Her er de vigtigste opgaver for Danmarks næste beredskabsminister

Ministeriet er en god idé. Etableringen af det sender et stærkt signal om, at man fra politisk side ønsker at tage sikkerheden for civile og beskyttelsen af vores samfund og infrastruktur seriøst. En af de største udfordringer er, at mandatet er svagt.

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har på rekordtid fået ansvar for organer og opgaver fra otte ministeriers ressortområder, hvoraf nogle af de ministerier, navnlig Justits-, Finans- og Forsvarsministeriet, har meget stærke mandater.

Det er vigtigt, at en kommende regering og minister er opmærksom på, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab ikke bliver en lus mellem to negle.

Hvis Rusland rammer Danmark med et massivt cyberangreb, hjælper det ikke at løbe ned i kælderen og leve af dåsemad de næste tre dage.

Siri Marie Munch Schrøder

På den ene side er der behov for at kunne trumfe igennem og træffe beslutninger. På den anden side står hensynet til sektoransvarsprincippet, der betyder, at en beredskabsminister ikke kan trumfe Justitsministeriets område.

Både sektoransvarsprincippet og beredskabsministerens mandat er vigtige og vægtige ting, der tilsammen udgør et paradoks, man hele tiden skal have øje på, så der er balance i ministeriets mulighed for at agere handlekraftigt, uden at det kolliderer med de andre ministerier.

Torsten Schack Pedersen (V) og ministeriet har haft en enorm opgave i at samle det kludetæppe af områder, aktører, sårbarheder og kapaciteter, der udgør beredskabets særdeles komplekse landskab.

En ny minister overtager på den måde en butik, hvor de første vigtige sten er lagt, og ministeriets indre liv er etableret. Nu er tiden kommet til, at det skal ud og virke i verden omkring.

Et totalberedskab er en god idé. Men det er ikke nok, at man siger ordet. Det kræver hårde prioriteringer i opgaverne, afvejninger af trusselsbilledet, uddelegering af opgaver og ikke mindst en plan. Alle skal vide, hvem der gør hvad, når krisen rammer.

Et totalberedskab bør indbefatte alle i samfundet, der kan hjælpe. Her tænker jeg navnlig på erhvervslivet, civilsamfundet, universiteterne og medierne, der bør tages med ind i planlægningen, så vi ikke ender med 100 forskellige kapaciteter, der arbejder oven i hinanden i bedste mening, men ender i en stor bunke rod.

Groft sagt har vi brug for beskyttelse af vores civile, den kritiske infrastruktur, samfundets fortsatte drift gennem en krise og sikker vidensformidling og beskyttelse. Det er helt åbenlyst en for stor opgave for det kommunale og statslige beredskab at skulle varetage alene. Og vi har brug for at tænke beredskab på en ny og mere agil måde.

Trusselsbilledet er ganske enkelt for kompliceret til, at vi kan tænke i babymælkserstatning på lager og beskyttelsesrum og kalde det en dag. Hvis Rusland rammer Danmark med et massivt cyberangreb, hjælper det med andre ord ikke at løbe ned i kælderen og leve af dåsemad de næste tre dage.

Beredskab og sikkerhed er dyrt. Når det virker bedst, er det stort set usynligt, netop fordi beredskab helst skal forebygge kriser og eskalationer.

Siden beredskabsdebatten blev mainstream, har der været mange aktører på området, der har delt holdninger og frustrationer. Det er helt naturligt, især hvis man tænker på, at området har fået så sparsom opmærksomhed i årtier. Men flere dele af debatten er i min optik irrelevante i forhold til den situation, vi står i.

At bruge tid og energi på beskyttelsesrum er klart i kategorien nice to have. Scenariet, hvor de skal tages i brug, er så hyper-snævert og ifølge samtlige offentligt tilgængelige trusselsvurderinger ikke en relevant risiko. Der er ifølge FE ikke en militær trussel mod Danmark.

Der er brug for en minister, der med ro i stemmen og rank ryg kan sortere og rydde op i området.

Siri Marie Munch Schrøder

Så hvorfor er der gået rundhyl i snakken om beskyttelsesrum?

For det første er det et dejligt konkret produkt, som de fleste danskere har et indre billede af. På den måde er det mere håndgribeligt at engagere sig i følelsesmæssigt, når der peges på en mangel på dem, hvorimod risikoen ved påvirkning af mis- og desinformation er langt mere fluffy og svært at gøre sig begreb om.

Dertil er det en forholdsvis overskuelig opgave at opgøre den nuværende kapacitet af beskyttelsesrum. I hvert fald mere overskuelig end at skabe overblik over vores kritiske infrastruktur under vand, vores kritiske sårbarheder på cyberområdet og formaliserede planer og rollefordelinger mellem myndigheder, civilsamfund og erhvervslivet, hvis et konkret risiko- eller trusselsscenarie ruller sig ud.

En ny minister bliver også nødt til at signalere meget klart, at det ikke er alle i og omkring totalberedskabet, der har brug for nye og flere midler. Ikke i en totalberedskabssammenhæng.

Flere dele af vores nuværende beredskab fungerer ganske enkelt godt og løser de opgaver, der er brug for. Det siger meget om debatten, at det nærmest er kontroversielt at sige.

Der er med andre ord brug for en minister, der med ro i stemmen og rank ryg kan sortere og rydde op i området.

Torsten Schack Pedersen (V) og hans hold har gjort et hæderligt arbejde med at lægge fundamentet for ministeriet og grovsortere de værste opstartsvanskeligheder, så det er klar til næste niveau.

Det er en bunden opgave at ruste Danmark bedre mod fremtidens kriser. Det kræver, at regeringen, og særligt den kommende minister, kan samle, handle og prioritere. De første vigtige valg begynder nu.