Kronik

Kaptajn af reserven: Politikerne må komme ind i kampen, hvis vi skal sove trygt om natten

Mulighederne for at styrke forsvaret er ikke langt væk, det kræver blot en viljefasthed hos politikerne, der af besynderlige årsager ser ud til at være fraværende, skriver Klaus Kroll.

Danmark står i 2022 tilbage med primært store skibe, der er velegnede til eksempelvis piratjagt og til at indgå i internationale konstellationer. Men glem alt om at Søværnet effektivt kan passe på Danmark, skriver Klaus Kroll.
Danmark står i 2022 tilbage med primært store skibe, der er velegnede til eksempelvis piratjagt og til at indgå i internationale konstellationer. Men glem alt om at Søværnet effektivt kan passe på Danmark, skriver Klaus Kroll. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Klaus Kroll
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sover du trygt om natten? Svaret burde være nej, hvis du en gang imellem tænker på fraværet af militære kapaciteter, der passer på Danmark.

Ubådsvåbnet blev nedlagt i 2004, fordi man politisk ikke havde briller med styrke nok til at kunne kigge længere frem end til næste valg og dermed kun akkurat horisont nok til leflen for sine kernevælgere. 

Siden nedlæggelsen har der været en stribe episoder i vores farvande, hvor vi kun kan gisne om, hvad der egentlig foregik, da dansk forsvar simpelthen ikke råder over kapaciteter, der kan kigge længere ned under overfladen, end det du og jeg kan se, når vi sidder i kajakken og kigger ned i Østersøens blanke spejl.

Ved forskellige lejligheder dukker historier op om mystiske neddykkede objekter i danske farvande som, rent tilfældigt, opdages af forskningsskibe eller civile aktører.

I 2016 havde man eksempelvis flere observationer i både Kalundborg fjord og området syd for Bornholm, snublende nær stedet for det ene gaslæk. Hvor mange krænkelser af vores søterritorie der sker er fortsat en gåde, for vi aner simpelthen ikke, hvad der sker dernede under havets overflade, eller rettere, vi ved det først når der ryger en gasledning eller måske fremtidigt elkabler og anden kritisk undersøisk infrastruktur.

Søværnet kan ikke effektivt passe på Danmark

Vores tre minelæggere gik på pension nogenlunde samtidig med ubådene i 2004 og blev ikke afløst af andre. Med udfasningen af minelæggerne forsvandt evnen til at lukke større områder med minefelter og skulle fremmede magter med ondt i sinde forsøge at tiltvinge sig adgang til danske farvande, så skal vi sætte vores lid til et forsvindende få antal overfladeskibe, der næppe er i nærheden af at kunne overvåge en brøkdel af vores søterritorie.

De kortsigtede politiske briller tænkte kun på Afghanistan og Irak og absolut ikke dansk suverænitet

Klaus Kroll, kaptajn af reserven og tidligere spidskandidat, Nye Borgerlige Fyn

For at føje spot til skade udfasede man i 2000 den sidste motortorpedobåd af Willemoes klassen, en yderst mobil og potent enhed, der under den kolde krig var polakkernes store skræk, da de hurtigt og smidigt kunne neutralisere overfladeskibe.

Danmark står derfor i 2022 tilbage med primært store skibe, der er velegnede til eksempelvis piratjagt og til at indgå i internationale konstellationer som kommando- og støtteskibe til blandt andet hangarskibe. Men glem alt om at Søværnet effektivt kan passe på Danmark.

De højt besungne missilkapaciteter på de store skibe var måske fint tænkt men er i bedste fald endt som en vittighed. Søværnet vil som rosinen i pølseenden blive yderligere belastet af de og udvidede opgaver i Arktis, men med hvilke kapaciteter?

Antal fly betyder noget

Ok, så Søværnet halter lidt, men så er Flyvevåbnet vel godt rustet, tænker den opmærksomme læser, der ønsker at sove bedre om natten? Men nej, i afdelingen for luftens helte står det mindst lige så slemt til.

Indtil 2005 havde Danmark et antal HAWK-batterier, der var en relativ effektiv jord til luft kapacitet, der kunne supplere vores kampfly kapacitet. Jord- til luft kapaciteten blev, som alt andet udfaset materiel, betragtet som en reminiscens fra Den Kolde Krig og ve den, der påpegede, at det måske ville være en god idé at beholde nogen af de ret basale kapaciteter for at opretholde viden og erfaring på området.

Det modsatte skete, og vi lagde derfor også det mandbårne Stinger system i mølposen i 2005 for en tænkt fjende, der muligvis aldrig ville komme, havde nok ikke fly til rådighed, fordi de kortsigtede politiske briller kun tænkte Afghanistan og Irak og absolut ikke dansk suverænitet.

Læs også

”Men vi får jo nye fly, og de er gode”, siger den til enhver tid siddende forsvarsminister. Forsvaret er i fuld gang med overgangen fra F-16 til F-35, et historisk dyrt indkøb af materiel, men uagtet at prisen er høj, får vi kun 21-22 fly til Danmark, da 5-6 stykker bliver i USA til uddannelsesformål.

Uagtet at det givetvis er et superpotent fly, er antallet et pænt stykke fra de oprindelige 58, plus tillægskøb, vi investerede i F-16, hvor cirka 30 kan gå på vingerne i dag.

Antallet af nødvendige fly er i øvrigt kommet ud af en rapport, om hvor mange flyvetimer en F-35 kan præstere, et tal der i Danmark baseres på en McKinsey-rapport, der er skyhøjt i forhold til eksempelvis Norge, der har en langt mere realistisk tilgang til antallet af oppetimer.

