Vicepræsident for liberal organisation: Vi kan ikke længere regne med USA – en europæisk atomparaply er nødvendig

Ukendt amerikansk strategi

Vi mangler endnu at se en konkret formulering af den nye amerikanske præsidents mere præcise og totale udenrigspolitiske strategi, men Danmark og Europa bør gøre sig tanker om, hvilke konsekvenser vi skal drage, hvis der sker et helt eller delvist brud med den traktat- og værdibaserede forståelse mellem USA og blandt andet Europa, der har hersket gennem årtier, og som kan være en saga blot.

Man må håbe, at Trump ikke vil lægge op til et pludseligt og fuldstændigt brud med forsvarssamarbejdet i Nato, men Europa bør tage pejling efter det totale fravær af interesse og omtale af samarbejdet med Europa og USA's rolle som den frie verdens leder i præsidentens tiltrædelseserklæringer.

Når det gælder den egentlige forsvarskapacitet, skal der tænkes helt nyt i Europa.

Henrik Bach Mortensen
Vicepræsident, Liberal International

I Europa og i Danmark skal vi naturligvis kæmpe for at bevare USA's engagement i et transatlantisk samarbejde. Det har vi aktuelt brug for i forhold til støtten til Ukraine, men også på mellemlangt sigt i forhold til mulige og skærpede trusler fra Rusland og for at kunne optræde styrkebaseret i forhold til blandt andet Kina.

Vi bør nok også være bevidste om, at en svagere amerikansk interesse for Europa formentlig ikke stopper med udløbet af Trumps fire år.

Europa i egen ret 

Hvilke handlemuligheder skal Danmark og Europa sikre sig, når vi kigger fremad? Der kan ikke være tvivl om, at vi skal skabe en position, hvor Europa kan spille en selvstændig sikkerhedspolitisk rolle, hvor der skabes en koordineret europæisk forsvarsevne.

Der er en række institutioner og forbund, som kan inspirere fra historien efter Anden Verdenskrig.

Helt frem til dannelsen af Nato var der udsigtsløse bestræbelser på at danne et nordisk forsvarsforbund. Det blev aldrig til noget. Nato blev et langt mere attraktivt alternativ for Norge, Island og Danmark. Samtidig betød Finlands særlige situation i forhold til Sovjetunionen og svensk neutralitet, at det nordiske forsvarsforbund blev ved tankerne.

Omvendt var der langt mere indhold og styrke i dannelsen af Vestunionen, som omfattede Storbritannien, Frankrig samt Benelux-landene og senere Vesttyskland, Italien, Portugal, Spanien og Grækenland. Vestunionen var en sikkerheds- og forsvarsunion, som både militært og politisk skulle bidrage til Europas sikkerhed.

Såvel europæiske som nordiske forsvarsovervejelser blev naturligt en del af grundlaget for Nato, men også for den senere forsvarsmæssige dimension af samarbejdet i EU.

Europæisk våbenudvikling og -produktion

Det forsvarspolitiske samarbejde i EU kan udbygges markant. Det handler for eksempel om standardisering, udvikling og indkøb af våbensystemer.

Fælles europæisk kapacitet på disse områder bliver mere og mere relevant i takt med en amerikansk tilbagetrækning fra Europa. For eksempel findes der i Europa kapacitet til fremstilling af kampfly – og anden formåen inden for våbenproduktion kan opbygges gennem fælles programmer.

Sikkerhed i Europa skal bygge på såvel konventionelle som atomare våben.

Henrik Bach Mortensen
Vicepræsident, Liberal International

Når det gælder den egentlige forsvarskapacitet, skal der tænkes helt nyt i Europa. Den militære slagkraft og forsvarsevne bygger i dag på Natos musketered, som lover, at alle Nato-landene, herunder USA vil opfatte et angreb på et land som et angreb på hele alliancen.

Vi skal huske, at Nato ikke er skabt for at opsøge eller tilstræbe militære konflikter. Natos mission er gennem styrke at forhindre og at afskrække militær konflikt. Med andre ord: "Hvis du vil sikre freden, må du ruste dig til krig". Det gælder ikke mindst i en verden, hvor autokratiske stater og ledere har et andet syn på krig og besættelse som acceptable offensive redskaber, end vi har i Europa.

Afskrækkelsestænkningen er derfor bærende for Nato. Vel har de europæiske lande selv konventionelle styrker som hær, flåde og luftvåben, men uden de styrker, som USA har stationeret i Europa og de styrker, som kan overføres, vil Europa ikke i alle tilfælde kunne modstå ydre fjender.

Ét er de traditionelle stridskræfter. Helt anderledes er det med kernevåben. USA's atomparaply over Europa (og USA selv) er den ultimative beskyttelse mod fjendtligheder i forhold til Nato-landene.

Samlet set er udfordringen for Europa at kunne løfte forsvarsopgaven som afløsning for USA's permanente indsats.

Europæiske atomvåben

Allerede nu bør ledende kræfter i Europa spekulere over, hvordan dette organiseres. Skal vi genoplive Vestunionen som et tilbud til alle relevante og interesserede europæiske lande? Skal vi forsøge at udbygge EU's rolle? Eller skal der skabes en helt ny konstruktion?

Samtidig vi må gøre os klart, at sikkerhed i Europa skal bygge på såvel konventionelle som atomare våben.

Det vil have afgørende betydning for et troværdigt kollektivt europæisk forsvar, at det omfatter Tyskland samt atomvåbenmagterne Frankrig og Storbritannien.

En ny forsvarskonstruktion kunne bane vejen tilbage til Europa for Storbritannien efter Brexit – og mon ikke langt de fleste andre europæiske lande, herunder de nordiske, ville finde deres plads i dette samarbejde.