omstilling, nye velfærdsløfter eller endnu en pandemi, er der ikke længere flere budgetknapper at skrue på - og så vil det enten betyde forringet velfærd eller højere skatter. 

Nye trusler
Det danske forsvar har længe været nedslidt, og ud fra den betragtning er der gode faglige argumenter for at tilføre flere midler. Der er også kommet nye og forstærkede trusler i Arktis og fra cyberkriminalitet, som et højdigitalt land som Danmark er særlig sårbart over for.

Der er heller ingen tvivl om, at det amerikanske pres på Danmark for højere forsvarsbevillinger vil bliver forstærket efter den nye tyske kansler Olaf Scholz - meget overraskende - har lagt op til langt højere tyske forsvarsudgifter. Dermed vil Danmark ikke længere kunne ligge i læ af Tyskland.   

Mere tvivlsomt er det, når de øgede udgifter baseres på truslen fra Rusland. For selvom ikke et eneste Nato-land hævede forsvarsudgifterne, ville det samlede Nato stadig være langt stærkere end Putins Rusland. 

Selv da Sovjetunionen stadig eksisterede, og Sovjet havde lande som Østtyskland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien med på sin side, vurderede militæreksperter, at Nato var stærkere end Warszawapagten     

Konservativ mærkesag
"Det nationale kompromis" på Christiansborg, kan få meget forskellig betydning for de fem involverede partier.

For Venstre og Konservative er forliget vand på den borgerlige mølle.
Begge partier har længe arbejdet for, at Danmark skal bruge to procent af BNP på forsvaret, men det havde de næppe fået igennem uden Putins krig i Ukraine. Der går ti år inden, Danmark får op på to procent, men den gradvise forøgelse suppleres af en straks-bevilling til forsvaret på 3,5 mia. både i år og næste år. 

For de borgerlige partier var det afgørende, at aftalen ikke førte til skattestigninger, og med den kreative måde at føre budgetter på, er det foreløbig undgået.

Heller ikke for Venstre ville her-og-nu beskæringer af velfærden være et godt valgoplæg, og så lever man med den øgede gældsætning. De større underskud vil uden mindste tvivl forstærke de borgerlige krav om reformer.

Glade radikale
I gamle dage ville en massiv militær oprustning være uspiselig for Radikale, men de dage er for længst forbi for det tidligere Nato-modstander-parti.

For Radikale er det det en stor sejr, at den socialdemokratiske regering har udskrevet den folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, statsminister Mette Frederiksen for få uger siden blankt afviste.

Radikale er også begejstrede for, at der skal stoppes for russisk gas. Det er noget partiet længe har ønsket både af sikkerhedshensyn og klimahensyn.

Derudover er det bekvemt for Radikale at være med i afgørende forsvarsaftale, hvis man skal i regering igen. I modsat fald ville partiet være tvunget til blot at tilslutte sig en aftale, så snart man trådte ind i en regering - selvom man ikke havde haft den mindste indflydelse på den.

Skyggen fra Nyrup
For Mette Frederiksens socialdemokrater er det mere broget. På denne ene side viser statsministeren sig endnu engang som den handlekraftige leder af landet, og hun er ganske enkelt stærk i krisesituationer. Men politisk er aftalen ikke uden problemer.

Det værste scenarie for regeringen er naturligvis et nej ved folkeafstemningen.
Det er Radikale og de borgerlige partier, der har presset på for en folkeafstemning, men det er statsministeren, der vil inkarnere et nederlag. Og et nederlag vil trække spor ind i folketingsvalget. Spørg bare Poul Nyrup Rasmussen (S), der fik en begmand ved euro-afstemningen et år før folketingsvalget i 2001.

Mette Frederiksens metamorfose til full blown EU-entusiast er heller ikke uden risiko.
Det er ikke mere end et par år siden, at Mette Frederiksen beskrev EU-kommissionen forslag til et budget som "fuldstændig gak", og statsministeren har indtil for nylig givet indtryk af at være den mest EU-skeptiske danske statsminister nogensinde.

Det er en lidt for stor forvandling på lidt for kort tid - og den vil næppe falde i god jord hos alle hendes vælgere. Specielt ikke dem, hun har fået fra Dansk Folkeparti.

De øgede forsvarsudgifter kan også på sigt skabe problemer for socialdemokraterne.
Selvom det ikke fører til øjeblikkelige nedskæringer af velfærden, forstærker aftalen behovet for en stram finanspolitik, og Mette Frederiksen er igen begyndt at tale om "nye reformer".

I de første seks år af sin formandstid har hun ellers gjort en dyd ud af at lægge afstand til Thorning-regeringens "reform-amok", men nu bliver reformsporet meget sværere at undvige. Det vil være upopulært hos mange af hendes vælgere.

S-R-SF-mareridtet
For SF-leder Pia Olsen Dyhr er resultatet også komplekst.
SF lægger ligesom Radikale stor vægt på, at der skal lukkes for russisk gas, et vigtigt klimamål for SF. Ligesom SF er glade for, at forsvarsaftalen lånefinansieres, så det ikke får umiddelbare konsekvenser for velfærden. 

Tidligere ville en tilslutning til EU's forsvarssamarbejde havde splittet såvel SF's folketingsgruppe som hovedbestyrelse til atomer, men denne gang har der været bred opbakning til kursen. Det betyder imidlertid ikke, at SF's vælgere en bloc er tilhængere af et forsvarssamarbejde i EU. 

Drømmen om at komme i regering igen har utvivlsomt vejet tungt for SF-formand Pia Olsen Dyhrs ønske om at være med i aftalen, der af socialdemokraterne ses som en test af regeringsduelighed. Men hvis de økonomiske konsekvenser får Mette Frederiksen til at intensivere reformplanerne, får SF-problemer.

Kommer SF i regering på et tidspunkt, hvor der igen skal indføres smertefulde beskæringer af velfærdsrettigheder som i 2011-15, kan en ny S-R-SF-regering blive et nyt SF-mareridt.

Alle fem partiledere udtrykte stor glæde over det nye nationale kompromis.
Men nogle har grund til at glæde sig mere end andre.