Lektor: I Arktis kan og skal Danmark levere på USA's krav

Af Martin A. Husted
Lektor og forfatter

I de kommende år vil Danmark og rigsfællesskabet stå over for nye udfordringer i Arktis som konsekvens af isens tilbagetrækning og den tiltagende geopolitiske rivalisering mellem USA, Rusland og Kina.

En af de centrale udfordringer for Danmark er, at rivaliseringen sandsynligvis vil antage en kraftig militær dimension.

Den vil true de etablerede politiske rammer for fredelig udvikling og pragmatisk samarbejde i Arktis som eksempelvis forfulgt i Arktisk Råd og nedfældet i Ilulissat-erklæringen, der blev til på på dansk initiativ i 2008.

I min vurdering bør næste forsvarsforlig (for 2023-2028) prioritere Arktis i højere grad med mere fokus og igennem nye militære investeringer.

Martin A. Husted
Lektor og forfatter

Udfordringerne kan på den ene side udlægges som et snarligt farvel til danske muligheder for at spille mere end en symbolsk rolle i Arktis, opsummeret i en fatalistisk erkendelse af, at en småstat som Danmark med begrænset militær styrke og dermed politisk gennemslagskraft i sidste ende ikke kan spille med i stormagternes store spil.

På den anden side kan man fra dansk side stædigt insistere på værdien af mellemstatsligt samarbejde og optimistisk investere flere kræfter i fastholdelsen af den politiske ramme i Arktisk Råd i håb om, at stormagterne vil indordne sig efter et fælles regelsæt og undlade at militarisere området.

Jeg vil anføre, at Danmark på sine egne og rigsfællesskabets vegne ud fra en realpolitisk betragtning må tilpasse sig og udnytte de nye muligheder ud fra en tosporet udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi i Arktis.

I det ene spor må Danmark fortsat forfølge den eksisterende politiske ramme som givet i især Arktisk Råd. Her har blandt andet danske initiativer over tid vist deres værd i skabelsen af et strategisk forum med fælles forventninger om samarbejde.

Her indgår Rusland og USA i øjeblikket i en dialog om Arktis – et lyspunkt i de to stormagters ellers betændte forhold. Dog bør Danmark og rigsfællesskabet ikke forvente, at den politiske ramme alene vil kunne bære reguleringen af udviklingen i Arktis i fremtidens mere militariserede miljø.

I sidste ende afhænger gennemslagskraften af mellemstatslige organer som Arktisk Råd af stormagternes interesse i dem. I den realistiske vurdering må Danmark altså søge at sikre sine egeninteresser gennem opbygningen af flere militære midler, der tilgodeser både danske og allierede (læs: USA’s) interesser.

Det leder mig til det andet spor. Her bør Forsvaret udvikles og udstyres – især Søværnet og Flyvevåbnet – så det i endnu højere grad kan indgå som en troværdig og kontinuerligt tilstedeværende part i Arktis i tæt samarbejde med Danmarks allierede og i samspil med de andre arktiske partere. Argumentet for den satsning vil jeg forsøge at udfolde med to betragtninger.

For det første kan dansk forsvar spille en vigtig rolle i nedtoningen af stormagtsrivaliseringens farligste krydsfelter i Arktis, når russiske og amerikanske fly og skibe direkte møder hinanden i området. I de situationer vil risikoen for provokationer og misforståelser være størst mellem de to parter.

I stedet vil tilstedeværelsen af danske skibe og fly i Arktis kun i ringe grad forrykke den militære magtbalance i området. Moskva vil næppe opfatte småstatens Danmarks få militære enheder som en trussel, når og hvis man møder hinanden i Arktis.

Samtidig vil Washington opleve Danmark som en aktiv Nato-allieret, der varetager centrale, men almindelige overvågnings- og kontrolopgaver i området på alliancens vegne. Det fjerner behovet for en lignende amerikansk indsat.

I den optik kan Danmark indtræde som en form for stødpudestat i Arktis, der med ordentlighed og forudsigelighed kan gøre sit for at mindske spændingerne og fastholde Arktis som et lavintensitetsområde. Det kan være i alle parters interesse.

For det andet vil Danmark kunne imødekomme et amerikansk krav; nemlig større byrdedeling i det kollektive Nato-forsvar. USA's interesse i at vedblive med at være alliancens bærende militære fundament er med Trump-administrationen blevet sat til kritisk diskussion, og det amerikanske krav om byrdedeling er en politisk realitet, der kun med dybt alvorlige konsekvenser kan ignoreres.

Kravet om byrdedeling vil fortsætte i fremtiden, også under en mindre farverig præsident end Donald Trump. Det er en konsekvens af USA's fortsatte relative økonomiske tilbagegang samt den øgede amerikansk-kinesiske magtrivalisering i Asien og Stillehavet. Det medfører en reel risiko for, at USA på sigt vil vende sig væk fra Europa og Nordatlanten.

Jeg anser som mange andre det som en kritisk dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk interesse at udnytte alle muligheder for at fastholde USA i Nato. Basalt anser jeg Danmarks sikkerhed og suverænitet som værende ret sårbar uden et overbevisende amerikansk Nato-engagement.

Netop i Arktis står Danmark velplaceret til at imødekomme det amerikanske krav om byrdedeling. Thule-basens strategiske rolle i det amerikanske missilforsvar udgør allerede en vigtig komponent. Det samme vil nye investeringer i det danske forsvar gøre.

Med sidstnævnte vil Danmark nemlig blive en producent af sikkerhed – i stedet for en forbruger af selvsamme i Arktis-området. Sammen med tidligere danske engagementer rundtom i verden vil det atter understrege Danmarks vilje til at påtage rollen som en troværdig og engageret Nato-allieret. Et bidrag, der vil blive positivt bemærket i Washington.

Man kan indvende, at jeg sparker åbne døre ind. I forsvarsforliget af 2018-2023 åbnes der jo allerede for en forøgelse af Danmarks militære tilstedeværelse i Arktis. Det sker med en opøvelse af Forsvarets evne til bedre at overvåge samt at udøve kommando og kontrol i Arktis.

Dog vil en troværdig og kontinuerlig dansk militærtilstedeværelse i et enormt geografisk område som Arktis inden for en overskuelig fremtid kræve mere end forsvarsforligets nuværende ambitioner. Især hvis Danmark skal kunne indløse de to ovenstående ambitioner som stødpudestat samt at vise egentlig vilje til byrdedeling med USA.

I en minimal model vil det betyde nye investeringer i større skibe og nye fly. Det kan eksempelvis være i erstatningen af Søværnets fire eksisterende inspektionsskibe af Thetis-klassen (bygget mellem 1989-1991) med et tilsvarende antal moderne enheder – måske med isbryderkapacitet – samt flere enheder af de tre inspektionsfartøjer af Knud Rasmussen-klassen.

På sin side kan Flyvevåbnets rolle i Arktis opbygges med indkøb af langtrækkende droner (for eksempel MQ-4C Triton) eller med erhvervelsen af dedikerede maritime patruljefly (som for eksempel af typen P-8 Poseidon), der kan yde forstærkning til de eksisterende Challenger-fly.

En investering i Flyvevåbnet vil i høj grad afhænge af en udbygning af grønlandske lufthavne, så de kan tjene som logistiske trædesten. Processen er sat i gang. Den danske stat indgik i september 2018 en rammeaftale med Grønlands hjemmestyre om at skyde 700 millioner kroner i lufthavnsprojekter i Nuuk og Ilulissat.