Krigshistoriker: Atomvåben er intet værd uden viljen til at bruge dem

Stalin havde placeret studerende under dække på amerikanske universiteter i trediverne, og nogle spillede en nøglerolle i atomvåbenprogrammet kendt som Manhatten-projektet.

George Koval designede tændmekanismen til de første atomvåben baseret på Polonium 210, som blev anvendt i Litvinenko-forgiftningen i London i 2006, og ingen opdagede, at han var sovjetisk spion.

Da Truman under Potsdam-konferencen i juli 1945 fik nyheden om den vellykkede første atomprøvesprængning i Nevada og ville prale overfor Stalin, vidste den sovjetiske diktator det allerede fra sine spioner.

Atomvåben blev anvendt for hidtil eneste gang i august 1945 over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.

Niels Klingeberg Vistisen
Krigshistoriker

Flere forskere mente faktisk, at teknologien burde deles med hele verden for netop ikke at skabe et våbenkapløb og for at forhindre brugen af dem som våben.

Det lykkedes ikke. Atomvåben blev anvendt for hidtil eneste gang i august 1945 over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Ødelæggelserne var massive, men dødstallet stadig mindre end i en ildstorm i sønderbombede Hamborg to år før.

To måneder senere skrev George Orwell (1984 med flere) en kronik (You and the Atomic Bomb), hvor han filosoferede over bombens betydning for verden, og at den på forunderlig vis havde potentialet til at sikre en "fred, som ikke er en fred."

Han fik næsten mere ret, end han gjorde med 1984. Endnu.

Dokumentar efterlader dig målløs

Atomvåben har gennem historien affødt spændende, pirrende og problematiserende film.

Mest berømt er måske Stanley Kubricks mesterværk fra 1964, 'Dr. Strangelove – og hvordan jeg lærte at elske bomben', som nok er stærkt humoristisk og sarkastisk, men også enormt skræmmende.

Hele grundpræmissen er det automatiserede system, som vil udløse et nukleart gengældelsesangreb og dermed gøre den totale atomkrig og gensidige udslettelse (af jorden) uundgåelig.

Atomvåben kræver en fast doktrin for anvendelse for at være effektive.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Det ser nogle som et problem – men ikke alle.

Den amerikanske general Jack D. Ripper er frit modelleret over virkelighedens Curtis LeMay, som i 1962 sad i det ovale værelse overfor John F. Kennedy og anbefalede et massivt bombeangreb på Cuba under Cuba-krisen.

Jeg har for nylig genset filmen, og jeg var skræmt og måtte tage en limfjordsporter for at dulme nerverne.

Spændende er også 1983 dramaet 'Wargames', som begynder med en test af de vagthavende i missilsiloerne, som ikke vil trykke på knappen, da ordren kommer under en øvelse.

Derfor erstattes de af en computer, for at eliminere risikoen for "den menneskelige faktor" – gengældelsen skal være troværdig og må ikke fejle.

Fejle gør computeren dog, da gymnasiedrengen Matthew Broderick hacker sig ind i den, og de må lære computeren, ved at spille kryds og bolle med den, at atomkrig er et spil, som ingen vindere har.

En mere realistisk udgave er BBC-programmet 'World War three; Inside the war room' fra 2016, som alle bør se et par gange; det er skræmmende.

Det er en dokumentarisk dilemma-øvelse, hvor ti britiske politikere, generaler og topembedsmænd udfordres med et krigsspil, hvor Rusland angriber ind i Letland, mange Nato-soldater dræbes og henrettes, og det eskalerer til, at et britisk hangarskib sænkes i Østersøen med et russisk, taktisk atomvåben.

Vil briterne svare igen med de britiske atomvåben? Tør du se programmet, og hvad de når frem til? Det er vanvittig spændende, det er ægte personer og et realistisk dilemma. Og resultatet efterlader dig målløs og rådvild.

En kategori for sig selv

Atomvåben kræver en fast doktrin for anvendelse for at være effektive. Det er ikke blot endnu et våbensystem, men noget i en kategori for sig selv.

