Lektor: Nye forsvarsinvesteringer er en mulighed for at undgå, at Grønland knækker over

Snarere tror jeg idéen kommer fra regeringen, som reagerer på grønlandske politikere og det selvstyreejede teleselskab Tusass, der i flere år har eftersøgt støtte til at udbygge og skabe redundans i den grønlandske telekommunikationsinfrastruktur.

Men det kan være svært at svare på, hvad kabler har med droner, krudt og kugler at gøre.

Det vil jeg alligevel prøve at gøre her og samtidig argumentere for, at dual-use (det vil sige løsninger, der tjener både civile og militære formål) burde være et centralt princip, når vi prioriterer i en tid med stor politisk vilje til at investere i sikkerhed og forsvar.

Grønlandsk afhængighed af meget få kabler

For det første: Infrastrukturer hænger sammen. Når det danske forsvar planlægger øget droneberedskab i Grønland eller øget luftrumsovervågning, kræver det tilsvarende resiliens og kapacitet for telekommunikation.

I dag forbindes Grønlands digitale infrastruktur til resten af verden gennem Greenland Connect og Greenland Connect North, to fiberoptiske søkabler, der kobler landet til henholdsvis Canada og Island, og løber op langs Grønlands Vestkyst.

Til sammenligning er EU forbundet med resten af verden gennem over 250 fiberoptiske kabler, hvis vi alene tæller søkabler.

Planerne om at øge satellitkapacitetet og anskaffe flere langtrækkende droner giver bedre mulighed for at monitorere miljø og natur.

Mette Simonsen Abildgaard
Lektor i arktiske teknologistudier ved Aalborg Universitet

Ved brud på begge kabler kan Grønland risikere måneder uden internetforbindelse, da reparation er afhængig af vejrforhold og ledige søkabelreparationsskibe, der kun findes få af på verdensplan.

Øget forsvarsberedskab i Arktis kræver derfor øget investering i Grønlands kritiske infrastruktur, og her kan det nye søkabel blandt andet blive afgørende.

En stor og dyr opgave i at rette op på uligheden

For det andet: De mange forsvarsmidler skaber unikke muligheder for at afhjælpe problemer med social og infrastrukturel ulighed i Grønland, der rækker langt ud over den aktuelle sikkerhedssituation.

I efterkrigstidens Grønland blev modernisering og infrastruktur koncentreret på den grønlandske Vestkyst, mens befolkningen i Syd-, Øst-, og Nordgrønland mange steder blev opfordret til at flytte – og i visse tilfælde tvangsflyttet.

Det har sat dybe spor. Uddannelses- og jobmuligheder er stærkt skævvredne, og store dele af befolkningen i disse områder oplever afmagt. Med IA-politiker Aaja Chemnitz' ord: "Grønland er ved at knække midt over." 

Det er en stor – og dyr – opgave at rette op på uligheden i Grønland, og det kan ofte ikke betale sig for private at investere i tyndt befolkede områder.

Derfor har vi brug for at tænke klogt og sammenkoble behov, også i form af dual-use-løsninger, der kan gavne både civile og militære formål.

Udover søkablet nævner den nye delaftale civile fordele ved den øgede kajplads i Nuuk havn, ligesom planerne om at øge satellitkapacitetet og anskaffe flere langtrækkende droner giver bedre mulighed for at monitorere miljø og natur.

En kæmpe mulighed for omfordeling af ressourcer

Men med de rette dispositioner skaber aftalen mulighed for at gøre meget mere for civilsamfundet i Grønland:

I alt indeholder de forsvarsaftaler planer om fem nye arktiske skibe med isbryderkapacitet, hvis opgaver kommer til at indbefatte fiskeriinspektion, søredning, suverænitetshævdelse, søopmåling og isbrydningsopgaver.

Men hvis skibene blev konfigureret, så de også kan assistere med søkabelreparation, vil Grønland blive meget mindre sårbart ved nedbrud.

Det er helt afgørende, at civile behov i højere grad får lov til at lede dagsordenen i udmøntningen af de mange midler til forsvar og sikkerhed.

Mette Simonsen Abildgaard
Lektor i arktiske teknologistudier ved Aalborg Universitet

Det er dog især det nye søkabel, der præsenterer en kæmpe mulighed for at omfordele ressourcer i Grønland.

I dag er det kun byer langs den grønlandske vestkyst, der er koblet op på landets søkabler, og har adgang til landets største, billigste, og mest stabile internetforbindelse.

Indtil videre kender vi ikke det nye søkabels rute, blot at det skal "forbinde Danmark og Grønland bedre."

Det vil være dyrt og ressourcekrævende at følge en anden rute end eksisterende kabler, fordi det kræver omfattende havbundsundersøgelser, men det vil være en vigtig investering i fremtidens Grønland.

Hvis det nye søkabel kunne lande i eksempelvis Østgrønland, der endnu ikke har søkabeladgang, ville det skabe helt nye muligheder for almindelige borgere, såvel som erhverv, skoler og sundhedsvæsen.

Det er derfor helt afgørende, at civile behov i højere grad får lov til at lede dagsordenen i udmøntningen af de mange midler til forsvar og sikkerhed, hvis de skal være med til at bane vejen for et mere socialt balanceret og resilient Grønland.