Jarl Cordua: Putins krig i Ukraine skaber problemer for yderfløjene i dansk politik

Ruslands overfald på Ukraine har chokeret det meste af verden, måske lige bortset fra de vestlige efterretningstjenester, der temmelig højlydt meldte, at en invasion var på vej.

Det er ellers ikke fordi, at det har skortet på advarsler. Invasionen på Krim i 2014 og de såkaldte "oprørsrepublikker", som Ukraine mener reelt er femtekolonnefolk og agenter udstyret af og fra Rusland, var en klar advarsel om, hvad der var på vej.

Der har heller ikke manglet analyser af, hvad der hele tiden har været Vladimir Putins projekt: Genskabelsen af det russiske imperium og at stække Vestens politiske indflydelse i tidligere sovjetiske republikker og ikke mindst undergrave vestlige politiske værdier som frihed og demokrati, endog også i selve Vesten selv.

I dag kan næsten hele det politiske spektrum i Danmark se, hvad der ellers burde have stået klart for alle i næsten et årti.

Alt for mange mennesker i Danmark har i årevis i skrift og i tale vist forståelse for Ruslands syn på verden. Mange af disse stemmer har man kunnet møde i diskussioner på de sociale medier som såkaldte trolls med daglig gang på løgnefabrikken i Skt. Petersburg og ikke mindst blandt folk med tilknytning til den russiske diaspora i Danmark. Senest har den russiske præst i den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København givet en prøve på det.

Alt for mange mennesker i Danmark har i årevis i skrift og i tale vist forståelse for Ruslands syn på verden

Jarl Cordua

Det forstående syn på Rusland har dog også kunnet opleves andre steder, og faktisk er disse stemmer for kun ganske nyligt blevet marginaliseret i de politiske partier, hvor ledelserne nu må tage afstand fra dem, fordi det ikke bare er pinligt, men også risikerer at belaste partierne politisk.

Det gælder først og fremmest Enhedslisten, og indtil for få dage siden også Dansk Folkeparti.

I DF var man længe om opgøret med partiets tidligere forsvarsordfører Marie Krarup, der stadig insisterer på at forstå Putin og give Vesten sin del af skylden for angrebet. Allerede tilbage i efteråret 2018 blev hun dog fjernet fra posten, hvor den nye ordfører og daværende medlem af DF, Jeppe Jakobsen ryddede al tvivl af bordet og slog fast, at Rusland var Danmarks værste fjende.

I den senere tid, hvor Krarup har ligget i åben krig med den nye partiledelse og Morten Messerschmidt, har hun igen taget bladet for munden og delt sine synspunkter, som Messerschmidt efterfølgende har måttet tage stærkt afstand fra. Denne udveksling endte derfor ikke overraskende i Krarups udmeldelse fra partiet, og hun blev desuden også fulgt af sin far, Søren Krarup, der har spillet en ikke ubetydelig rolle som nationalkonservativ ideolog i DF, men som nu er syg af demens.

I den senere tid, hvor Krarup har ligget i åben krig med den nye partiledelse og Morten Messerschmidt, har hun igen taget bladet for munden og delt sine synspunkter

Jarl Cordua

Hvor DF nu kan siges at være "udrenset" for Putin-forstående elementer, så kan problemet på lidt længere sigt være flyttet over i det såkaldte "arbejdsfælleskab" af de indtil videre seks tidligere medlemmer af DF, som udgør den tabende fløj i formandskampen.

Hvis disse seks med Krarup går sammen i et nyt parti under ledelse af Inger Støjberg og Martin Henriksen og måske senere Kristian Thulesen Dahl, så kan man til sin tid eventuelt arve problemet, hvor man igen kommer til at tage stilling til, om man skal tolerere Krarups synspunkter. Den tid - den glæde!

Messerschmidt selv er indtil videre ikke blevet taget i at have ytret Putin-forstående synspunkter. Det har ellers ikke tidligere været en mangelvare blandt mange af hans europæiske meningsfæller, som pludselig skal forklare, at de har gnubbet skuldre med Putin.

Man kan eksempelvis pege på franske Marine Le Pen, Matteo Salvini i Italien, Viktor Orban i Ungarn, tyske AfD og ikke mindst Brexit-forkæmperen Nigel Farage, der er Messerschmidts store helt, som i 2014 fik sagt, at Putin er den politiske leder, som han beundrer allermest.

I Enhedslisten er partiets mangeårige tidligere udenrigsordfører og nuværende folketingsmedlem Christian Juhl i denne uge blevet sat på plads efter et ganske opsigtsvækkende interview i Jyllandsposten, hvor den tidligere DKP'er sang med på Putins undskyldning for angrebet, fordi landet ikke har behandlet det russiske mindretal ordentligt.

Efterfølgende måtte partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, ud og korrigere Juhl og præcisere Enhedslistens standpunkt i sagen. Alligevel plages partiet stadig af markante stemmer, der nægter at forlade Putins tækning om, at Ukraine ikke rigtig er noget land og i øvrigt synge med på Ruslands mantra om, at Ukraines regering ikke har behandlet det russiske mindretal ordentligt.

Dermed funderer de dele af Enhedslisten, der mener det samme, hele Putins rationale om, at krigen føres, fordi den ukrainske regering i virkeligheden består af nogle fascister i stil med dem, der samarbejdede med Hitler under krigen og begik folkemord på jøder.

Enhedslistens problem er, at man ikke kan lukke munden på folk som Mikael Hertoft, der er formand for partiets udenrigsudvalg og medlem af dens hovedbestyrelse, der modsat så mange andre partier, faktisk har indflydelse på den førte politik.

Selv hvis Hertoft udgør et mindretal, så er Enhedslisten ikke et parti, hvor folk kan blive ekskluderet for at sige, hvad de mener. Derfor må man forvente, at folk som ham med lignende synspunkter – og de findes i rigt mål i partiet - vedbliver med at være et problem for Enhedslisten med hensyn til at kommunikere klart og tydeligt.

Enhedslistens problem er, at man ikke kan lukke munden på folk som Mikael Hertoft

Jarl Cordua

I hvert fald så længe krigen raser i Ukraine og ikke mindst efterfølgende, hvis der som ventet kommer til yderligere brutal krigsførelse og udrensning af politisk opposition i landet, der må ventes at skabe endnu mindre forståelse for Putins handlemåde og dem, der forsvarer hans tænkning.

Det er en giftig sag, der viser et skisma mellem de folk i partiet, som sidder fast i den revolutionære fortid, som Enhedslisten bygger på, og så de mere demokratisk sindede og parlamentarisk konstruktive kræfter, som har fuld fokus på krav om grøn omstilling og social omfordeling.

Den model, der har vist sig så succesfuld med hensyn til vælgermaksimering og til dels politisk indflydelse, trues nu af folk som Juhl og Hertoft og andre, der har det svært med at skifte det traditionelle fjendebillede på venstrefløjen, nemlig USA og Nato, ud med de gamle kommunisters tidligere allierede i Rusland.

I det hele taget ligner krigen i Ukraine mest et problem for Enhedslisten.

Partiet er faktisk stik imod alt det, som krigens store og altoverskyggende helt, præsident Volodimir Selenskij, omfavner: Nato, EU og ikke mindst våben: Jo flere – jo kraftigere.

Jo, Enhedslisten kunne godt stemme for våben til Ukraine, men grænsen går, hvis Danmark flytter F-16-fly til Nato-landet Estland, som led i et bidrag til alliancens forsvar af landet. Det kan man ikke være med til.

Imens kæmper Enhedslisten med de øvrige partier om opmærksomheden for at få regeringen til at straffe Rusland med sanktioner og dermed den regering, hvis synspunkter Christian Juhl og Mikael Hertoft ytrede så stor forståelse for.

Synet på Nato er også ganske uklart. På den ene side vil Enhedslisten ikke melde Danmark ud "lige nu", mens man stadigvæk fastholder sit langsigtede mål om udmeldelse. Partiet vil altså på den ene side, gerne ses som meget solidarisk med Ukraines kæmpende folk og stemme for at give dem våben, samtidig med at man også gerne vil stå på synspunktet om, at kun hårde sanktioner og diplomatiske palmeblade overbeviser Putin om vanviddet i hans politik.

Krigen i Ukraine tester derfor Enhedslistens ledelse på, om den kan bevare den efterhånden store brede koalition af vælgere, som man med stor succes har skabt på en langsigtet strategi af venstrepopulisme

Jarl Cordua

Krigen i Ukraine tester derfor Enhedslistens ledelse på, om den kan bevare den efterhånden store brede koalition af vælgere, som man med stor succes har skabt på en langsigtet strategi af venstrepopulisme, hvor man gerne favner alle bløde synspunkter med både sociale og grønne krav, mens man helt overlader de hårde prioriteringer til andre partier.

Det ligner en kamp mellem dem fra den ældre generation, der på den ene side vil fastholde partiet som et revolutionært protestparti, hvor fjendebillederne stadig er USA, EU og Nato og på den anden side en yngre generation, der fortsat arbejder for at omskabe det pragmatisk venstrefløjsparti, hvor fjendebillederne nedtones efter behov eller er nogle helt andre.

I længden er få i tvivl om, at den unge generation vil vinde det opgør, men fordi Enhedslisten ikke er traditionelt parti, hvor ledelsen kan true med at udrense oppositionen for at få den til at tie stille, så står man på den korte bane med et problem, der skaber slinger i partiets kommunikation, og som måske får nogle venstrefløjsvælgere til at overveje, om de er endt det rigtige sted.

De næste par ugers meningsmålinger vil blive nærstuderet af Enhedslisten og dets rivaler for tegn på dræn i partiets vælgeropbakning.