Lisbeth Knudsen efter partilederrunde: Der skal ryddes gevaldigt op i debatten om forsvarsforbeholdet

Hvis danskerne i stor stil skal til at engagere sig mere fuldtonet i debatten og beslutningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så skal budskaberne på både ja- og nej-siden være klarere og energiniveauet betydeligt højere.

Placeholder image
Der er brug for en gevaldig oprydning i debatten og en meget mere aktiv oplysningsindsats om forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi skal stemme om det, skriver Lisbeth Knudsen.  Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Særligt på ja-siden af partierne, som trods alt har besluttet folkeafstemningen 1. juni, er der behov for at skrue op for blusset. Måske troede man her, at det var nok at henvise til den ændrede situation i Europa efter 24. februar og den russiske invasion af Ukraine. At truslen fra Putin i sig selv kunne gøre udslaget hos danskerne. Men sådan skal de ikke regne med, at det forholder sig.

Det er allerede lykkedes nej-siden at få debatten mudret ind i spørgsmål om mere eller mindre succesfulde militære aktioner i Afrika, som flertallet af ja-partierne hypotetisk måtte have ønske om at sende flere danske soldater ud på, om en hypotetisk omdannelse af EU-aktionsstyrke på 5.000 mand til en egentlig EU-hær under overstatslig kommando, om et hypotetisk kommende krav om suverænitetsafgivelse på grund af pres fra Bruxelles, om nedprioritering af Nato og flere udgifter til EU, og meget andet. Der er brug for en gevaldig oprydning i debatten og en meget mere aktiv oplysningsindsats om forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi skal stemme om det.

Det er altså mere mistillid til kollegerne i Folketinget end mistillid til EU, der argumenteres med på nej-siden.  

Lisbeth Knudsen

Onsdag holdt DR den første partilederrunde op til folkeafstemningen. Det var som om, der manglede at blive sat strøm til argumenterne fra ja-siden, som fægtede rundt med næsten forsigtighed i forhold til at bede danskerne om et ja, mens Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige synes at have meget mere at kæmpe for.

Det er jo altid nemmere at holde fast på det, vi kender – forsvarsforbeholdet. Og mere risikabelt og svært at argumentere for forandringer. Men hvis man ikke kan komme med de fire-fem gode, letforståelige grunde til, at afskaffe forsvarsforbeholdet i rimelig klar tekst, så bliver de næste par uger frem mod 1. juni op ad bakke for ja-siden, selv om meningsmålingerne lige nu giver ja-siden flertal.

Det er faktisk lidt absurd, at dem, der for alt i verden vil beholde forsvarsforholdet - DF, Nye Borgerlige og Enhedslisten - i høj grad argumenterer ud fra en mistillid til, hvad et EU-positivt flertal i Folketinget måske kan finde på at beslutte, hvis det afskaffes.

Man kunne mene, at det jo i givet fald ville være udtryk for, hvad et demokratisk valgt flertal i Danmark så beslutter at sende danske soldater ud på af operationer. Mener danskerne, at flertallet træffer nogle dårlige beslutninger, så kan man jo stemme med fødderne ved et kommende valg. Men det er altså mere mistillid til kollegerne i Folketinget end mistillid til EU, der argumenteres med på nej-siden.

Hvis man nu skulle foretage en oprydning i debatten om forsvarsforbeholdet, så kunne man jo starte med et spørgsmål til, hvilken forskel det vil gøre for Danmark, ud over at det jo aldrig er spændende at sidde uden for døren eller uden taleret ved bordet, når alle de andre taler forsvarspolitik i EU.

Så lad os få et mere klart billede af, hvad vi går glip af og hvad EU's forsvarspolitiske samarbejde egentlig går ud på, så det ikke kun skal handle om afrikanske missioner.

Lisbeth Knudsen
 

Hele fokus har været på soldater og militære operationer, men den militære komponent er en forholdsvis lille del af den samlede forsvarspolitik i EU, som også handler om forsvarsindustrielt samarbejde og Europas interne sikkerhed i forhold til flygtningestrømme, terror og cybersikkerhed. Så lad os få et mere klart billede af, hvad vi går glip af og hvad EU's forsvarspolitiske samarbejde egentlig går ud på, så det ikke kun skal handle om afrikanske missioner.