Det er både et strategisk afskrækkelsesvåben, som kan holdes udenfor en konflikt, men det kan også være et meget symbolsk våben på taktisk niveau.

Det er velkendt, at den amerikanske præsident altid følges af en officer med en kuffert lænket til sit håndled.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Russerne arbejder for eksempel med en doktrin for "de-eskalation gennem eskalation", hvor de kan bruge et taktisk atomvåben til at sige bøh med det formål, at bringe modparten til forhandlingsbordet.

Tidligere har der været tvivl om hvad for eksempel den pakistanske doktrin for anvendelse af atomvåben var, og på hvilket niveau godkendelsesbeføjelser for brug af våbnene lå på, hvilket vel næppe er betryggende.

Ved vi egentlig, hvad den Nordkoreanske doktrin for atomvåben indeholder?

Rusland har faktisk været rimelige tydelige i deres doktriner, fordi de også har brugt det som strategisk afskrækkelse og pression af vesten, men de har jo meldt ud, at et angreb på russisk jord kan udløse anvendelsen af dem.

Vilje er altafgørende 

Det er velkendt, at den amerikanske præsident altid følges af en officer med en kuffert lænket til sit håndled.

Kufferten kaldes "fodbolden" og indeholder koderne til at affyre landets atomvåben, og de skal altid være i nærheden af præsidenten, så landet ikke kan overraskes uden at nå at gøre gengæld.

Men beslutningen om faktisk at anvende atomvåben er ingenlunde nem.

Et populært forslag var, at denne amerikanske officer skulle have indopereret koderne i brystkassen og kufferten alene indeholde en brødkniv, så præsidenten skulle bruge kniven til at få koderne ud.

Atomvåben er intet værd uden viljen til at bruge dem.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Argumentet om, at det at slå en officer ihjel og sprætte hans brystkasse op med en franskbrødskniv, er vand ved siden at af udløse atomragnarok, er lidt malplaceret, men dog illustrativt.

John. F. Kennedy forstod implikationerne under Cuba-krisen og forlangte andre optioner fra sine generaler, og den røde telefon mellem Washington og Moskva blev oprettet som følge af krisen.

I BBC-programmet fra 2016 var man slet ikke klar til at bruge atomvåben, end ikke efter at russerne havde brugt det mod dem i Østersøen. Giver det troværdig afskrækkelse at have våben, men ikke at ville bruge dem?

Det er præcis den pointe, som Dr. Strangelove i filmen fra 1964 repræsenterer, og hvor præsidenten må sige "Gentlemen, you can't fight in here, it's the war room."

Viljen til at bruge atomvåben, forankret i en militær strategi og en klar doktrin, er nødvendig for at atomvåben kan udfylde deres funktion og potentiale. Ellers er de bare en risiko.

Mennesker slår mennesker ihjel

I Danmark vil vi slet ikke have et atomkraftværk, så det ligner lidt bragesnak at tale om atomvåben på dansk jord.

Men vi er med i en alliance, som har atomvåben, så vi er med i beslutningen om at anvende dem, selvom vi ikke selv sidder med knappen.

Derfor skal vi også gøre os klart, hvad det betyder. Det er et absolut must, at se BBC-udsendelsen fra 2016 om hvordan en erfaren gruppe af generaler og politikere kan blive uenige om, hvad man skal og ikke skal.

Det er det værste, der kan ske. Derfor skal du se det og lære af det.

Tro mig, russerne ser den også.

På mit kontor sad engang en seddel med ordsprog, hvoraf et lød; "atomvåben slår ikke mennesker ihjel. Mennesker, slår mennesker ihjel."

Atomvåben er intet værd uden viljen til at bruge dem. Den vilje kommer ikke af sig selv.

Lad os håbe, at der aldrig bliver brug for den, måske gennem flere atomvåben og en troværdig afskrækkelse.

Det har virket indtil nu, i en fred, der ikke er en fred, som Orwell skrev i 1945. Men det er vel bedre end krig.