Summa summarum, Danmark ender givetvis med alt for få fly, i stærk kontrast til Finland, der for nylig annoncerede et indkøb af 64 styk F-35 fly.

Hæren er udsultet

Efter krigene i Afghanistan og Irak må Hæren så vel være i superfin forfatning og klar til kamp, kunne den efterhånden dårligt sovende læser måske spørge? Jeg bliver nødt til at skuffe, endda fælt.

At udskyde beslutningerne vidner om fraværet af militær indsigt og svigtende interesse for sikkerhed

Klaus Kroll, kaptajn af reserven og tidligere spidskandidat, Nye Borgerlige Fyn

Ved Den Kolde Krigs afslutning havde Danmark en mobiliseringshær hvortil man konstant ”friskede” uddannede værnepligtige med henblik på at indgå i reserveenhederne.

Man havde materiel stående på depoter rundt om i landet, fra håndvåben til kampvogne, der var klar til at blive hevet ud i tilfælde af konflikt. En del af materiellet var at betragte som ikke-opdateret, for ikke at sige antikveret, men det kunne skyde, og det kunne bruges som aflastning for den mere moderne del af Hæren.

Vi havde adskillige hundrede kampvogne mod dagens 44. Sidstnævnte tal er taget ud af et regneark og næppe det reelle antal, der rent faktisk er køreklare eller har reservedelspakninger nok til at klare en sammenhængende tur ud af hovedvagten på kasernen.

Hæren havde artilleri i form af både trukne kanoner i forskellige kalibre, selvkørende artilleripjecer, og endda det Ukraine skriger på nu, raketkastere (MLRS). En del af det trukne artilleri blev doneret til Baltikum, noget blev skrottet og MLRS solgt for en slik til Finland.

I øjeblikket for beslutningen om udfasning af MLRS stod politikerne i kø for at påpege, at der ingen fjende fandtes, og systemet derfor var overflødigt. En metodik der er gennemgående for de politikere, der udfasede ubådene, afskaffede jord til luft systemerne og havde mere end travlt med at få nedlagt vores mobiliseringsenheder.

Nogen af de politikere er stadig i manegen, ingen nævnt, ingen glemt, men glemt er derimod fortidens synder, for det er en politisk dødssynd at sige, at man tog fejl, man bruger hellere flere af skattekronerne for at dække over dem.

Kom ud af starthullerne

Foruden en anseelig portion af medicinalindustriens velsignelser, hvad skal der så til at få den snart overtrætte læser til at sove trygt igen?

Spørgsmålet er om der, undskyld mit franske, er røv i de politiske bukser til at prioritere vores sikkerhed

Klaus Kroll, kaptajn af reserven og tidligere spidskandidat, Nye Borgerlige Fyn

Vi kan starte med at få forsvarsministeren til at indkalde til forhandlinger på mandag om et nyt forceret forsvarsforlig, hvor man fremrykker investeringsrammerne og lytter til militærfaglige vurderinger af, hvad der kan lade sig gøre nu og på længere sigt.

Vi ville eksempelvis kunne få luftforsvarssystemer op og køre inden for en rimelig fremtid, hvis vi lod Patriot-missiler indgå som led i en større indkøbsordre af andet materiel.

Vi kunne sikkert også få et droneforsvar af vores undersøiske installationer baseret på dansk teknik, hvis vi gav opgaven til to-tre danske dronefirmaer.

Vi kunne relativt hurtigt lægge en ordre på flere fly, måske flere helikoptere med sonarsystemer, mindre kystnære multirolle skibe, ubåde, artilleri og kampvogne, uagtet at det vil tage ganske lang tid at få produceret udstyret og endnu længere at få uddannet og rutineret personellet.

Læs også

Man kunne give en ny forsvarschef helhedsansvaret tilbage, gerne tilsat en civil følgegruppe, der kunne trykprøve beslutningerne, så vi ikke får alt for mange uheldige indkøb eller skandaler.

Vi kunne få sat et hurtigt udbud i gang om en ammunitionsfabrik, hvor kravet er, at den ligger i Danmark og kan producere et antal forskellige kalibre, baseret på nutidigt og fremtidigt behov.

Manglende militær indsigt

Mulighederne for at styrke forsvaret er umiddelbart ikke langt væk, det kræver blot en viljefasthed, der af besynderlige årsager ser ud til at være fraværende, uagtet at både Ukraine står i brand og gasledninger, der på mystisk vis begyndte at lække simultant.

Vi kan godt, men det bliver dyrt, ligesom det kommer til at koste en hel del politisk kapital at investere i et forsvar, der på papiret bare er en økonomisk belastning på bundlinjen og kun giver overskud på den investerede kapital, de få gange forsvaret ender med at løse skarpe opgaver i vores nærområde.

Militærfagligt kan vi gøre en masse, også på den korte bane. At udskyde beslutningerne vidner bare om fraværet af militær indsigt og svigtende interesse for sikkerhed.

Pengene kan kun bruges en gang, og det kræver mere end bare øjeblikkelig populisme at fravige nærværende mærkesager for at prioritere sikkerheden. Spørgsmålet er om der, undskyld mit franske, er røv i de politiske bukser, og om der for en gang skyld er vilje til at prioritere vores fælles sikkerhed, dette uanset hvem der løber med flest stemmer til det forestående valg.

Svaret er måske allerede givet på forhånd, da man kan kigge lidt på vores siddende forsvarsministers kandidattest her på Altinget og erfare at forsvaret ikke er nævnt en eneste gang, hvorimod skattefri check, trafikstøj og sundhedsvæsen er de vigtigste mærkesager.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Kroll

Kaptajn af reserven, fhv. spidskandidat (NB), Fyn
officer, akademiøkonom

Morten Bødskov

Forsvarsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)