Det næste behov for oprydning handler om, hvad det er for militære operationer, vi ikke kan være en del af i dag, og hvilke af dem ja-sigerne gerne så os deltage i fremover. Det tænder ikke mange begejstrede vælgere at tale om militære operationer i Afrika, medmindre der er tale om piratbekæmpelse til fordel af de danske handelsskibe.

En fredsbevarende operation i Bosnien og en måske kommende fredsbevarende opgave i Ukraine er blevet nævnt som eksempler, der giver bedre mening for mange danskere. Men i debatten har nej-siden profiteret af, at ja-siden ikke har kunnet nævne, hvad det er, Danmark ikke bør være forment adgang til at deltage i, hvis vi selv vil.

Så kommer vi til vetoretten. Hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet, vil det være helt op til det danske Folketing, hvilke eventuelle militære operationer, vi skal deltage i. Sådan er det også i dag med FN-missioner og Nato-missioner, som vi hidtil har deltaget i. Men ifølge nej-sigerne vil de EU-begejstrede partier i Folketinget nok ikke sige nej, når de ringer fra Bruxelles og gerne vil have vores hjælp. Og måske, siger man, vil føderalisterne på et tidspunkt i fremtiden få held til at flytte forsvarssamarbejdet fra det mellemstatslige niveau, hvor hvert land selv bestemmer, til flertalsafgørelser.

Her bør det være endnu mere tydeligt for danskerne, at ja-sigerne har lovet en ny folkeafstemning, hvis der på noget tidspunkt bliver tale om suverænitetsafgivelse, lige som det bør gøres mere klart, at et kæmpe flertal af EU-medlemslandene vil være imod, at netop forsvarsområdet skulle blive overstatsligt og underlagt flertalsafgørelser.

En del af diskussionen under den første partilederrunde handlede om henholdsvis Natos og EU's rolle i den fremtidige europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det blev nærmest til en helt forfejlet debat, om vi nu havde råd til begge dele, og om vi generer amerikanerne ved at gå ind i et EU-forsvarssamarbejde, som allerede eksisterer i dag – bare uden os.

Resultatet af folkeafstemningen kan komme til at sætte sig dybe spor i mange år i dansk politik.

Lisbeth Knudsen

Det er simpelthen behov for, at debatten om forsvarsforbeholdet kommer lidt mere op på den store klinge, hvor samspillet mellem de to organisationer bliver tydeligere. Hvor Nato garanterer vores sikkerhed, og hvor EU gennem en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik kan understøtte de forsvarspolitiske initiativer med for eksempel sanktioner mod Rusland og på et tidspunkt måske med fredsbevarende styrker.

Nej-siden argumenterer for, at vi ikke skal risikere at slippe samarbejdet og støtten fra ikke mindst USA men også Storbritannien i Nato ved at opprioritere et EU-forsvarssamarbejde.

Ja-siden argumenterer med, at samarbejdet med USA og Nato rent sikkerhedspolitisk har førsteprioritet, men at vi kan komme til at se en ny amerikansk præsident efter 2024, der som Trump vender Europa ryggen og ser mere mod Asien og Kina, og så har vi brug for et tættere europæisk samarbejde. Også her er der brug for at ja-siden tydeliggør, hvad det er for en udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle, EU skal spille fremover.

Der er tid endnu til, at debatten om forsvarsforbeholdet kan komme op i gear. Der er også tid til, at både ja- og nej-siden bliver klarere på de argumenter, vi som vælgere skal træffe afgørelse på baggrund af.

Resultatet af folkeafstemningen kan komme til at sætte sig dybe spor i mange år i dansk politik. Bliver det et nej, kommer der til at gå mange år før nogen politisk har mod på at teste spørgsmålet igen. Bliver det et ja, så bærer regeringen og partierne bag det nationale kompromis til gengæld et kæmpe ansvar for at gøre det transparent og synligt, hvad vores deltagelse rent faktisk kommer til at gøre en forskel.

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter
journalist (DJH 1975)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser